Den amerikanske værdighedsmødom er sprængt, og den kan næppe genskabes

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det gik faktisk allerede galt i slutningen af Joe Bidens periode som præsident. Meget kan man sige om dengang, men værdighed er ikke det første ord, der popper op i ens hoved, hvis man her få måneder efter skal beskrive Bidens sidste gøren og laden som USA’s præsident. Det var decideret smertefuldt at se lederen af den frie verden ligne én, der aldrig helt var klar over, hvor han befandt sig. En skrantende fysik gjorde heller ikke indtrykket bedre.

At manden blev for gammel til at besidde embedet, kan man dårligt kritisere ham for. Man kan derimod kritisere ham for ikke at træde tilbage, før det gik så galt, som det gjorde. Og for hans benådning af sønnen Hunter Biden – som heller ikke virkede specielt fremmende på borgernes tro på det politiske system.

Det var dog først den 20. januar 2025, at den virkelig Konge af Uværdighed trådte ind på scenen i Cirkus Amerika: Donald J. Trump.

Med ét slag blev den amerikanske værdighedsmødom sprængt. Og spørgsmålet er om den nogensinde kan genskabes. For Trump har med al tydelighed vist, at vejen til og håndhævelsen af magten sagtens kan ske på en makronbund af løgn, kriminalitet, gennemført nederen opførsel – og en eklatant mangel på værdighed.

Når amerikanske midtervælgere trods dette alligevel stemte på manden, sender det et potent signal til enhver spirende præsidentkandidat: Løgn og fravalg af anstændighed kan godt betale sig. Så hvorfor dog ikke ride med på den bølge, hvis det forbedrer ens chancer for at blive valgt? I kulissen står J.D. Vance, og medmindre han får en pludselig personlighedsforstyrrelse, tyder intet på, at han vil anlægge en helt anden, statsmandsværdig stil, skulle han blive den næste præsident.

Jeg kan på sin vis godt forstå de amerikanere, der stemte på Trump. Hvis der står en egocentrisk mytoman og lover guld og grønne skove, og man selv kæmper en daglig kamp mod inflation, tårnhøje dagligvarepriser, kriminelle immigranter og følelsen af en omsiggribende statsstøttet wokeisme, skal jeg ikke pege moralske fingre fra en sofa på den anden side af Atlanten. Og hvem i besiddelse af en hjerne vil i øvrigt ikke gerne af med kriminelle immigranter og omsiggribende statsstøttet wokeisme? Men kors, hvor jeg dog savner ordentlighed, værdighed og anstændighed fra Det Hvide Hus. Derfor undrer det mig også, at så mange danske Trump-tilhængere ofte har uendelig svært ved at tage afstand fra Trumps modus operandi. Det er, som om hadet til Biden, Obama og Harris gør dem ude af stand til at sige det indlysende: Ja, Trump er aldeles uværdig til præsidentembedet. Han forsvares derimod altid med et uskønt mix af anklager mod tidligere demokratiske præsidenter dårskab og mediernes urimelige bias mod Trump. Og nej, ingen af de førnævnte var rene englebasser (det er præsidenter i øvrigt aldrig), men Trump slår dem jo med adskillige lysår.

Havde det været en statsminister, chef, ægtefælle eller ven med sådan en opførsel, ville de stensikkert være de første til at råbe op og kritisere, så hvorfor dog acceptere den fra lederen af den frie verden? Ligeledes er der amerikanske vælgere, der altid vil forsvare selv den største klaphat. Fordi hadet mod demokraterne er større. Og hvis det politiske klima er gunstigt, vil også de afgørende midtervælgere tolerere manglen på værdighed og stemme samme klaphat ind i Det Hvide Hus. Beskæmmende.