Lige nu er ånd vigtigere end plasticsugerør
Det nytter ikke at sætte sig ned og græde, når Europa får skældud af en totalt åndløs amerikansk vicepræsident. Det kræver, at europæerne opruster med det, man godt kunne mistænke de nuværende amerikanske magthavere at frygte: ånd.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Åndelig oprustning i krigstid. Det er ikke nogen dårlig idé, som undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har fået. Og den åndelige rustning skal borgerne selvfølgelig iklædes allerede i skolerne.
»Det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed. Det begynder i skolen,« har Tesfaye tidligere sagt til Weekendavisen.
Der er simpelthen ikke ét ord forkert i det, og alligevel har han helt uberettiget fået kritik fra skoleverdenen, hvor rektoren ved professionshøjskolen UC Syd, Alexander von Oettingen, er bange for at få en moraliserende skole, der prædiker for småbørn, at de skal være patrioter og tænke på fædrelandet.
»Jeg er imod, at krigens retorik flytter ind på uddannelserne,« siger han.
Og debattør Bjarke Larsen mener, at ministerens skolesyn får »en rød knap i panelet til at lyse«, og tilskriver Tesfaye at have et »funktionalistisk skolesyn«, og at vi risikerer, at eleverne får et åndelighedsbegreb, »hvor de alene skal besynge vores kultur og beskytte den fra noget udefrakommende«.
Ja, kritikerne hører i hvert fald det, de vil høre – og man skulle næsten tro, d’herrer var misundelige over, at de ikke selv havde fået tanken før Tesfaye.
Jeg hører ikke, at Tesfaye vil forsvare dannelsen med en krigsretorik. Derimod har han fuldkommen ret i, at et lands og kulturs oprustning i en krigstid ikke alene er gjort med øgede forsvarsbudgetter, efterretningsvæsener, tropper i Ukraine, luftværn, værnepligt og krudt og kugler.
Europa er under pres, den storebror, vi regnede med på den anden side af Atlanten, laver ikke andet end at håne os. Europas ydre grænser har gennem det seneste årti været under pres, de gamle værdier og alliancer er udfordret, 80 års tæt samarbejde mellem Europa og USA er blevet så skrøbeligt, at vi som europæere også kulturelt må genfinde hinanden.
Derfor: Den åndelige oprustning, Tesfaye taler om, handler selvfølgelig ikke kun om reversemblem med Dannebrog på og om at kunne stave til ”Gud, konge og fædreland”, men om, at vi må genopdage den åndelige forbundethed med den gamle europæiske verden. Den fælles historiske, litterære og åndelige arv – der binder os sammen som europæere.
Hvad er det egentlig, Europa vil forsvare?
Havde vicepræsident J.D. Vance (der selv tror, han er den nye sherif i byen) den frækhed at spørge om i München – og formanden for sikkerhedskonferencen brød sammen i gråd. Det er vi selvfølgelig nødt til at kunne svare på, selvom spørgsmålet kommer fra Det Hvide Hus, hvor ånden mildest talt ikke svæver højt for tiden.
Men det går jo ikke, at Europa sætter sig ned og græder, når vi får voksenskældud – oprustningen af Europa er også et åndeligt anliggende, der handler om Europas selvforståelse og selverkendelse.
For selvom intet, ikke engang plasticsugerør, har været for småt til at blive politiske emner i Bruxelles – ja, så har kun få bekymret sig om Europas sjæl i mere åndelig forstand.
Jeg kan huske engang, jeg stod ved pulten i ”Debatten” for efterhånden en del år siden, kort efter brexit har det nok været.
Bo Lidegaard og Martin Krasnik blandt andre stod på den EU-positive fløj, og jeg i mørkeblå kjole var castet til at stå på den mere EU-kritiske fløj. Jeg argumenterede for et europæisk samarbejde, men ikke en europæisk sammenslutning – at jeg var af den overbevisning, at hver nationalstat skulle bevogte sine egne grænser, nu hvor Schengen var brudt sammen, og migranterne væltede op igennem Europa. Med korslagte arme: mere nationalstat, mindre EU. Mindre af dét, der ikke har virket.
Martin Krasnik gik i rette med mig og sagde noget i stil med, om jeg som et menneske, der taler om dannelse, historie og kultur, dog ikke kunne se, at de europæiske lande har brug for hinanden. Krasnik tænkte ikke på plasticskruelåg eller barselsregler, han var nogle niveauer højere – og det var noget af det mest begavede, der blev sagt den aften. Og det var med til at korrigere mit lille EU-forbehold.
For det er ikke nok, at vi slår pjalterne sammen i militæroprustning. Tiden kalder også på en genbesindelse på den fælleseuropæiske arv – en generindring af den gamle verden, der har formet os som europæere.
Europa er ikke faldet. Men det hele står og vakler i en brydningstid, og lad os høre det løfterige i undergangstonerne, og lad den fælles europæiske ånd blomstre i urolige tider, hvor populister stormer frem, og meget af det, vi troede på, har skuffet.
Tilbage i 2017 skrev den bulgarske samfundstænker Ivan Krastev: »Når vi bevidner den politiske uro i Europa i dag, får vi en grim fornemmelse af, at vi har prøvet det før – bortset fra at det dengang var deres verden, der brød sammen. Nu er det vores.«
Han havde ret – allerede dengang.
Der er menneskeskabte verdener af politiske og kulturelle konstruktioner, der står og vakler. Måske bryder de sammen. Derfor er vi nødt til at finde det indre bolværk frem og forstå og forsvare vores åndelige værdier i de vestlige demokratier. Og allerede i skolen, hvor børnene skal »dannes og dueliggøres«, som Grundtvig formulerede det, til at blive samfundsborgere og mennesker i verden – skal vi åndeligt opruste.
De kommende generationer skal skænkes fornemmelsen af, at der er en verden af i går, der bærer os i dag. At der er en ånd fra det gamle Europa, der holder troen på den europæiske arv sammen.
Så tak, Mattias Tesfaye.