Vi skal fortsat sige nej til anerkendelse af Palæstina
En anerkendelse af Palæstina her er hovedløs og uansvarlig og vil givetvis skubbe en tostatsløsning længere ud i fremtiden og øge risikoen for, at konflikten i Gaza fortsætter.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Venstrefløjen, hvortil De Radikale også i stigende grad hører, vejrer morgenluft og håber, at Danmark nu vil anerkende Palæstina som stat i lyset af den fortsatte og dybt ubehagelige konflikt i Gaza.
Det skal vi naturligvis ikke. Det burde være banalt at sige, at man selvfølgelig ikke skal anerkende stater, der ikke eksisterer i virkeligheden, som ikke har veldefinerede grænser, og som ikke har en fælles regering, der har kontrol over territoriet (lige nu er der to regeringer, Fatah på Vestbredden og Hamas i Gaza). Det er et slag i luften, en tom gestus.
Så er der det politiske signal, som man vil sende med en anerkendelse, og det er straks mere problematisk. Formålet med en anerkendelse af Palæstina må være at støtte en tostatsløsning i området, hvilket er et fornuftigt synspunkt, som i mange år har været Danmarks officielle politik og på længere sigt givetvis er den eneste holdbare løsning på konflikterne i området.
Men en anerkendelse af Palæstina her og nu vil givetvis skubbe en tostatsløsning længere ud i fremtiden og øge risikoen for, at konflikten fortsætter.
Lige nu er ingen af konfliktens parter interesseret i en tostatsløsning, og hvordan man end vender og drejer det, så oplever Hamas i øjeblikket, at de har medvind i opinionen i den vestlige verden, som flere og flere europæiske lande, der støtter en anerkendelse af Palæstina, blot vil forøge.
Hvorfor skulle de så gå med til en tostatsløsning, som alt andet lige ville indebære, at Israel fortsat vil eksistere? Hamas ønsker jo en énstatsløsning, hvor Israel er udraderet ”from the river to the sea”.
Det er i høj grad selve Hamas’ formål. Israel vil naturligvis ikke støtte en tostatsløsning, så længe der er risiko for, at en palæstinensisk stat kan opbygge militær kapacitet til at angribe Israel igen og med stor risiko for, at den vil blive styret af en Hamas-regering.
Man skal huske på, at fra 2007 til 2023 – og i et eller andet omfang stadigvæk – eksisterede der en palæstinensisk stat i Gaza uden israelsk indblanding, som modtog over 100 mia. kr. i ulandsbistand, som den ikke brugte til at udvikle et velfungerende samfund på den attraktive strimmel land ved Middelhavet, men i stedet anvendte til at grave hundredvis af kilometer tunneler, indkøbe masser af våben og raketter til at angribe Israel og opbygge et propagandaapparat, der konstant udspredte had mod jøder og mod Israel.
At anerkende Palæstina nu, før alle forudsætningerne for en tostatsløsning er på plads, vil være helt hovedløst og uansvarligt og kan ikke undgå at blive set som en styrkelse af Hamas og en manglende anerkendelse af Israels helt forståelige og legitime sikkerhedsbehov.
En tostatsløsning forudsætter efter alt at dømme en demilitarisering af Gaza og Vestbredden under international kontrol, enighed om grænserne og en form for sikkerhed for, at Hamas ikke sætter sig på magten igen.
Det kommer bestemt ikke bare af sig selv, men forudsætter tæt dialog med Israel, som selvfølgelig ikke kan leve med et naboland, der har som mål at udrydde dem.
Vi skal arbejde for, at den frygtelige krig slutter, ikke at den forlænges, og den mest effektive måde at slutte den på så hurtigt som muligt er og bliver fortsat, at Hamas løslader de israelske gidsler og nedlægger våbnene. Det er den enkle, men ikke desto mindre uomgængelige sandhed.
Heldigvis ser der ud til at være massivt flertal i Folketinget imod en dansk anerkendelse af Palæstina. Da man stemte om det sidste gang for kun godt et år siden, var der i hvert fald omkring 80 pct. flertal imod. Lad det forblive sådan.