Der var større begejstring, da jeg smed mit pap i genbrugspladsens skraldecontainer, end da Trump foreslog at genopbygge Gaza

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den efterhånden 10 år lange debat om, hvorvidt man skal tage Donald Trump bogstavelig eller alvorlig, fik nyt liv i denne uge. For hvem havde lige set komme, at USA’s præsident på et pressemøde med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, ville proklamere, at USA burde overtage kontrollen og genopbygge Gaza, alt imens flere millioner mennesker skulle bo i de omkringliggende nabolande?

Jeg forstår godt, at Netanyahu trak på smilebåndet i det øjeblik. Efter 10 år med Trump har man vænnet sig til lidt af hvert, men Make Gaza Great Again var ikke lige et scenarie, jeg havde på radaren. Samtidig vil jeg erklære mig enig med klummeskribenten Steven A. Cook, der i forbindelse med Byggemand Trumps fremstød pointerede følgende: »Et af de særlige privilegier ved at være USA’s præsident er, at folk skal tage det, man siger, alvorligt, uanset hvor skørt det er.«

Diplomatisk formuleret ville der vist være tale om et håndværkertilbud, Gazastribens ødelæggelse taget i betragtning. Men lytter man til Trump – der tydeligvis er blevet inspireret af sin svigersøn Jared Kushner her – så ville turen om nogle år gå til et totalrenoveret, toptunet og pimpet ferieparadis i Mellemøsten. Her ville man så sikkert kunne bo på Trump Gaza City Hotel eller Mar-a-Gaza. Sidstnævnte er en sprogblomst, som journalisten Jim Geraghty fra det konservative medie National Review har disket op med. Nogle helte bærer som bekendt ikke kapper.

Den amerikanske udlægning er, at der er tale om godhed, som befolkningen i Gaza ikke kan sige nej til. Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, har forklaret, at Trump tilbyder civilbefolkningen i Gaza, at USA påtager sig ansvaret for at stå for genopbygningen, ganske gratis i øvrigt. Derudover vil Amerika stå for at fjerne ikkeeksploderede bomber og andre våben i området.

Set i det lys er det vel bare om at sige yallah, yallah og pakke kufferterne i en fart, så man kvit og frit får tilbudt bedre forhold i et af verdens tættest befolkede områder, hvor mere end halvdelen af befolkningen lever i fattigdom, og næsten 80 pct. af de unge ifølge Unicef er arbejdsløse.

I realiteten er det store spørgsmål selvfølgelig, hvorfor Trump har en interesse i at lufte tanken i forbindelse med den israelske premierministers besøg i Washington. Her er vi tilbage til spørgsmålet, hvorvidt man skal tage verdens mest magtfulde mand alvorlig eller bogstaveligt, når Trump taler om at forvandle Gaza til »Mellemøstens riviera«.

En fornuftig prisme, som man kan vurdere Trumps forslag igennem, er de tre spørgsmål, som hans udenrigsminister Rubio har defineret for, hvordan USA skal føre udenrigspolitik: »Gør det Amerika mere sikkert? Gør det Amerika stærkere? Gør det Amerika rigere?«

Ifølge Rubio skal svaret på alle tre spørgsmål være yes, hvis Amerika skal engagere sig. Kigger man nøgternt på det, kan man sagtens argumentere for, at en amerikansk opbygning af Mar-a-Gaza kan gøre USA mere sikkert, stærkere og rigere.

Spørgsmålet er til gengæld – hvis man for en stund ser bort fra, hvor urealistisk foretagendet er (mindre detalje, Donald) – om anstrengelserne ville kunne retfærdiggøre udbyttet?

Hvorom alting er, blev Byggemand Trumps forslag mildest talt ikke modtaget synderlig entusiastisk i Mellemøsten. Lad mig sige det sådan: Jeg var på genbrugspladsen i Glostrup tidligere på ugen, og der var større begejstring, da jeg smed mit pap i skraldecontaineren, end da Trump foreslog at genopbygge Gaza. Ligeledes fremhæver eksperter, at planen både er urealistisk og ugennemtænkt. Ifølge de kloge hoveder vil et sådant foretagende fremprovokere flere terrorangreb i regionen samt voldsom modstand i den arabiske verden.

Såfremt sidstnævnte er korrekt, er svaret på Rubios tre spørgsmål selvfølgelig negativt. At Trump kom med udmeldingen, var til gengæld ikke spor ugennemtænkt, men nøje planlagt. Bemærk, at præsidenten læste formuleringerne op fra et talepapir, hvilket jo ellers ikke just er Trumps foretrukne arbejdsredskab.

Man plejer at sige, at mænd ikke kan multitaske. Såfremt dette også skulle være tilfældet for Donald Trump, kan man muligvis ånde lettet op i rigsfællesskabet. I så fald er Gaza det nye Grønland, og så undgår vi, at den ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen potentielt »alvorligste udenrigspolitiske krise, vi har haft i Danmark i mange, mange generationer,« eskalerer yderligere.

Uanset hvad der kommer til at ske, burde vi gå i tænkeboks i Danmark. For hvordan har vi egentlig tænkt os at udtrykke vores taknemmelighed, såfremt Trump flytter sit fokus fra Grønland til Gaza, eller hvis amerikanerne kvit og frit genopbygger det krigshærgede område?

Her kommer en fiks idé, som hjertens gerne må overtages af danske politikere kvit og frit: Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har i forvejen sat sig for, at der skal være en Palæstinas Plads i landets hovedstad. Hvorfor ikke gå all in og foreslå en Trump Plads på Nørrebro lige ved siden af Palæstinas Plads?

Personligt ville jeg nok ikke sætte mine ikkeeksisterende sparepenge på dette scenarie. Til gengæld er det tydeligt, at verdens mest magtfulde mand har fået vokseværk. Og her synes interessen i Grønland at være mere reel end forhåbningen, at Gaza bliver Mellemøstens riviera.

Med andre ord skal man nok lige vente lidt, før man fortæller familien, at den næste all inclusive-ferie skal gå til Mar-a-Gaza.