Hvis det er dansk kulturarv, føler jeg mig holdt udenfor
I disse Trumpfikserede tider er det befriende at fokusere på dansk kulturarv. Men når jeg læser de 20 bud, som kulturkomiteen kommer med, går der Morten Korch møder Olsen-Banden i den.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Man ser et hvidskuret Danmark med røde postkasser, stokroser og Dannebrog, hvor de glade danskere cirkler rundt med en røget sild i cykelkurven i uendelige kolonihaver og synger fællessang ved pølsevognen.
Komiteen består af kulturdarlingen Ghita Nørby, naturkæledæggen Søren Ryge Petersen og kulturminister Jacob Engel-Schmidt. En fra 30’erne, en fra 40’erne og en fra 80’erne. To mænd, én kvinde, tre hvide.
De har i fællesskab udvalgt 20 bud på dansk kulturarv. Kolonihaver, fællessang, pølsevogne, forsamlingshuse, smørrebrød, revy, røgeri, tillidssamfundet, hygge, H.C. Andersens eventyr, cykelkultur, Bournonville, wienerbrød, dannebrog, efterskoler, foreningsliv, højskoler, efterskoler, håndbold, fællessang, Sankt Hans.
Det fremstår i komisk kontrast til den reelle tid, vi lever i. En tid med massiv amerikansk kulturimperialisme, hvor hver anden dansker ikke kan formulere en sætning uden at lave anglicismer, vi holder halloween, Valentinsdag og går på McDonalds.
Vel boykotter en del danskere Cola og Colgate, men vores daglige kulturliv er totalt infiltreret af amerikansk kultur. Vi har alle Facebook, Instagram eller LinkedIn, vi ser Netflix og HBO og diskuterer The White Lotus og Yellowstone omkring frokostbordet i kantinen.
Måske kan vi godt både være pæredanske og have amerikansk kultur i ascendanten eller have grundtvigiansk højskole og Hollywood i dna’et for at leve op til at være dansk?
Ikke umiddelbart, for de 20 bud er totalt renset for indflydelse udefra, bortset fra Bournonville-balletten, som kom til København med August Bournonville i 1830 og dannede skole for den kongelige ballet.
Hvis vi laver en lille analyse af nationalkarakteren baseret på komiteens bud, ser den rigtige dansker sådan ud.
Som barn får danskeren læst H.C. Andersens eventyr højt, går til badminton i den lokale idrætsforening, kommer til sociale arrangementer i forsamlingshuset, går senere på efterskole, hvor de synger fællessang rundt om Dannebrog, bliver grebet af tillidssamfundet og går på højskole, hvor danskerne spiller håndbold og tager på cykelture, og senere i livet nyder smørrebrød og wienerbrød med kollegerne på kommunekontoret, og afholder på ferier til Bornholm, hvor de spiser røget sild, og én gang om året til jul, tager de på det Kongelige Teater og ser Nøddeknækkeren.
Hvad ser du for dig? Kan du genkende dig selv?
Prøv at forestille dig et helt samfund befolket af denne nationalkarakter. Det er et skræmmende romantiseret dansk Truman Show.
Jeg føler mig ekskluderet fra det danske selskab. Skal jeg føle mig som en ringe dansker, fordi jeg aldrig har været til en håndboldkamp og straks skifter kanal, hvis der er håndbold i tv? Eller aldrig har gået på efterskole eller højskole, netop fordi det altid har skræmt livet af mig at blive spærret inde i en masse ritualiserede værdier som morgensang og faste spisetider og sovesale, at blive udsat for danskhed på steroider.
Og kolonihavehuse! Tanken var god; arbejderen skulle have et frirum fra de trange boliger og mulighed for at få et stykke jord til at dyrke grøntsager. Men nu er det liebhaveri at eje en kolonihave og tilfalder dem, der i forvejen er på boligmarkedet med ejerlejlighed i indre København.
Kulturarven går til de velstillede, medmindre man stammer fra første generations kolonihave-ejere.
Jeg er født og opvokset i København, har en kæmpe familie i Jylland og er kommet i de lokale forsamlingshuse, hvilket jeg har elsket. Hvert et stykke smørrebrød og wienerbrød og fællessang, men jeg kan ikke genkende mig selv i denne stereotype nationalkarakter.
Hvad med grønlænderne, Jakob Engelbrecht? Har du bemærket, at Grønland og grønlandsk kultur er kommet på det danske landkort igen?
Da jeg var 17, landede jeg i Kastrup efter et ophold i Malawi hos min far. Jeg blev hentet af min mor i folkevognen, og jeg husker turen gennem Københavns gader som et trip. Da vi kørte over Rådhuspladsen hoppede mit hjerte, og jeg boblede af fryd ved synet af Nyrops røde murstenstårn.
Da min mor parkerede foran vores hus ved søerne, stod min gamle cykel efterladt, som da jeg rejste et halvt år før. Og med min cykel på den ene side, søerne på den anden, og Rådhuset i ryggen, kunne jeg ikke føle mig lykkeligere.
Det er jo opskriften på den klassiske dannelsesroman, hvor man skal man ud for at komme hjem. Jeg kom hjem. Men jeg oplevede ikke Rådhuspladsen, min cykel eller søerne på samme måde som før. Jeg så det udenforstående i det indforståede.
Det helt hverdagsagtige, det man tager for givet, var blevet eksotisk. Hvor privilegeret kan man være at høre til noget, at have et land, at have et rådhus og en cykel. Man er nødt til at kunne se det fremmede i det kendte for rigtigt at kunne sætte pris på det. I det blik føler jeg mig ret dansk.