Politiske tørkedøgn kan ramme pludseligt, når magthavere glemmer at vande og gøde

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er godt at have konstanter i sit liv. Både i privatlivet og i politik. Men man skal aldrig, som i aldrig nogensinde, tage noget for givet.

Man får, som man sår. Og ikke engang dét kan man være sikker på, for tørken og ørkenvandring kan pludselig ramme den, der har glemt at vande og gøde.

Det erfarede den nyudpegede tyske kansler, Friedrich Merz, på den grumme måde i denne uge. Familien, med fru Charlotte og de tre børn, var på plads på de forreste rækker, så farmands store høst kunne opleves på tætteste hold. En tysk kansler skal nemlig vælges ved hemmelig afstemning i parlamentet. Det hedder positiv parlamentarisme.

Og så skete katastrofen, der aldrig før er sket i tysk politik: Der manglede 12 stemmer. Tilmed fra egne rækker. Tørkedøgnet var en realitet.

I Danmark indsættes landets statsminister ikke via afstemning i folketingssalen. Men en regering eller en minister må ikke have et flertal imod sig.

Det hedder negativ parlamentarisme. Det kommer dog sjældent til afstemninger i salen, da ministre i åndenød typisk går af af egen eller partilederens drift, inden det når så vidt.

Sidst en sådan tillidsafstemning førte til ministerafgang, var helt tilbage i 1975, da den ellers populære kulturminister Niels Matthiasen (S) fik et mistillidsvotum i folketingssalen, da han nægtede at udlevere nogle dokumenter i en sag om støtte til filmen med det skønne navn “Tro, håb og kærlighed”. Glistrups Fremskridtsparti og De Konservative mente, at den var for venstreorienteret.

I tilfældet Merz skyldtes den overraskende mangel på stemmer fra egne rækker, at han havde forsømt at vande det, han opfattede som sine konstanter. Han regnede det som en selvfølge. Han er jo lederen. Han er den klogeste. Hvad bildte de sig ind?

Men sådan kan det gå grueligt galt, hvis man tromler hen over dem, magten bygges på. Det samme var ved at ske for vores egen klimaminister Aagaard, der med nød og næppe overlevede en mistillidsafstemning i folketingssalen for nylig. Han havde regnet med, at alle kunne se, at han er den, der ved bedst.

Det er han muligvis også, men der skal vandes og gødes alligevel.

En af de magthavere, der mestrer vandingens kunst, er den unævnelige præsident i USA. Jeg skal lige indskyde, at jeg i fastetiden havde besluttet mig for ikke at nævne hans navn. Selvom fastetiden nu er forbi, har jeg fundet ud af, at jeg får det bedre af ikke at nævne hans navn, så han forbliver foreløbig unævnelig i mit liv og i denne klumme.

Den unævnelige, som vi af indlysende grunde ikke kan lide på vore breddegrader, mestrer vandingens kunst.

Han tager på det ene roadshow efter det andet. Taler til deltagerne, som om han kender dem bedre end sin egen familie. Får dem til at føle, at han forstår dem og naturligvis vil løse alle deres problemer med et snuptag. MAGA-folket i USA elsker det, for de har i årevis følt sig kørt over af politikere, der var mere optaget af at skaffe rent vand i Sahara end at løse almindelige amerikaneres problemer med at skaffe job og penge til de daglige udgifter. Det er den unævnelige ikke, siger han, så han vander sit fundament med verdens største vandkanon.

Der skal sås. Men der skal også vandes og gødes, før der kan høstes. Nænsomt, men konstant. Ellers visner rødder og opbakning, også fra loyale støtter. Aagaard og Merz har lært det på den hårde måde. Trump bruger vandkanoner og ødelægger afgrøderne. Den nye amerikanske pave Leo har givetvis drypvandet de seneste mange år, og nu høster han den store tålmodigheds afgrøde.

Man kan så håbe, at tørken rammer den amerikanske solkonge i præsidentembedet, når befolkningen opdager, at den unævneliges vanding er et rent fatamorgana.

USA er et land, der kan byde på både det bedste og det ringeste.