Det knægter stormagterne: Intet skaber fred som nationalisme
Nationalismen er den vigtigste fredsskabende kraft i verden. Den tøjler stormagterne ved at sætte hårde grænser for, hvad de kan misbruge deres magt til.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Verden er ikke længere den samme. De glade dage efter Murens fald, hvor små lande kunne føle sig beskyttet af det amerikanske overherredømme, er slut.
O.k. – reelt var det snarere små vestlige lande som Danmark, der følte sig beskyttede, men alle skal nu til at vænne sig til en verdensorden, hvor USA ikke længere er den eneste bestemmende stormagt. Snarere er der en risiko for, at vi havner i en ny kold krig, men nu både med Kina og Rusland.
Under Den Kolde Krig kæmpede USA og Sovjetunionen en række proxykrige imod hinanden. Liberalisme mod kommunisme. Amerikanerne var panisk angste for, at lande på stribe kunne falde som dominobrikker, og brugte hårde militære midler for at forhindre det. Retrospektivt ikke særlig klogt.
Tag Vietnam som eksempel, der var USA’s største nederlag. Tabte amerikanerne og liberalismen til den kommunistiske ideologi? I dag er det let at se, at USA reelt tabte til nationalisme.
USA var den fremmede magt, der blandede sig i interne vietnamesiske forhold. Modstanden mod den ydre fjende motiverede vietnameserne til at kæmpe den store sags tjeneste. Ikke for kommunisme, men for selvbestemmelse. Amerikanerne havde aldrig en chance. Ikke meget forskelligt fra Sovjets oplevelse med at invadere Afghanistan, fordi regimet tog nogle små skridt væk fra den kommunistiske lejr.
Afghanerne kæmpede for deres land, og det mægtige USSR måtte til sidst give op. Pudsigt nok gentog historien sig med amerikanerne efter 2001. På det tidspunkt var den amerikanske hær rimeligvis den relativt stærkeste nogensinde i verdenshistorien.
Alt for sent gik det op for dem, at Taliban ikke så meget var en ideologi, men repræsentanter for pashtunerne, som udgør det store flertal i Afghanistan. Nationalismens urkraft overkom selv de mest ulige militære forhold.
Det var også nationalismen, der endte med at bryde Sovjetunionen ned indefra. 15 nye nationalstater opstod som følge af dens sammenbrud. Det kræver stor magt at holde mennesker nede, der brændende ønsker selvstændighed, og til sidst kunne unionen ikke længere holdes sammen.
Vi kender den samme historie i Europa, hvor imperierne gradvist brød sammen, og antallet af selvstændige nationalstater voksede fra 24 til 48 i løbet af det 20. århundrede. Det skete på en alt andet end fredelig måde, og det lykkedes eksempelvis kun at gøre Tyskland til en nationalstat ved hjælp af den største deportation i verdenshistorien, der fandt sted umiddelbart efter krigen. Der var voldsomme kræfter på spil, og det er min hovedpointe. Ingen kan stille spørgsmål ved kraften i de nationale følelser.
Det er også nationalisme, der holder liv i ukrainernes kamp mod Rusland. Og af samme grund vil Rusland aldrig kunne erobre og fastholde Ukraine. Kampen og modstanden vil aldrig stoppe. Til sidst vil Rusland blive nødt til at give op.
Det er netop derfor, at Rusland kun kæmper i Donbas. Her er de russiske mindretal store, og af samme grund har der været borgerkrig i snart 10 år. Faktisk har Rusland (og fem andre nationer) anerkendt to selvstændige ukrainsk-russiske stater i form af Donetsk og Luhansk.
Her var nationalisme tydeligvis en kilde til konflikt, og store mindretal har det i det hele taget med at gøre stater ustabile. Ligesom konflikten i Taiwan er et dybt nationalt traume på kinesisk side over for en dyb trang til uafhængighed hos taiwanerne. Følelserne er voldsomme på begge sider.
I en tid, hvor det lader til, at småstater som Danmark ikke længere er sikret af USA’s beskyttende paraply, er den historiske lære af nationalismen heldigvis en trøst. Til syvende og sidst kan selv ikke den voldsomste militære overmagt tøjle eksplosionen af følelser hos et angrebet folk.
Da vores egne modstandsfolk kæmpede mod tyskerne under krigen, var det da heller ikke på grund af hverken frihed eller demokrati, som nutidige politikere ellers forsøger at bilde os ind. Nej, modstandsmændene kæmpede for Danmark.
Derfor er nationalismen den vigtigste fredsskabende kraft i verden. Den tøjler stormagterne ved at sætte hårde grænser for, hvad de kan misbruge deres magt til.