Forbrugerne svigtes unødigt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

It-udviklingen har gjort mange ting lettere for os, bl.a. betaling og informationssøgning.

Men der er desværre også hertil knyttet uheldige bivirkninger, som drastisk kunne reduceres. En bivirkning, som jeg tror, de fleste it-brugere har stiftet bekendtskab med, er, at betingelser til brug af bankkonto, mobiltelefon og andre tjenester ofte ændres.

Det bliver vi selvfølgelig orienteret om med fremsendelse af de justerede vilkår. Men det er et stort og tidskrævende arbejde at genlæse og ikke mindst fuldt ud forstå de nye vilkår, som selvfølgelig er udformet, så udbyderne af disse tjenester ikke kommer i problemer.

Det har jeg intet at indvende imod, hvis vi inden de nye regler træder i kraft kan frigøre os for at bruge tjenester fra udbydere, der ønsker ændrede vilkår gennemført.

Som forbrugere af disse ydelser sættes vi i en meget svag position, medmindre man har overskud af tid og evne til at forstå komplicerede tekster. Derfor vil jeg tillade mig at foreslå to nye tiltag på dette område.

For det første skal udbydere, der vil ændre vilkårene, dels anføre de formuleringer, der ønskes ændret, samt de nye formuleringer til erstatning heraf. Det vil drastisk ændre kravet til, at det bliver muligt at forstå de nye regler. Som en service skal vi som forbrugere også have den fulde tekst, der beskriver vilkårene efter ændringen.

For det andet bør udbyderne have mulighed for og tilskyndelse til at opnå, at almindelige forbrugere kan være trygge ved udbydernes vilkår, dog ikke pris. Det kunne opnås ved, at Forbrugerombudsmanden skal kunne godkende vilkårene.

Det er ikke blot på it-området, at forbrugerne efter min vurdering lades i stikken. Jeg har i tidligere blog-indlæg beskrevet, hvordan den grundlæggende idé i vores realkreditsystem, lån mod alene sikkerhed i ejendommen, er blevet ødelagt ved, at det nu – efter finanskrisen – er personlig kreditværdighed, der er blevet afgørende.

Det rammer mange højst uheldigt. Unge, der endnu ikke har opnået en stor personlig kreditværdighed, forhindres i at købe deres ønskebolig, selv om dette er unødvendigt. Ældre forhindres i at anvende friværdi til supplement af pension, medmindre de sælger deres hjem, ligesom nogle ligefrem tvinges til at afhænde deres bolig med tilstrækkelig friværdi, fordi de på kort sigt har problemer med deres personlige økonomi.

Jeg har oplevet disse meget heldige konsekvenser flere gange, ligesom jeg har oplevet det bureaukratiske monster, der er blevet en følge af, at murstensbelåning er blevet erstattet af låntagning baseret på personlig kreditværdighed i også realkreditsystemet.

Jeg vil slutte med kort at skitsere, hvordan den grundlæggende idé med realkreditsystemet, der i Danmark går næsten 200 år tilbage, kan genoprettes.

Når engang det nye ejendomsvurderingssystem er indkørt, skulle de offentlige ejendomsvurderinger ligge inden for +/- 20 pct. af handelsværdien.

Derfor kunne der være en lav bidragssats på lån til ejerboliger (til administration og sikkerhed) på f.eks. op til 75 pct. af ejendomsværdien. Hvis den øverste belåningsgrad sættes til 85 pct. af den officielle ejendomsværdi, kunne der være en noget højere bidragssats i intervallet 75-85 pct.

Det groteske i kravet om, at personlig kreditværdighed skal være afgørende ved realkreditbelåning, er især iøjnefaldende og tåbelig ved lån, der kun ligger inden for f.eks. halvdelen af ejendomsværdien eller mindre.

Hvis regeringen i øvrigt mener det alvorligt med at afskaffe unødvendigt bureaukrati, som det stod i regeringsgrundlaget, er der her et oplagt område til afbureaukratisering, som umiddelbart ville komme befolkningen til gode.