Det er på tide, at Trump siger hej hej til Pete Hegseth

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad os starte med at konkludere det åbenlyse: Pete Hegseth burde aldrig være blevet forsvarsminister i USA.

Den tidligere soldat og Fox News-vært har omtrent lige så mange kvalifikationer til at stå i spidsen for Pentagon, som jeg har til at lande et kampfly med bind for øjnene efter tre gin og Cocio. Forskellen er bare, at ingen ville lade mig prøve, mens Pete Hegseth har fået lov til at lege leder for verdenshistoriens mest magtfulde militær.

Man må dog give Hegseth, at han tager sin titel som krigsminister særdeles bogstaveligt. Det gælder både i hans gruppebeskeder, hvor han bekvemt deler fortrolige detaljer om tidspunkter og mål for kommende bombardementer med ministre og familiemedlemmer, ledsaget af flere emojis end en teenager eller en bedstemor, der lige har opdaget smiley-knappen på telefonen.

Men det gælder så sandelig også i forhold til de angivelige narkosmuglere fra Venezuela, der bliver bombet i stykker, uden at der bliver stillet alt for mange spørgsmål. Når man ser på Hegseths skydeglade tilgang, får man Povl Kjøllers klassiker om den glade, lille cowboy på hjernen. Men modsat Kjøllers cowboy, der kun skyder med vand, er Hegseth stor tilhænger af droner og missiler i internationalt farvand. Jubijæ, jubijæ, Pete Hegseth er et fæ.

Ifølge Trump-administrationen er mindst 22 angivelige narkobåde blevet tilintetgjort i Caribien i år. Den mest omstridte hændelse fandt sted den 2. september, hvor en båd ifølge Det Hvide Hus blev ramt af et første missilangreb.

Efterfølgende blev der ifølge amerikanske medier observeret to overlevende i vandet, hvorefter der blev givet ordre til et opfølgende missilangreb, som dræbte de to. Ifølge administrationen var det nødvendigt for at forhindre, at narkoen kunne samles op af nye smuglere. Kritikere anfører derimod, at administrationen endnu ikke har fremlagt beviser for, at bådene rent faktisk transporterede narkotika, eller at personerne om bord udgjorde en overhængende trussel.

Flere jurister i USA har derudover påpeget, at et angreb på de to overlevende kan være i direkte strid med både internationale folkeretsprincipper og USA’s egne regler, der tilsiger, at man som udgangspunkt ikke bomber mennesker, der kæmper for livet i åbent hav.

Der hersker fortsat uenighed om, hvad der præcis skete den dag, og især hvem der gav ordren til det opfølgende missilangreb. Ifølge Washington Post skulle Hegseth have givet en mundtlig instruktion om, at »alle om bord skal dø«. Det benægter krigsministeren og hævder, at han ikke engang har set videomaterialet af de overlevende efter det første angreb.

I stedet er det nu admiral Frank M. Bradley, der tilsyneladende påtager sig ansvaret, eftersom Bradley har udtalt, at han godkendte det andet angreb. Men selv hvis Bradley trykkede på knappen, efterlader det os jo stadig med spørgsmålet, om krigsministeren dermed er fuldstændig fritaget for ansvar. For når man sidder som øverste leder for Pentagon, er »jeg så det ikke« næppe en gyldig frifindelse, men snarere en indrømmelse af enten indifference, inkompetence eller politisk opportunt hukommelsestab.

Ifølge Det Hvide Hus er mere end 80 mennesker blevet dræbt i internationalt farvand i disse angreb indtil videre. Alle sammen narkosmuglere, må vi forstå. Ifølge Trump er der tale om organiseret kriminalitet med afsæt i Venezuela, hvorfra smuglere sejler kokain op gennem Caribien til USA.

Denne tese er i sig selv ikke umulig, eftersom Venezuela i årevis har været transitland for sydamerikanske karteller, og ruterne er velkendte. Men i denne konkrete militære operation, der har stået på i månedsvis, har USA ikke fremlagt det mindste bevis for, at bådene faktisk transporterede narkotika.

