Henrik Sass Larsen: Tag jer sammen, Tyskland. Erkend, at AfD's popularitet har en årsag. Og det er ikke, fordi tyskerne vil være nazister igen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke svært at forstå, at tyskere demonstrerer i gaderne og efterlyser forsikringer fra de etablerede partier om, at de ikke vil samarbejde med det angiveligt højreorienterede Alternativ für Deutschland (AfD). At ville undgå en gentagelse af fortidens grusomheder og en massiv kollektiv bevidsthed og skyldfølelse er ærefuldt, og som naboer til Tyskland har vi til fulde forstået og anerkendt Tysklands ansvarlige humanistiske og urokkelige demokratiske forankring. Og tak for det – det er en forbilledlig udgang af et af de ondeste kapitler i civilisationens historie.

Men vi har også brug for, at I kommer videre. Grundlæggende er det ikke særlig sundt for demokratiet at demonstrere mod store dele af sin egen befolkning. AfD er ikke blevet store i meningsmålinger, fordi den tyske befolkning ønsker sig nazisterne tilbage – den primære og grundlæggende årsag er en ukontrolleret indvandring og dertil hørende mislykkede integration af primært muslimsk orienterede borgere.

Så vidt jeg kan forstå, er allerede denne konstatering kontroversiel. Man må vist stadig ikke kalde problemet for, hvad det faktisk er, og bliver øjeblikkelig rubriceret med racistiske tendenser, hvis man nævner, at muslimer udgør et særskilt problem.

Det er som at følge debatten i Danmark for 20 år siden, hvor politikerne diskuterede semantik, og befolkningen stod hjælpeløs med omsiggribende problemer med den praktiske integration.

I Danmark, og jeg gætter på, at det ligeledes er tilfældet i Tyskland, har det været de dårligst stillede borgere, som har fået muslimske naboer og klassekammerater. Og det har ikke været nogen succeshistorie. Det har og er stadig en kontinuerlig konfrontation af forskellige værdier for tilværelsen, som ikke lader sig forlige. De dårligst stillede borgere er dem, som i høj grad tyr til de partier, som vil løse deres altoverskyggende problem. Og når man demonstrerer i Tysklands gader, er følelsen hos disse givet, at man demonstrerer mod dem.

Hverken i Danmark, Tyskland, Belgien – eller hvor man end peger hen – er der eksempler på succesrig integration af muslimske miljøer med de oprindelige europæiske. Alle steder er det gået galt, og jo flere indvandrere, desto større problemer er reglen. Årsagen er, at muslimer, uanset hvor de opholder sig i den vestlige verden, ikke er loyale over for denne. De er loyale over for deres familie, oprindelige hjemlands kultur og politiske institutioner og deres religiøse sæt af værdier. Og de individer, som forsøger at undslå sig dette, bliver konsekvent hårdt straffet herfor.

Det er ikke svært at forstå, at det vrider sig i den indre humanistiske sjæl hos mange tyskere ved at udtrykke sådanne ræsonnementer, men muslimerne er ikke at sammenligne med jøder. Langtfra endda. Hvor jøder er velintegrerede og i mange tilfælde assimilerede, så er det på ingen måder tilfældet med muslimerne.

Kære tyskere, I er nødt til at få hånd om situationen. I er nødt til at konfrontere muslimske miljøer og bede dem overveje, hvorvidt de har en fremtid i Tyskland, og være helt umisforståelige i jeres insisteren på demokrati, ligestilling og individuel frihed. Hvis I lader de muslimske miljøer, som allerede omfattes i milliontal af borgere, stå ukonfronteret hen, vil problemerne blot blive større.

Den valgmulighed, som skal gives såvel i Tyskland som i Danmark og i den øvrige vestlige verden til muslimske borgere, er retten til at leve som frie borgere uden indblanding og repressalier fra familie, selv bestemme, hvem man vil kysse med, og retten til selv at definere kyssestop og retten til selv at vælge livsbane, og at religion har vigepligt, når det gælder demokrati. Alt sammen værdier, som jeg ofte har hørt tyskere give udtryk for, og som man tilsvarende åbenbart relativerer, så snart det omfatter muslimer.

Dem, som vil de vestlige samfund, skal være velkomne, men også stå til ansvar for ovennævnte værdier. Dem, som ikke ønsker at tilslutte sig disse værdier, bør modtage et passende økonomisk bidrag til at kunne migrere til den del af verden, som deler deres livsværdier.

I 1930’erne var bøllerne i Berlin. Nu om dage er de i Washington. Det kræver svar og konkret politik og handling. Hvis den opgave skal løses succesfuldt, må Tyskland påtage sig lederskabet af Europa. Det kan Tyskland ikke, hvis landet og det øvrige Europa opløses indefra.