Jeg har meldt mig ind folkekirken igen. Det er der tre gode grunde til

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der var ikke nogen, der talte om Gud og kirke i mit barndomshjem. Min farfar stod på værftet, og min morfar var smed. De var socialdemokrater, og det religiøse var ikke – på overfladen i hvert fald – en del af deres verdensbillede. Fædreland? Absolut! Kongehuset? Ikke rigtigt. Gud? Slet ikke! Mine forældre var af samme aftapning. Vi gik hverken i kirke til påske eller jul.

Jeg voksede med andre ord op i 1970-80’erne i den verdslige kultur, der for længst er blevet den dominerende. Det gik dog senere op for mig, at den danske kultur ikke desto mindre er vædet i kristendom. Både mine bedsteforældre og forældre bar og bærer i deres arbejderhjerter en grundlæggende ordentlighed og værdighed, der ikke efterlod nogen erklærede kristne noget. Behandle andre respektfuldt, gøre sin pligt og kræve sin ret. I den rækkefølge.

De skabte den kultur, jeg var voksede op i. Men jeg var dengang fremmed for, at der skal noget til at forme og bevare en kultur. En kultur eksisterer ikke bare ud af det blå og holder sig heller ikke i live ud af ingenting. Jeg troede vist som ung mand, at demokrati, ordentlighed, tillid og respekt for medmennesker og offentlige institutioner nærmest groede op af jorden af sig selv.

Men en kultur er til løbende forhandling i både ord og handlinger. Den er flydende. Derfor har vi brug for stærke, tidløse og bærende søjler i samfundet. Noget, der holder sammen på et samfund. Noget, der bærer det. Noget, der er tidløst i en omskiftelig verden. Kongehuset er en af de søjler. Folkekirken en anden. Det er den første grund til, at jeg ved årsskiftet meldte mig ind i folkekirken igen.

Den anden grund til min genindmelding er en fortsættelse af ovenstående. Verden ser i stigende grad ud til at falde af hængslerne. En ting er, hvad despoter verden over har af dagsordener. En anden ting er, at Vesten er ved at implodere. Fascismen truer igen. Både i USA og i Europa. Vi har samtidig et stadigt voksende parallelmiljø i Danmark, hvor demokratisk sindelag, accept af kønnenes ligestilling og homoseksualitet og respekt for de offentlige institutioner desværre ikke er en selvfølge. Også en slags fascisme. Det er stærkt problematisk i et tillidsbaseret, demokratisk samfund som det danske.

Alt dette betyder, efter min mening, at vi har brug for at samle os om det, der er grundlaget for vores kultur – sprog, historie, traditioner, fri debat og demokrati. Her spiller troen og folkekirken efter min mening en afgørende rolle. Vores kultur er vædet i kristendom, uagtet vi er bevidste om det eller egentlig værdsætter det.

Det peger ind i min tredje grund. For de seneste årtier har været præget af en radikal idealisme, der har meldt sig ud af kristendommen så at sige. Det har været en idealisme, der har villet sanktionere, censurere og lukke munden på alle, der ikke har levet op til uopnåelige idealer, og dømt mennesker skyldig, før noget er blevet bevist. Med andre ord en umenneskelige idealisme, der ikke kun manglede storsind og tilgivelsens styrke, men ikke havde forståelse for menneskets grundlæggende situation: at mennesket ikke er fuldkomment og aldrig vil kunne blive det.

Som uplettet ungt menneske havde jeg ikke blik for livets trakasserier og egne svagheder. Jeg var på mange måder både heldig og privilegeret med forældre, der uden de store økonomiske og materielle midler ikke desto mindre gav mig en meget tryg opvækst og nogle grundlæggende værdier, jeg først senere i livet skulle forstå betydningen af. Jeg havde med andre ord ikke ret meget at klage over. Jeg havde dog en stor eksistentiel pæl i kødet, men var fremmed for kirken. Så jeg meldte mig ud.

Før eller siden må vi dog alle sande, at vi er mennesker, der skuffer os selv og andre, lyver og måske ovenikøbet ender med at ydmyge os selv og andre mennesker, selvom det er det sidste, vi egentlig vil. »Thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg,« som Paulus skrev det.

Jeg er i hvert fald endt med at anskue mig selv som et anløbent nedløbsrør, selvom jeg havde forsvoret det som ung, sådan som Søren Ulrik Thomsen skriver det. For hvor er den menneskelige eksistens dog udsat og svær, og hvor er vi dog uformående og fejlbarlige.

Og så er det jo dér, at der hænger en slagen mand fæstet på et kors. Men han ser os, lyder det. Han ser ovenikøbet kærligt på os, prædikes det. Netop fordi vi ikke er fuldkomne. Og han lader os forstå, at vi, fordi vi er mennesker, allerede er elsket. Jeg siger derfor med Leonard Cohen: »Jeg ved, at jeg er tilgivet, men jeg ved ikke, hvordan jeg ved det.« Jeg håber, at tidsånden efter årene med en uforsonlig og utopisk idealisme er ved at besinde sig i en menneskelig retning.

Den danske kultur med tillid, demokrati og dialog i centrum er kristen i sin essens. Men under stærkt pres. Både fra fremmede stater og fra både antidemokratiske og radikale idealistiske kræfter iblandt os. Derfor har jeg meldt mig ind igen. Vi har brug for folkekirken som en af de tidsløse og bærende søjler i samfundet, der understøtter vores kultur.