Sex og Samfund er en etisk katastrofe
Uanset hvad man mener om den nye abortgrænse, er der ikke noget at fejre – hverken for barnet, der dør, eller for moderen, der tager en beslutning, der kommer til at påvirke hele hendes liv.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En skål for abortlovgivningen. Regeringen har næsten fået alle de (velfortjente) tæsk, der kan ligge på dem, efter at de løftede glasset for den nye abortgrænse på 18 uger.
Jeg skal ikke opholde mig længere ved politikerne, der virkelig skal overveje, hvor usmageligt de kan fejre alvorlige beslutninger, hvad enten de drikker champagne på abortlovgivningen eller fejrer 50 stramninger på udlændingeområdet med at spise flødeskumskager.
Det er tåbeligt og pinligt. Begge dele. Det næste bliver vel, at de drikker gravbajere, hvis (og formentlig når) aktiv dødshjælp bliver indført.
Men meget værre er det, at foreningen Sex og Samfund har inviteret til fejring af ny abortlovgivning med taler, fest og faldera i Arbejdermuseets Festsal den 1. juni – og i indbydelsen skriver de: »I en tid, hvor rettigheder og adgangen til abort er under pres i store dele af verden, går vi i Danmark en anden vej. Med lovændringen bliver den gravides selvbestemmelse over egen krop udvidet og styrket, og færre vil fremover skulle ansøge om at kunne få foretaget en abort.« Og det endelige program følger.
Uanset hvad man mener om den nye abortgrænse, er der ikke noget at fejre – hverken for barnet, der dør, eller for moderen, der tager en beslutning, der kommer til at påvirke hele hendes liv.
Et er, at politikere kan være uden for etisk og moralsk rækkevidde, det er slemt nok – men at en forening som Sex og Samfund, der har så uhyre stor indflydelse på de unge generationer, opfører sig så (ikke uventet) ureflekteret og unuanceret, det giver anledning til kæmpe stor bekymring.
For Sex og Samfund har fået en motorvejsindkørsel lige ind i folkeskolen, hvor den med undervisningsmateriale kan pumpe elever fulde af ideologisk propaganda. Fuldkommen uimodsagt kan den indoktrinere børnene og de unge med, at det er et kæmpe fremskridt for kvinderne og for samfundet i det hele taget straffrit at kunne slå fostre (for de vil næppe sige menneskebørn) ihjel helt op til uge 18.
Sex og Samfund er ellers ingen dum opfindelse. Det er nødvendigt, at børn og unge oplyses om seksualitet, prævention, menstruationscyklus, køn og krop – det er Sex og Samfund sat i verden for og har gjort det godt i en årrække.
Men de er blevet ekstreme og dybt ideologiske – og der er et problem. Og der er mere end nogensinde før brug for kristendomsoplysning og den kloge etiske og moralske samtale i folkeskolen som et modtræk til Sex og Samfund.
For skolerne labber ukritisk deres materiale i sig i dag. Kunne man forestille sig, at en tilsvarende yderligtgående kristen bevægelse missionerede på skolerne? Nej.
Kunne man forestille sig, at Sex og Samfund inviterede til en debat eller samtale om emnet abort på undervisningsinstitutionerne, så eleverne ikke fik et ensidigt syn på den frie aborts lyksaligheder, men måske blev mindet om, at det faktisk er et lillebitte menneskebarn, der bliver slået ihjel? Nej, heller ikke. Og der er ikke ramaskrig over det – hverken fra skolerne eller for den sags skyld fra folkekirkelig side.
Det var der til gengæld for efterhånden mange år siden – tilbage i 90’erne, da præsten i min fars nabosogn, Sønder Felding, viste en abortfilm produceret af foreningen Retten til liv for konfirmanderne.
”Abortfilm” – jeg kan huske udtrykket fra min barndom, og det stod for mig som noget af det uhyggeligste, jeg kunne forestille mig. Og folk var rasende og rystede og løste sognebånd i ét væk til min far. Den slags voldsomheder ville grundtvigianerne ikke finde sig i, at deres børn skulle udsættes for. Og jeg forstår dem for så vidt godt.
I filmen lå en gravid kvinde i fosterstilling, mens speakeren sagde: »Du kan godt fjerne dit barn. Det er bare det … er det dét, du ønsker? Du vil jo altid kunne huske det lille hjerte, der slog inden i dig.«
Men i dag forstår jeg også godt Villekjærs intention; han var blevet betroet at fortælle konfirmanderne om det kristne livs- og menneskesyn. Og det gjorde han så – mere eller mindre elegant.
Jeg ved ikke, om vores tid ligefrem kalder på Villekjærs kompromisløse facon, men i hvert fald kalder tiden på et modsvar til det ideologiske menneskesyn, Sex og Samfund prædiker på uddannelsesinstitutionerne.
Det er på høje tid, at nogle skoleledelser vågner op og stiller sig kritiske over for, at eleverne bliver påvirket i en ideologisk retning, der underkender, at ethvert undfanget menneske har ret til liv – også før det drager ånde.
Måske har der fra begyndelsen været noget galt med formuleringen i vores abortlovgivning? Måske har anfægtelsen manglet – og derfor er der nu sket et alvorligt skred i vores menneskesyn, der indføres den 1. juni, når loven træder i kraft.
Vi kunne lære af den tyske abortlovgivning, der er en form for kompromis. Her fremgår det nemlig, at det dybest set er ulovligt at få foretaget abort, fordi det ufødte liv skal beskyttes. Men det er ikke strafbart, hvis aborten finder sted inden for de første 12 uger, og kvinden forinden har ladet sig rådgive. Ligeledes bortfalder straffen, hvis aborten foretages af medicinske årsager eller på baggrund af voldtægt. Læg mærke til, at anfægtelsen bliver stående.
Lovgivningen fastholder – og diskuterer slet ikke, at det er forkert at tage et menneskes liv, men vi gør det alligevel. Undtagelsesvis. Men den moralske skyld, vi pådrager os for det, må vi så som samfund og enkelte menneske leve med.