Hvem gider fravriste Peter Hummelgaard hans George Orwell-bøger?
Vi har alle sammen ret til en privatsfære uden myndighedernes snagen. Hummelgaards planer om mere overvågning æder af den frihed.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi kunne faktisk nemt slippe for kriminalitet og få et samfund uden forbrydere. Fristende, ikke sandt?
Desværre kommer det også med en pris. Og den pris hedder overvågning. Eller mere præcist: statens uindskrænkede og grundløse masseovervågning af borgerne.
Ethvert velfungerende samfund er nødt til at acceptere et vist niveau af overvågning. Jeg vil eksempelvis meget nødigt undvære PET’s overvågning af ekstremister, der mistænkes for planlægning af terrorangreb. Men det helt essentielle ord her er “mistænkes”. For hvis de ikke er under mistanke, bør de naturligvis heller ikke overvåges.
Og det er humlen i regeringens lovforslag, der for et par måneder siden blev sendt i høring. Forslaget giver nemlig PET udvidede beføjelser, når det gælder masseovervågning af danskerne.
Private data om f.eks. helbred, bibliotekslån, lokation og onlineadfærd skal nu kunne indsamles, samkøres og AI-analyseres med henblik på at vurdere borgernes handlingsmønstre. Uden dommerkendelser eller begrundet mistanke om noget som helst. Dvs. at myndighederne i vildskab på et hvilket som helst tidspunkt ville kunne indsamle uanede mængder af data om os alle sammen.
Trods justitsminister Peter Hummelgaards forsikringer om det modsatte er der ifølge eksperter tale om et vidtrækkende forslag, der endda kan være på kant med menneskerettighederne.
Vi må derfor spørge os selv: Hvilket samfund vil vi være? På en skala fra 1 til 10 – hvor et samfund klinisk renset for overvågning er lig med 0, og et samfund med 100 pct. overvågning er lig 10 – hvor ønsker vi så at placere os? På 9? For så er der jo ikke 100 pct. overvågning.
Men i så fald: hvorfor ikke på 10? Hvis man mener, at 9 er et dejligt trygt sted at ligge, er 10 jo endnu mere trygt. Og det er sagen i en nøddeskal: Overvågning bliver meget nemt til en glidebane, for hvem kan dog have noget mod endnu mere tryghed og sikkerhed?
Springet fra 9 til 10 er ufatteligt kort. Ja, det er det såmænd også fra lavere tal end 9. Ud fra det samme tryghedsargument. Men vi bør faktisk placere os på skalaen lige der, hvor overvågning kun sker ved begrundet mistanke om en forbrydelse – og ikke højere end det. Om det så er 2 eller 4, er en smagssag. Men dér bør grænsen sættes.
Jeg kan sagtens se fristelsen: Hvorfor i alverden ikke lande på en 10’er og bekæmpe kriminalitet med alle de forhåndenværende midler? Men historisk set har ingen lande med udpræget grad af overvågning gjort deres befolkninger lykkelige.
Og den der ”jooo, men har du ikke noget at skjule, har du heller intet at frygte”, giver jeg altså ikke fem flade ører for. Prøv lige at sige det til en borger fra det gamle DDR. Vi har alle sammen ret til en privatsfære uden myndighedernes snagen, selv om vi ikke har spor at skjule. Og borgere har ret til fortrolig korrespondance med deres advokater, og journalister med deres kilder – og de rammes også af lovforslaget.
Forestil dig næste gang, du beder din læge om en recept på skedesvamp, låner ”Mein Kampf” på biblioteket (ikke fordi du er nazist, men fordi du er historieinteresseret) eller deler et opslag af Pelle Dragsted (Gud bedre det!) på Facebook – ja, så bliver det registreret, samlet i et datasæt og AI-analyseret.
Er det fedt? Vel er det ej. Så nogen må meget gerne snart tage Peter Hummelgaards George Orwell-bøger fra ham. Han har tydeligvis nærlæst dem alt for meget.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.