Fortsæt til indhold
Kommentar

Sydamerika er på sporet af demokrati

Valget i Chile den 16. november er endnu en manifestation af, at demokratiet i dag har det meget bedre i Sydamerika end for blot få årtier siden.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når der den 16. november er valg i Chile til præsidentposten, Deputeretkammeret og halvdelen af pladserne i Senatet, er det endnu et symptom på den store forandring i demokratisk retning, som Sydamerika har gennemgået gennem de seneste 50 år.

For 50 år siden, i 1975, var næsten alle de 12 stater på det sydamerikanske kontinent nemlig diktaturer. En undtagelse var Surinam, der netop samme år var blevet selvstændigt fra hollænderne.

Her 50 år efter er det nærmest lige modsat. Nu er 11 af de 12 stater demokratier, mens kun Venezuela har diktatur. Der må siges at være tale om en markant ændring i positiv retning.

I 1980 gik i øvrigt også Surinam – efter et statskup – over til diktatur.

Men omkring samme tidspunkt begyndte udviklingen i mange af de øvrige sydamerikanske lande at gå den modsatte vej. Og i løbet af perioden fra 1978 til 2016 blev det nuværende demokrati etableret i 11 af de 12 nuværende, selvstændige, suveræne stater på det sydamerikanske kontinent.

Her er listen over, hvornår det nuværende demokrati er blevet indført i de 11 stater:

Ecuador, 1978

Bolivia, 1982 (eller 2020, afhængigt af hvordan man fortolker de voldsomme politiske omvæltninger, som fandt sted i 2020)

Argentina, 1983

Uruguay, 1984

Brasilien, 1985

Surinam, 1988

Chile, 1989/1990

Paraguay, 1990 (med en kort pause fra 2012 til 2013, hvis man vælger at betragte parlamentets afsættelse af præsidenten i 2012 som et statskup).

Guyana, 1992 (eller nogle få år tidligere; det er et definitionsspørgsmål)

Peru, 2001

Colombia, 2016 (da borgerkrigen sluttede).

Tilbage står som sagt, at det blandt det sydamerikanske kontinents 12 selvstændige, suveræne stater i dag kun er Venezuela under Nicolás Maduro, som ikke har demokrati. Altså den stik modsatte situation af for 50 år siden, da det kun var én af de 12 stater, der reelt kunne betragtes som et demokrati.

Det gælder med andre ord mildest talt ikke alle steder i verden, at demokratiet har været i tilbagegang i de senere år. Tværtimod.