Jeg vil hellere være smagstester på en surströmmingsfabrik end skolelærer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad dig ikke narre af overskriften: Jeg har stor respekt for skolelærere. De varetager et særdeles vigtigt job med stor samfundsmæssig betydning. Så er det sagt. Men lad mig starte et andet sted:

For et par år siden var jeg med Molslinjen. Jeg sad afslappet og stenede med en kop kaffe, mens færgen bølgede hjemad mod Aarhus. Eller dvs. jeg var kun afslappet, indtil et barn begyndte at spæne frem og tilbage hen over dækket. Larmende. På et tidspunkt troede jeg, at barnet var rejst med færgen helt alene, for der var ingen forældre, der trådte til. Så larmen og løberiet fortsatte.

Instinktivt overvejede jeg hurtigt sandsynligheden for at overleve, hvis jeg stjal en redningsbåd og selv sejlede resten af turen alene hjem til Aarhus. Men heldigvis var vi ikke langt fra havn – og endnu mere heldigt: Jeg skulle aldrig mere være sammen med det uopdragne barn og de fraværende forældre.

Men det er der andre, der skal. Ja, rigtigt: skolelærerne. Og de skal ikke kun kæmpe med uopdragne børn, men også med forældre, der insisterer på, at deres børn aldrig må irettesættes – uanset hvordan de nu opfører sig. Det kunne man læse tidligere på året, da viceskoleleder Thomas Skovbo satte ord på, hvordan forældre til irettesatte børn ofte har fokus på lærerens – ”fejlagtige” – håndtering af situationen fremfor barnets kritisable adfærd.

»Mange forældre har misforstået deres rolle som tydelige og anvisende rollemodeller og betragter deres børn som helt unikke og skrøbelige på samme tid,« lød det fra viceskolelederen.

Så skulle man jo nok tro, at lærerne til gengæld holdt sammen. Men ak nej. For de velmenende, men også temmelig rundkreds-klappe-kage-agtige kollegaer findes skam også. Dem, der f.eks. af princip aldrig skælder ud. Ikke at man skal være rundhåndet med skældud, men nogle gange kan det være på sin plads. Og intet barn har endnu mistet livet pga. velanbragt skældud.

Ja, der findes endda også kommuner med en i mine øjne vattet og konfliktsky politik på området. Gud bedre det, hvis man på skolerne opførte sig som voksne og ansvarlige mennesker, der sikrede alle børn et trygt rum, men også krav og faste rammer at navigere efter – med konsekvenser, der ikke altid er behagelige, hvis de brydes.

Lærere bør være autoriteter. Ikke på lektor Blomme-måden. Men på en måde, så de respekteres. Og det er langtfra tilfældet, skulle jeg hilse at sige. Og så har jeg ikke engang nævnt den stigende vold mod lærerne. Vold mod eleverne er i sig selv horribelt (og den er også stigende), men når der de seneste tre år har været vold mod lærere på hele 43 folkeskoler, vidner det ikke om en udbredt respekt for lærerne.

Vi skulle skamme os. Både over for lærerne og så sandelig også over for de børn, der opfører sig ordentligt – og derfor får mindre opmærksomhed. Der er virkelig ikke noget at sige til, at vi mangler lærere. For hvem i alverden gider stå model til ovenstående? Ikke mig. Vi har i et misforstået hensyn kastreret lærerne m/k og taget deres autoritet og ansvar fra dem. Og med helt åbne øjne har vi overdraget det til børnene selv og pakket det ind i mumbo-jumbo om ligeværdighed og inddragelse. Det er danske skolebørn, for Christ’s sake! Ikke underernærede børneslaver i en afrikansk saltmine.

Jeg håber, vi snart kommer til besindelse. For jeg er med lærerne – og både de og børnene har fortjent bedre.