Skammen fra Anden Verdenskrig åd Vesten op indefra

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Efter fascismens terror og Anden Verdenskrigs rædsler måtte Vesten genopfinde sig selv. Alt, hvad der kunne sættes det mindste i forbindelse med uniformer, støvletramp og strakte højrearme, kunne selvsagt ikke komme med i den nye verden, der skulle bygges op efter krigens ragnarok.

Alt folkeligt og nationalt kunne ikke længere tillægges værdi. Det var jo grundlæggende idéen om folket og nationalismen – “blut und boden” – der havde været roden til alt det onde i nazismen. Roden til fanatismen og den morderiske vold. Derfor skulle grænser brydes ned og åbnes op. Al snak om »et folk«, sågar »et land« blev gjort lig med nazisme og racisme.

Det internationale og interkulturelle blev eneste vej frem. Bare ærgerligt for de provinser og landområder, der blev ødelagt af globalisering og liberalisering.

Loyalitet imod hjemstavn og familie var dumt og pinligt. Migration blev en naturlighed. Bare ærgerligt for de lande, der fik tilført alt for mange mennesker med for antidemokratiske værdier.

Alle hierarkier skulle efter de tyske nazisters blinde adlyden ordrer fra deres Führer brydes ned. Ingen autoriteter skulle respekteres. Far måtte ikke længere bestemme ved middagsbordet.

Alt klassisk mandligt og maskulint blev sygeliggjort. Skolelæreren måtte ikke længere bestemme i klasseværelset. Barnet og ungdommen blev de nye guder. Gud selv var død og bestemte ikke længere noget etisk og moralsk. Konger og dronninger blev degraderet til kransekagefigurer.

Familien skulle ikke længere have en central plads i samfundet. Individet skulle frisættes fuldstændigt og også være en slags gud i sit eget selvoptagede univers. Alle sandheder og overbevisninger skulle dekonstrueres. Traditioner skulle forlades. Tvivl, relativitet og dialog blev i stedet den gode latin på bjerget.

Sekularisering, verdsliggørelse var vejen frem. Folkestyret blev afløst af et teknokratisk managementstyre. Vores identitet blev vigtigere end vores kvalifikationer og kvaliteten af vores arbejde. Offertankegang blev hyldet. Den klagende og handlingslammede fik tildelt magtpositionen.

Så entydigt var det hele måske trods alt ikke. Mange ting er afgjort blevet bedre i årtierne efter 1945. Men der blev skyllet vel mange babyer ud med badevandet.

For hvem er vi uden et tilhørsforhold til et land, en kultur, en hjemegn og en familie? Hvem er vi, når alle normer er kastet op i luften og gjort relative? Hvem er vi uden hierarkier, traditioner og ritualer?

Hvem er vi med en voksende skare af udefrakommende mennesker iblandt os, der ikke deler vores værdier? Hvem er vi, når mænd konkurrerer mod kvinder i fodbold og boksning?

Tvivl, usikkerhed og angst råder, når vi ikke kan svare klart på den slags spørgsmål. Og vores manglende svar har længe været i gang med at æde os op indefra.

Det har selvsagt også gjort os sårbare over for dem, der ikke har gjort som os her i Vesten. Dem, der hele tiden har troet på nationalitet, religiøsitet, autoriteter og sandheders eksistens. Dem, der står ublu ved sig selv uden overhovedet at skamme sig.

Alt det her står lysende klart i dag. Det var lidt mindre tydeligt, da R.R. Reno i 2019 udgav bogen ”Return of the Strong Gods”. Dette er mere eller mindre blot en opsummering af hans pointer.

Vesten har tyranniseret sig selv med introspektion og skyld og skam. Politisk korrekthed er blevet udøvet nidkært og voldsomt. Trump er lige præcis det stik modsatte. Han er skamløs og legemliggørelsen af politisk ukorrekthed.

Vi får måske som fortjent. Havde vi ikke skyllet helt så mange babyer ud med badevandet, så havde vi måske kunnet undgå en så vanvittig modreaktion. Havde Demokraterne bare lukket grænsen mod syd, sagt fra over for wokeismen og lagt globaliserings-liberalismen lidt på hylden, så havde Trump aldrig vundet.

Måske er det tid til at se, om vi kan redde nogle af babyerne fra at dø i badevandet?

Sund patriotisme, grænser, kristendom, traditioner, hierarkier, autoriteter og engagement i familier og lokalmiljø er måske ikke det værste, når det kommer til stykket. Måske er det ligefrem opskriften på et velfungerende og stærkt samfund?