Verden har fået ptsd

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I mediernes helvedesmaskine bliver gårsdagens nyheder hurtigt til forældet historie. Og det er også meningen. »Flood the zone,« lyder mantraet fra MAGA-bevægelsen. Folk skal lammes med et massivt og kontinuerligt bombardement af nyhedsstrømmen. Medierne har stadig meget at lære om, hvordan man dækker denne strøm af mis-, des- og mal-information.

Ikke desto mindre er der stadig momenter, der sætter sig tungt i vores bevidsthed. Den dag, Zelenskyj blev ydmyget i Det Hvide Hus foran hele verden. Det scenarie var absurd teater, selv om det var den ulidelige virkelighed. På den ene side var vi vidne til et rædselskabinet af en opdragelsesanstalt med J.D. Vance som über-præfekt, der forlangte undskyldninger og taknemmelighed over for den orange sherif. Samtidig spurgte en journalist, hvorfor Zelenskyj ikke havde jakkesæt på. Lad os lige stoppe op her.

Journalisten, der spurgte, hedder Brian Glenn og er ansat som presseansvarlig i Det Hvide Hus. Glenn er kæreste med Marjorie Taylor Greene, en højtråbende, højrepopulistisk konspirationsteoretiker, i folkemunde også kaldet ”Toilet”, fordi hun blandt demokrater er kendt for kun at lukke mundlort ud. Glenn og Toilet har det til fælles, at de begge har kysset ringen, og begge ser ud, som om de har fået en pizzaspade i hovedet, jakkesæt eller ej.

Det korte af det lange er, at Det Hvide Hus har inviteret Zelenskyj som gæst, og værterne sviner ham til, hvilket som bekendt er dårlig opdragelse. I øvrigt er der ikke noget at undskylde – eller takke for.

Og når vi nu er ved beklædningen: Zelenskyjs mørke, langærmede strikpolo og mørke bukser bærer han som bekendt i solidaritet med sit lands tilstand. Hvorimod Trump og Vance nok er de værst klædte klovne i Det Hvide Hus. Deres slips er så lange, at de dækker over … ja, hvad det nu måtte være, deres bukseben når ikke strømpekanten – og så nævner vi ikke noget om Trumps overforbrug af selvbruner og hans hår, der som lyserød candyfloss er snurret flere gange rundt om hans isse.

»Du har ikke nogen kort at spille med, og du leger med tredje verdenskrig,« trumfer Trump så endelig i det dysfunktionelle overgreb. Vi går fra opdragelse og tøjstil til storpolitik med pivåbent vindue til hele verden.

Diplomati er en by i Rusland, og Putin sidder og spiser af en kæmpe bøtte popcorn, mens det sker. Han har dresseret sine nye amerikanske pudler til at levere det uhyrlige budskab pakket ind i stupid underholdning.

Aktiemarkedet falder, inflationen fortsætter opad, og der bliver leget stopdans med handelskrig. Vragrester falder ned fra himlen fra endnu et af Musks mislykkede rumskibe. Det lammer flytrafikken på hele den amerikanske østkyst, mens flypersonale bliver fyret i ét væk. Så meget for effektivitet i Trumps USA.

Vi har mistet vores bedste ven, storebror, allierede, vores tro på den gamle verden, så nu kan vi begynde at hade USA, tage afstand, boykotte, men hvad med den almene demokratiske amerikaner, hvordan har han og hun det?

Nogle sidder derhjemme med en kæmpe skam over deres land, andre opfordrer os til ikke at besøge landet, ikke støtte dem, men de kan ikke lægge den samme afstand, som vi kan. De aner ikke, hvad de har mistet rettighed til, når de vågner op næste dag. Har de mistet deres pension, deres sundhedsforsikring, deres hus, job?

Jeg skrev rundt til venner og familie i USA for at forhøre mig. Jeg fik svar fra Manhattan, Connecticut, Virginia, South Carolina og Nevada.

I min tilfældigt sammenstykkede lille kohorte er der to interessante sammenfald. Folk insisterer på at være anonyme eller sende budskaber krypteret. Folk er bange for at råbe op og sige deres mening højt, ren neo-mccarthyisme!

Nogle af dem ser dødsfald i kulten som en ønskværdig, men selvfølgelig ikke realistisk vej ud af det oligarkiske helvede og nedbrydningen af demokratiet.

Det næstbedste ville være, at når toldtarifferne og andre foranstaltninger rammer MAGA-kulten selv, så vil oprøret komme.

Manhattan-folket bor i en demokratisk boble og tror ikke på, at hverken republikanere eller demokrater vil tillade opløsningen af demokratiet og en alliance med Rusland.

Connecticut er også en demokratisk boble. Her er frygten, at Trump indfører krigsret, og at folk ikke kommer til at stemme igen.

Tingene sker i sådan en hast, at de ikke kan følge med. Folk føler sig paralyseret og magtesløse og erkender, at Trump er lykkedes med at vende op og ned på ideologierne og har fået arbejderklassen på sin side og har outsourcet Demokraterne til eliten.

Nevada ser de nye tider, som om alt er faldet tilbage i hak, og alle de bureaukratiske barrierer er faldet. South Carolina ser cirkusset gennem et Shane Almgren-prisme, som har udråbt Trumps ledelsessystem til et virksomhedsmonarki.

Virginia lægger den pragmatiske tilgang og konstaterer, at diplomatiet er dødt, og at Trump laver afværgemanøvrer for at dække over sin forfejlede indenrigspolitik.

Endelig er der en del, der har planer om at pakke sydfrugterne og rejse til Europa, så dem, der engang udvandrede, nu tager tilbage og bliver de nye indvandrere.

Verden har fået ptsd, og allerede inden vi går i seng i aften, kan Trump og hans ven med motorsaven have udtænkt langt værre planer end dem, vi allerede er blevet vidner til. Og ptsd’en har tilsyneladende paralyseret Demokraterne. De sidder blot med hjemmelavede papskilte i Kongressen og lyserøde kjoler, uden nogen forstår hvorfor. Der er intet demokratisk lederskab. De er strandet i en Don Quixote-forstyrrelse, lammet mellem idealer og realiteter, så de lige nu fremstår som tragiske romantikere fra den gamle verden.