Hvis bare danskerne havde samme motivation for at slanke staten, som de har for sig selv den 1. januar

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Julen nærmer sig, og det betyder duften af and og flæskesteg og et køleskab fyldt med smør og fløde. Det betyder et samfund, der kollektivt vælger at ignorere både sund fornuft og BMI-tallet i en måned og måske endda lidt længere, hvis man – ligesom jeg – også går i julestemning lidt før december.

Men vi ved jo alle sammen, hvad der venter bagefter. Januar. Slankemåneden over dem alle. Den måned, hvor fitnesscentrene bugner af nytårsforsæt, og hvor efterspørgslen på Wegovy stiger hurtigere end blodtrykket juleaften. Alle skal pludselig “lige tabe sig lidt”.

Men måske er det ikke kun os, der burde overveje en kur. Måske er det velfærdsstaten, der trænger til at slankes. Eller meget, er nok det rigtige ord.

Jeg kunne skrive en hel roman om, hvorfor det økonomisk giver mening at gøre velfærdsstaten mindre. Hvordan pengene kunne bruges klogere, hvordan markedet skaber værdi, og hvordan civilsamfundet ofte løser opgaver mere effektivt, end staten nogensinde har gjort. Jeg tror på, at en lille stat er en smuk stat – ikke fordi den sparer, men fordi den stoler på mennesker.

Men lad os lade økonomerne lege med regnearkene. Det her handler ikke om tal. Det handler om mennesker.

Der er noget i os, der svinder, når staten tager for meget plads. Noget menneskeligt. Noget, der har med ansvar, frihed og fællesskab at gøre.

For hvordan sætter man egentlig en stat på kur? Det handler ikke om at sulte velfærden, men om at gøre den sund igen. At finde balancen mellem hjælp og ansvar. For et samfund bliver ikke stærkere, når staten vokser – men når borgerne gør.

Vi har vænnet os til at tro, at jo større staten bliver, desto tryggere er vi. Men måske er det omvendt. Måske bliver vi mere sårbare, når staten håndterer alt – fordi vi så glemmer, hvordan vi selv gør. Når staten tager ansvaret, tager den også noget af vores handlekraft. Vi bliver et folk, der læner sig op ad den samme mur i stedet for at bære hinanden.

For selvfølgelig hjælper vi stadig hinanden. Vi skovler sne for naboen, samler ind til nødhjælp og træder til, når nogen rammes af sorg eller sygdom. Vi er et omsorgsfuldt folk. Men jeg tror også, vi er blevet for vant til tanken: “Der er nok nogen, der tager sig af det.” For vi betaler jo nogle af verdens højeste skatter – så nogen må da gøre det, ikke?

Det er der, noget knækker.

For i det øjeblik, vi tænker sådan, slipper vi ansvaret. Ikke af ond vilje, men fordi vi tror, det allerede er taget hånd om. Mennesker har et naturligt behov for at tage ansvar – både for sig selv og for hinanden. Det ligger dybt i os. Men når vi afleverer halvdelen af vores løn til staten, afleverer vi samtidig noget af det ansvar, der burde være vores.

Hver gang vi tænker, “det må kommunen klare”, mister vi en lille del af vores menneskelighed. Og hvordan klarer vores velfærdsstat det så? Tja. Den er tung, langsom og upersonlig. Den kan udbetale en ydelse, men den kan ikke se et menneske i øjnene. Den kan tilbyde hjælp, men ikke nærvær.

Jeg tror, mange ville blive overraskede over, hvor stærkt et samfund vi kunne få, hvis mennesker fik mere frihed – og flere penge – til sig selv. Ikke kun for at købe en ny bil eller tage på ferie. Men for at støtte en nabo, der kæmper. For at donere til et lokalt projekt. For at skabe noget, der betyder noget.

Frihed skaber forskellighed, ja – men den skaber også ansvar. Og ansvar er fundamentet for det fællesskab, der ikke kan bygges af tvang og skatteopkrævninger.

For fællesskab er ikke et venstrefløjsord. Ingen har patent på det. Fællesskab findes i fodboldklubben en tirsdag aften, i en nabohjælp på en snefyldt morgen, i frivilligheden og i de små hverdagsmirakler, der får Danmark til at hænge sammen.

Det findes i troen på menneskers evne til at tage vare på sig selv og hinanden – ikke kun gennem staten, men gennem hinanden. Og det er dér, vi bør begynde at genopbygge Danmark fra. Ikke fra staten og ned, men fra mennesket og op.

Vi har ikke brug for mindre fællesskab. Vi har brug for et ægte fællesskab. Et fællesskab bygget på frihed, ansvar og tillid – ikke på systemer og paragraffer.

Juleaften sidder vi ved et bord, hvor ingen er klienter eller sagsnumre, men bare mennesker. Den ånd kunne Danmark bruge mere af. Men den kræver plads – plads, vi kun får, hvis staten fylder mindre, og mennesket får lov at fylde mere.

Julen minder os om, at vores stærkeste fællesskaber ikke skabes af systemer, men af mennesker. Måske er det dér, vi skal begynde.