Auschwitzdagen er en stærk påmindelse om vores fælles ansvar for at bekæmpe antisemitisme og folkedrab

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mandag den 27. januar er det 80 år siden, Den Røde Hær befriede den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau i Polen, og siden 2003 har datoen været markeret i Danmark som en del af den internationale Auschwitzdag til oplysning og erindring om Holocaust og folkedrab.

80 år er lang tid. Både ofrene og bødlerne er i dag stort set borte, men netop derfor er det vigtigt, at vi holder mindet i live. Og ikke mindst, at vi bliver ved med at undervise i og fortælle om de forbrydelser, nazisterne begik, som altid vil være en skamplet på menneskeheden.

For antisemitisme og folkedrab er desværre også aktuel virkelighed i dag. Det er ikke bare noget, vi kan afskrive som historie fra en fjern fortid. Antisemitismen, som vi indtil for få år siden troede var fortid, i hvert fald her i Danmark, er blusset op igen efter terrorangrebet på Israel den 7. oktober 2023 og er i dag en sørgelig del af jødisk liv, ligesom vi gennem de senere år har oplevet eksempler på folkedrab i Bosnien, i Rwanda og i Darfur.

Det er en fælles byrde for os som mennesker, som formentlig aldrig forsvinder helt, at had og intolerance igen og igen blusser op. Og det hjælper ikke at lade som ingenting. Vi skal turde tage stilling imod intolerancen og ondskaben, når den viser sig, selv her i vores fredelige land. Ingen børn fødes som antisemitter eller med had til andre befolkningsgrupper. Det er noget, man under bestemte forudsætninger tillærer sig, og som vi alle har et fælles ansvar for at holde i ave.

Heldigvis har vi i Danmark også en stærk modfortælling, der viser os, at medmenneskelighed og tolerance over for mennesker, der er anderledes, er muligt. For i Danmark sendte vi ikke vores jødiske medborgere til gaskamrene, men stod sammen om at redde så mange som muligt af dem.

Jødernes redning i 1943 er en af de centrale danske kernefortællinger, fordi den fortæller om et folk, som rejste sig mod uretten og insisterede på medmenneskelighed i en umenneskelig tid. Det er værd at mindes, og det er værd at lære af i dag, hvor der igen er behov for at slå ring om vores jødiske medborgere, som helt urimeligt bliver gjort til medskyldige for en konflikt i Mellemøsten, som de hverken har lod eller del i.

Hvem vi var, siger noget væsentligt om, hvem vi er. Er vi stadig de samme, drives vi af de samme mål, har vi de samme værdier som dem, der gik forud? Hvornår gjorde vi noget smukt og rigtigt, hvornår tog vi fejl, hvor førte det alt sammen hen?

Som kanariefuglen i mineskakten, der skal advare minearbejderne om, at ilten er ved at slippe op, på samme måde kan jødernes tryghed ses som et tegn på, om vi fortsat har vores medmenneskelighed og tolerance i behold eller ej.

Alt i alt mener man, at 30-40.000 danskere deltog i jødernes flugt. Den altovervejende del af dem tjente ikke en krone på det, men udsatte tværtimod sig selv for, hvad man måtte gå ud fra var livsfare – eller i det mindste overhængende risiko for alvorlige repressalier for at redde deres landsmænd.

De mange mennesker, der hjalp med flugten, var gennemgående fuldkommen forudsætningsløse, helt ”almindelige” mennesker. Og bag dem stod formentlig millioner af danskere, der var passive deltagere, men som var enige i støtten til jøderne og alene af den grund spillede en ganske væsentlig rolle for, at det hele kunne lade sig gøre, fordi de så den anden vej. I en række andre europæiske lande med langt mere udbredt antisemitisme var det ofte naboer og tilfældige forbipasserende, som angav jøder eller afslørede deres skjulested.

Den fortælling kan vi godt være stolte af og lære af den dag i dag. Og Auschwitzdagen minder os om, at vi alle har et ansvar for at holde tolerancen og medmenneskeligheden levende iblandt os.