Hvordan skal vi kunne opruste åndeligt, hvis vi samtidig undergraver vores fælles fundament af kultur og viden?
Vores fælles hukommelse og vidensinstitutioner er ikke bureaukrati og sagsbehandling.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er udmærket, at regeringen vil fjerne bogmomsen. Det er et fint kulturpolitisk signal, og man kan kun håbe, at det får flere til at købe og læse bøger. Men samtidig skæres der desværre hårdt på vigtige kulturinstitutioner i den evige kamp for at begrænse bureaukratiet og reducere sagsbehandlingen i den offentlige sektor.
Staten skal spare på administration og sagsbehandling. Det er yderst fornuftigt, da antallet af administrative medarbejdere er eksploderet de senere år. Antallet af ansatte inden for ledelse og administration i staten steg markant med 23.600 fuldtidsstillinger fra 2011 til 2024.
Alle ministerier har fået et sparemål, og på Kulturministeriets område skal man spare godt 100 mio. kr. Mere end 60 pct. af dette sparemål – 62,5 mio. kr. – er landet på en enkelt institution, nemlig Det Kongelige Bibliotek – svarende til næsten 10 pct. af budgettet.
Men Det Kongelige Bibliotek laver jo ikke bureaukrati og sagsbehandling. Det Kongelige Bibliotek er en helt central kulturinstitution i det danske samfund, der sikrer bevaring og formidling af danskernes fælles kulturarv på en lang række områder – bøger, tidsskrifter, aviser, håndskrifter, billeder, lyd, video, fotografier, noder og digitalt materiale, herunder den danske del af internettet, samt fungerer som universitetsbibliotek og understøtter forskning og undervisning foruden at være centralbibliotek for folkebibliotekerne i hele landet.
Rigsarkivet, nationens fælles hukommelse, skal i samme ombæring finde besparelser på omkring 4 pct. eller 7,5 mio. kr. Det kommer næppe til at betyde mindre administration og sagsbehandling, som man egentlig er på jagt efter – sagsbehandlingen på Rigsarkivet består af indsamling og tilgængeliggørelse af kilderne til vores fælles historie. Til gengæld betyder det med stor sikkerhed et ringere serviceniveau for brugerne af Rigsarkivet – forskere, der forsker i vores fælles historie, og mange helt almindelige danskere, der f.eks. dyrker slægtsforskning.
Ingen tvivl om, at det er en god idé at beskære det vildtvoksende bureaukrati i staten. Men det er altså ikke på Det Kongelige Bibliotek eller Rigsarkivet, man finder det. Snarere kan man få en mistanke om, at det er sande bureaukrater, der er kommet på den idé, at det er bedre at spare på fagpersonale end på den reelle administration.
Mange politikere taler nu – med god grund – om åndelig oprustning, men den åndelige oprustning har svære kår, hvis vi samtidig undergraver vores fælles kulturelle hukommelse og adgang til troværdig og opdateret viden.