Det samme gør sig gældende for påstandene om, at personerne om bord var kartelmedlemmer, eller at de udgjorde en troværdig trussel, der kunne retfærdiggøre brugen af dødelig magt mod dem. Offentligheden får kun serveret korte videoer af eksplosioner, som om Pentagon spiller ”Harbour Attack” på en Commodore 64. Velkommen til en verden, hvor alt reduceres til små, pixelerede brag uden kontekst eller konsekvens.

Selv blandt republikanere begynder bekymringen efterhånden at trænge igennem, særligt i forbindelse med dobbeltangrebet den 2. september. Mike Turner, en højtstående republikaner i Repræsentanternes Hus og medlem af forsvarsudvalget, udtrykte sig usædvanligt skarpt i denne uge.

Turner understregede, at hvis de overlevende fra båden var blevet taget til fange, ville de være blevet dømt i en retsstat og endt i fængsel fremfor at blive snigmyrdet. Når selv en af Kongressens mest loyale forsvarspolitikere sætter spørgsmålstegn ved, om USA i praksis eksekverer henrettelser uden rettergang i internationalt farvand, siger det alt om sagens alvor.

Sådan ser præsidenten dog næppe på det. Trump satser tydeligvis på, at der er tale om en politisk vindersag. I Trumps verden handler angrebene om at beskytte USA mod farlige stoffer, koste hvad det vil. Det er en overordnet fortælling, som Trump ved, at mange vælgere instinktivt reagerer positivt på.

Derfor er det for Trump også politisk guf, at demokraterne stiller sig op og forsvarer det principielle i, at selv angivelige narkosmuglere har ret til en retfærdig rettergang.

Der foreligger ikke mange meningsmålinger endnu, men umiddelbart er der ikke nogen indikation på, at angrebene er en vindersag i bred forstand. Ifølge en meningsmåling fra Reuters/Ipsos i sidste måned støttede kun 29 pct. af de adspurgte amerikanere idéen om, at det amerikanske militær måtte dræbe mistænkte narkosmuglere i udlandet uden en retlig proces, mens 51 pct. var imod sådan en fremgangsmåde. Som så ofte var der tale om politiske parallelsamfund, hvor 58 pct. af de republikanske respondenter støttede fremgangsmåden, mens 75 pct. af demokraterne var imod.

Tallene giver dermed også en indikation af, hvorfor Pete Hegseth næppe skal frygte en fyreseddel fra Trump. Præsidenten bakker fortsat fuldtonet op om sin krigsminister, så det mere interessante spørgsmål er hvorfor?

Svaret er – sat på spidsen – nok, at der i Trumps administration gælder en meget simpel regel: Loyalitet trumfer dømmekraft. At fyre forsvarsministeren midt under en kampagne mod angivelige narkoterrorister ville i præsidentens optik sende et signal om svaghed.

”Terroristerne vandt!!!!!”, som Trump nok ville formulere det på Truth Social i så fald.

En fyring af Hegseth ville kunne tolkes som, at USA bukker under for halalhippiernes pres, og at Trump går mere op i at tækkes oppositionen end i at beskytte amerikanere fra narkokriminalitet. Og hvis der er noget, som Trump og Hegseth ikke vil ligne, så er det svagpissere eller halalhippier.

Derfor er det usandsynligt, at USA’s præsident vælger at følge min opfordring og gå på krigsstien mod sin krigsminister. At Hegseth formodentlig forbliver på posten, viser snarere, at Trump og hans inderkreds hellere vil holde hånden over en mulig krigsforbrydelse end at følge normer, regler eller love.

Ud fra en kynisk betragtning er Trumps tilgang nok relativ populær hos kernevælgerne, men den sender et farligt signal både internt i USA og til resten af verden om, at målet helliger midlet for Trumps administration.