Husk den gode historie!
Det vigtigt at huske på, at historie og historieskrivning bør handle om meget andet og mere end at udpensle, hvordan soldater er blevet slået ihjel, og kvinder er blevet voldtaget og tortureret.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg vil gerne slå et slag for den gode historie! Forstået på den måde, at jeg synes, der er et stort behov for i disse tider, at vi minder hinanden om, at historie og historieskrivning bør handle om meget andet og mere end at udpensle, hvordan soldater er blevet slået ihjel, og kvinder er blevet voldtaget og tortureret.
Der er også sket mange andre – og gode – ting i historiens løb. Tænk blot på al den interessante historie om fjerne, fortidige riger, hvor der allerede i Oldtiden for flere tusind år siden hos sumererne, de gamle egyptere, babylonierne og assyrerne blev udviklet videnskab og kultur, som vores nutidige samfund bygger videre på i dag.
Tænk på alle de teknologiske, videnskabelige og medicinske fremskridt, som allerede disse gamle kulturer stod for. Og alle de sjove og interessante historier, der knytter sig hertil.
Historie er således f.eks. også historien om, hvordan folket sumererne (i det nuværende Irak) allerede omkring år 3200 f.Kr. som de første i verden begyndte at kommunikere med hinanden ved hjælp af skrift, fordi befolkningstætheden i området var blevet så stor, at der var grundlag for at organisere sig i nogle større bystater, som krævede et større administrationsapparat.
Det er også f.eks. historien om, hvordan egypterne for flere tusind år siden begyndte at udvikle en form for matematik, fordi de have brug for at den til bl.a. at udregne, hvor meget mel der skulle bruges til at bage et bestemt antal brød – eller til at udregne hældningen af en pyramide. Den slags kan man jo altid have brug for – hvis man skulle ønske at bygge sådan én!
Men historie er også den fascinerende historie om Babyloniens kong Hammurapi, der regerede i Mellemøsten omkring 1800 f.Kr., og som lavede Hammurapis love. Han bestemte blandt andet, at hvis nogle borgere blev bestjålet, skulle staten (dvs. kongen, altså ham selv) erstatte det fuldt ud – fordi staten ikke havde formået at beskytte de forulempede borgere godt nok imod tyvene, hvilket jo ellers var en af statens opgaver.
Men tænk også f.eks. på den fascinerende historie om den navnkundige kong Ashoka, som regerede i Indien (i det såkaldte Magadharige) i slutningen af 200-tallet f.Kr., og som oprindelig var meget voldelig og førte mange voldsomme krige og udryddede en masse mennesker. Men som efterfølgende blev omvendt til buddhismen og derefter blev særdeles mild og venlig over for alt og alle. Både mennesker og dyr.
Han begyndte at være nådig over for kriminelle og at hjælpe de syge. Han sørgede ligefrem for at plante træer langs alle landeveje, så både mennesker og trækdyr kunne få skygge, når de drog igennem landskabet. Ja, han blev ligefrem vegetar – fordi han syntes, at det var synd for dyrene, hvis man spiste dem.
Eller tænk på den fantastiske historie om, hvordan den engelske kong Henrik VIII’s ønske om at blive skilt fra sin hustru førte til, at han i begyndelsen af 1500-tallet trak England ud af den romersk-katolske kirke (fordi paven ikke ville tillade ham at blive skilt) og dannede sin egen anglikanske kirke. Hvilket igen fik en række markante kulturhistoriske konsekvenser.
F.eks. at den engelske komponist Thomas Tallis begyndte at komponere en helt ny slags kirkemusik, fordi den nye, selvstændige anglikanske kirke havde brug for en kirkemusik, der tydeligt adskilte den fra den romersk-katolske kirke. Tallis’ kirkemusik var flerstemmig og lyder derfor helt anderledes end den gamle, meget mere ”middelalderlige” énstemmige romersk-katolske kirkemusik (også kaldet gregoriansk kirkemusik).
Eller tænk på f.eks., hvordan den politiske historie og kulturhistorien spillede sammen på en interessant og pudsig måde, da Danmark i 1960 kom med i handelsorganisationen EFTA. Fordi vi ville være med i samme ”klub” som Storbritannien, som vi havde en stor landbrugseksport til (i stedet for i EF, som den franske præsident De Gaulle på dette tidspunkt holdt Storbritannien ude af).
Og hvordan Danmarks medlemskab af EFTA – sammen med seks andre lande: Norge, Sverige, Storbritannien, Schweiz, Østrig og Portugal – bl.a. fik konsekvenser for den danske madkulturs udvikling. F.eks. blev det højeste mode i Danmark i 1960’erne at drikke madeira og portvin til en god middag – hvilket det aldrig før havde været.
Og hvorfor det? Jo, fordi Danmark af politiske og økonomiske grunde var kommet med i samme handelsklub som Portugal – og man derfor kunne købe portugisisk vin meget billigere end tidligere.
Dette er blot nogle ganske få eksempler på, hvordan meget af historien – både den gamle og nye – er utroligt spændende, sjov og fascinerende og handler om meget andet og mere end forskellige voldsomme blodige begivenheder, som man selvfølgelig kan nøjes med at sidde og svælge i, hvis man har lyst.
Men man kan også i stedet vælge en meget bredere tilgang til historien, hvor man også inddrager de positive perspektiver og udviklinger – både inden for den politiske historie, kulturhistorien og de forskellige andre dele af historien.
Det åbner for en helt ny verden af viden, et meget større perspektiv på tilværelsen og en meget bedre forståelse af, hvorfor vi er nået hertil, hvor vi er i dag.