Sjæl i flammer, angsten er en isblomst lavet med AI

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad er sjæl? Ja, jeg er ikke engang sikker på, jeg selv kan svare fyldestgørende på det. Til gengæld kan jeg sige, hvad det ikke er: AI.

Eksempelvis er der en eksplosiv stigning af AI-genererede billeder overalt. På sociale medier, i reklamer, etc. Forståeligt nok. For hvor pokker er det dog nemt! Et hurtigt prompt og abracadabra, så har man sit helt eget billede. Desværre har de fleste billeder det der umiskendelige AI-touch, der gør, at de ligner hinanden og derfor lider under et totalt fravær af personlighed.

Et andet eksempel er AI-genereret musik. Men hvor kunstige billeder ofte er nemme at identificere, er det langt sværere med musikken. Vokaler, instrumenter og produktioner vil for de fleste lyde autentisk. De mest populære AI-kunstnere på Spotify er p.t. Aventhis, The Devil Inside og The Velvet Sundown med månedlige lyttertal på hhv. 1 mio., 647.000 og 635.000. Imponerende, især fordi The Velvet Sundown udgav sit første album for kun en måned siden. Og nu har det udgivet to. The Devil Inside har på lidt over et år udgivet 14 album. U2 har til sammenligning udgivet 15 studiealbum. På 45 år.

Det kan heller ikke vare længe, før litteraturverdenen bliver masseudsat for AI-genererede udgivelser. For et halvt års tid siden udgav Storytel novellesamlingen ”Nye Horisonter” – der fuldt varedeklareret var skrevet af en AI-robot. Ifølge Storytel selv var resultatet en fesen omgang, men projektet var også kun tænkt som et eksperiment. AI egner sig lige nu ikke til længere formater, hvorfor det ”kun” blev til en novellesamling. Men før eller siden vil teknologien kunne skrive medrivende 10-binds-romaner hurtigere, end Hemingway kunne skifte farvebånd på sin Underwood-skrivemaskine.

Kun få vil påstå, at der er sjæl i ovenstående. Men derfor kan AI sagtens underholde. Ligesom den også kan mime sjæl. The Devil Inside oser f.eks. mindst lige så meget af countryrock som den ægte vare. Lyttertallet taget i betragtning må der også være en fanskare. Selv uden så meget som ét nanogram sjæl. Det kan der næppe være uden menneskelig mellemkomst, erfaring eller følelse.

Tag nu bare Skagensmalerne. Når jeg ser deres malerier, er det ikke bare fysiske værker. Det er også bevidstheden om, at Skagensmalerne har levet, grædt, elsket og drukket i Skagen. Jeg ser det enkelte penselstrøg og mærker næsten boblerne fra champagnen i P.S. Krøyers ”Hip hip hurra!”. Så uanset hvor meget dit AI-genererede billede ligner et værk af P.S. Krøyer, får det aldrig nogensinde sjæl.

AI er ligesom internettet og dårligt vejr i sommerferien kommet for at blive. Det er derfor omsonst at hyle over det (navnlig fordi der også er meget godt at sige om AI). Læg dertil, at der også findes rigeligt med sjæleløse værker skabt af ægte mennesker – det ser vi f.eks. hvert år til Melodi Grand Prix. Og der vil nok også opstå et modtryk med efterspørgsel på autentiske oplevelser. Næppe nok til at opveje AI’s indtog, men dog nok til en hæderlig modvægt.

Jeg nægter at være boomeren, der synes, alt var bedre i gamle dage med tyske lieder og digte af Per Højholt. Men vi er nødt til at lære at finde os selv og det, vi virkelig holder af – i en verden, der på godt og ondt udvikler sig hurtigere, end vi troede muligt. Og der er trods alt stadig masser af autentiske værker og oplevelser derude – nye som gamle – vi kan gå til, hvis det hele føles lidt for kunstigt.