Samfundssikkerhed er en holdsport
Kriser handler ikke om samfund, der bryder sammen, men om fællesskaber, der finder hinanden. Danskerne er heldigvis så småt ved at genopfinde nogle af koldkrigstidens koncepter.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Køge er tilsyneladende blevet hybridkrigens hotspot. I december sidste år blev et lille vandværk uden for byen ramt af et russisk hackerangreb, som resulterede i sprængte vandrør og afbrydelser af vandforsyningen til en del af forbrugerne.
Og nu har en lokal borger udviklet en frivillig beredskabsplan, som skal hjælpe nærområdet godt gennem kriser. Det er et godt eksempel på, hvor resiliente sociale systemer er, og hvordan forandring ofte vokser nedefra under pres. Når de sikkerhedspolitiske tektoniske plader rykker, og trusselsbilledet udvikler sig i den forkerte retning, vil der altid være ildsjæle, som ikke bare lader stå til eller sætter sig ned og venter på, at staten eller kommunen skal tage sig af det hele.
De ekstremt omfattende strømafbrydelser i Spanien, Portugal og Frankrig i slutningen af april 2025 viste med al tydelighed, hvor sårbare moderne samfund er over for forstyrrelser i elforsyningen. Folk blev fanget i elevatorer, betalingssystemer gik ned, og vandforsyningen holdt hurtigt op med at fungere mange steder ligesom mobilnettet og internettet. I sådanne situationer får de fleste pludselig øjnene op for betydningen af sociologen Susan Leigh Stars definition på infrastruktur som alt det, der er usynligt, indtil det holder op med at virke. Jo nemmere og mere bekvemt noget er i hverdagen, desto mere sårbare er vi over for dets fravær i ekstraordinære situationer.
Jeg håber virkelig, at danske myndigheder er travlt optaget af at studere hændelserne i Sydeuropa, for der er mange værdifulde erfaringer at opsamle derfra. Hvad var årsagen?
Hvordan kunne en så voldsom kaskadeeffekt opstå og sprede sig så hurtigt ud over hele Den Iberiske Halvø? Hvor robust er den danske elforsyning og afledte samfundsfunktioner i forhold til de sydeuropæiske? Og hvilken forskel gør det i praksis, om borgerne har fulgt myndighedernes råd om at kunne klare sig selv i 72 timer under kriser, hvis strømmen forsvinder? Anbefalingen om at være forberedt i tre døgn blev for nylig en del af den officielle EU-beredskabsstrategi, som formentlig og forhåbentlig vil være i fokus under det kommende danske formandskab.
Desværre har vi ikke tradition herhjemme for grundig erfaringsopsamling, for den gode gamle traver ”Det kan ikke ske her” lever stadig i bedste velgående, selv om der er sket meget og godt det seneste år i dansk beredskabstænkning. Jeg så eksempelvis gerne en 20-siders offentlig rapport med titlen ”Læring for Danmark fra strømnedbruddet i Sydeuropa” udgivet af Styrelsen for Samfundssikkerhed maks. tre måneder efter det store blackout. En anden mulighed var at afsætte midler til ”hasteforskning” i relevante og akutte emner, som det f.eks. kendes fra Natural Hazards Center på University of Boulder i Colorado – hvis de altså ikke er blevet defunded af Trumps administration, siden jeg senest tjekkede dets hjemmeside.
I mellemtiden kan man glæde sig over emergente initiativer som den frivillige beredskabsplan i Køge. Som med så meget andet inden for beredskab er det dybest set ikke raketvidenskab: Smid et brev ind til alle de andre beboere i blokken, invitér til et møde i fælleshuset, tal sammen om de aktuelle trusler og risici ud fra f.eks. det nye Nationale Risikobillede, og aftal så, hvem gør hvad, hvis krisen rammer. Det handler simpelthen om at være godt forberedt i fællesskab, sådan at nogen i kvarteret på forhånd har meldt sig til at organisere den hjælp, som der med garanti bliver brug for, hvis strømmen forsvinder.
Hvem tjekker op på fru Pedersen på fjerde, som går dårligt og nok ikke har kunnet slæbe flaskevand med hjem fra indkøbsturen? Er der nogen, der lige har et øje på den enlige mor med tre børn i stuen, hvor der måske ikke er overskud i hverdagen til at tænke på andre kriser end de daglige? Og får vi lige i fællesskabet oversat myndighedernes kriseinformation til et sprog, som familien med anden etnisk baggrund end dansk forstår?
I fagsproget taler man om ”Whole of Society”-tilgang, som betyder, at alle samfundets aktører har en rolle at spille og et ansvar at løfte i det samlede beredskab.
Den enkelte borger modtog i juni sidste år myndighedernes anbefalinger til et fornuftigt hjemmeberedskab, og med nedsættelsen af Ministeriet for Samfundssikkerheds fora for henholdsvis erhvervsliv og civilsamfundsorganisationer sker der nu også noget på disse vigtige områder. Kommunernes og regionernes samfundssikkerhedsmæssige opgaver og ansvar fylder også meget i debatten for tiden, men de lokale fællesskaber er ligeledes vigtige. Historien er som sædvanlig leveringsdygtig i gode eksempler: I begyndelsen af 1950’erne udsendte den dengang nyoprettede Civilforsvarsstyrelse anvisninger på oprettelse af både ”Sogneværn” og ”Villaværn”, ligesom der var regler for såkaldte ”Karréværn” i byernes sammenbyggede dele.
Datidens formål var at skabe fællesskaber, som i tilfælde af luftbombardementer ville kunne hjælpe med at grave tilskadekomne ud af sammenstyrtede bygninger.
I dag kommer truslerne først og fremmest fra cyberangreb og sabotage i gråzonen mellem krig og fred og fra naturskabte risici, menneskelige fejl og hændelige uheld, som kan udløse kaskadeeffekter i komplekse teknologiske systemer. Både dengang og nu er pointen, at beredskab ikke kun er myndighedernes ansvar, men en fælles forpligtelse. Samfundssikkerhed er en holdsport, og der er plads til alle på banen, så kom ind i spillet!