Folkedomstolen er ubarmhjertig

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da MeToo-bølgen bragede gennem Danmark for nogle år siden, rev den alt med sig af mænd, som på et eller andet tidspunkt i deres liv havde kigget på eller nærmet sig en kvinde. Sådan kunne det i hvert fald føles.

Særligt chefer, politikere eller andre i magtfulde stillinger blev iagttaget og endevendt, og hvis en kvinde havde oplevet noget krænkende – selv for måske mere end 20 år siden – blev det en aktuel sag, og vedkommende blev øjeblikkeligt fyret, hvis han ikke selv skyndte sig at takke af for denne gang. Eller rettere sagt for altid – for blev han en del af stormvejret, var vejen brolagt med forhindringer eller mure så massive, at han lige så godt kunne lade sig pensionere. Han blev en paria, en persona non grata, som absolut ingen ville kendes ved.

På vej ud ad døren skulle han lige gennem et utal af beretninger og hænges ud i alverdens medier. Han skulle offentligt undskylde, også selvom han ikke selv mente, at der var noget at undskylde for – men han havde lært, at hvis en person, man har været i nærheden af, har følt ens opførsel som grænseoverskridende, uanset om man selv kan genkende det eller ej, ja, så skal man sige undskyld. Hvor tom en sådan ikke-reel og dybfølt undskyldning kan være for et andet menneske, må være usagt. Selv på gaden og i supermarkederne kunne han mærke både den fysiske og moralske afstand fra andre.

Politikere som Naser Khader, Kristian Hegaard, Morten Østergaard, Frank Jensen og Orla Østerby var nogle af dem, som blev hevet med af tsunamien. Tv-værter som Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo var nogle andre. Også chefdirigent i DR Pigekor Michael Bojesen måtte forlade sin stilling. Dertil kommer en række ansatte fra de politiske organisationer, dagblade, bogforlag, nyhedsmedier og musik- og filmbranchen, som alle ligeledes er blevet flået med af krænkelsesflodbølgen.

Sidenhen har der været relativt stille på den front – lige indtil politikerne Mike Fonseca og Jon Stephensen bragede gennem krænkelsesmuren med sager, som ikke kunne klare moralens guldvægt. Og musikkens Martin Brygmann og trommeslageren Claes Antonsen måtte ligeledes melde sig ind i klubben af samfundets udstødte på baggrund af krænkelsessager eller oplevelser. For i den slags sager er det jo som bekendt sådan, at hvis du har følt dig krænket – så er du blevet krænket.

For det skal siges, at ingen af ovennævnte sager har været strafbare. Dvs. alle de nævnte mænd har ikke forbrudt sig mod en lov, men udelukkende mod nogle grænser og moralkoder, der kan være ualmindeligt svære at definere – især fordi grænser og moral er individuelle – men hvor konsekvenserne kan kvittere med udelukkelse på livstid.

Der har ikke skullet føres fældende beviser. Der har ikke været en lov, der har skullet overtrædes. Karambolerer man med folkedomstolen, er man prisgivet. Man er sådan set som mand bare at betragte som lovløs.

Spørgsmålet er, om der nu er blevet ryddet så grundigt op, at der ikke længere opstår sager, der rækker tilbage i tiden? Eller er det en bevægelse, som netop sætter så meget i gang, at flere og flere pludselig kommer i tanke om oplevede krænkelser, som de gerne vil have gjort op med? For igen: Oplever du dig krænket – så er du blevet krænket.

Det kan også være, at alle disse sager om krænkelser og efterfølgende udskamninger har gjort, at mænd bare opfører sig anderledes. Ikke kun dem, der kan have svært ved at mærke egne og andres grænser og moral – men alle mænd, der har taget ved lære af disse sager og ikke skal nyde noget som helst af at pryde forsiden med en slags forbryderbillede eller miste deres job, fordi de tillod sig at komplimentere en smuk kvinde – som hun så oplevede som krænkende.

Lad os håbe, at alt finder et fornuftigt leje igen. At krænkende mænd stopper med at krænke – for de er der helt sikkert. Men også, at mænd tør være mænd, uden at de skal gå i store buer uden om kvinderne bare for en sikkerheds skyld. Og at kvinder tillader sig selv at lade sig komplimentere af mænd – uden at mændene efterfølgende skal udskammes, fyres og undskylde. Hvis de altså nogensinde tør. For som med så mange andre bevægelser er der risiko for, at de kommer for langt, før de finder et naturligt leje.