Trumps grønlandske offensiv kræver dansk samling
Tiden er ikke til letkøbte soloudmeldinger fra danske politikere for at score billige point. Regeringen står med en stor opgave i at sikre fælles fodslag – og at fremhæve alle fordele ved rigsfællesskabet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Statsministeren og den øvrige regering står i disse dage med en gevaldig hovedpine. Ja, faktisk er det en grov underdrivelse at kalde det en hovedpine, for med Trump og hans entourages aggressive fremfærd i Grønland er rigsfællesskabet truet som aldrig før.
Kongeriget er – hvis vi ikke passer på (og hvis vi overhovedet har noget at skulle have sagt?) – godt på vej til at blive reduceret til en lilleputnation uden nogen international slagkraft overhovedet.
For nylig argumenterede jeg her i Jyllands-Posten for, at Danmark burde investere langt mere i Grønland – og burde have gjort det for længst. At det i langt højere grad er Grønland, der er et aktiv for Danmark, end det er Danmark, der er et aktiv for Grønland. Og at Danmark skal agere derefter.
Det gælder stadig. Men efter de seneste dages dramatiske udvikling, hvor Donald Trumps søn er rejst til Nuuk, er der også brug for noget andet. Og det er, at de danske politikere dropper julelegene, dropper de partitaktiske hensyn og samler sig i et forsvar for det rigsfællesskab, som har eksisteret i så mange år, og som indiskutabelt er til Danmarks og – mener jeg også – Grønlands fordel.
I de seneste dage har vi set en række danske politikere komme med vilde soloudmeldinger. De fleste er heldigvis blevet banket på plads af deres partier. Men når vi er i en så tilspidset situation som nu, er der brug for, at vi går i samme takt og skaber så lidt tvivl og uro som muligt.
Det er regeringens opgave at få Folketingets partier til at makke ret. At få alle til at forstå alvoren af den situation, vi befinder os i.
Det er ikke bare noget, der er for sjov. Det er ikke bare noget, vi skal grine ad. Det er ikke bare noget, vi kan score billige point på.
Det er Danmarks og Grønlands rolle i verden, der er under angreb. Fra hvad vi troede var en nær allieret. Og tilfældigvis samtidig verdens mægtigste land med verdens mest slagkraftige militær.
Amerikanerne har længe spillet en rolle i Grønland og i det øvrige Arktis. Det skal de blive ved med. For hverken Danmark eller Grønland kan løfte opgaven selv. Men det skal ske på en ordentlig måde. Og det gør det ikke lige nu.
Jeg har i tidligere job arbejdet tæt sammen med grønlændere og grønlandske organisationer, blandt andet om naturbeskyttelse og borgerinddragelse i Arktis. Jeg er gennem det arbejde også blevet klogere på levevilkårene for inuit i andre dele af Arktis, nemlig i Nunavut i Canada, i Alaska og i Chukotka i Rusland.
Selvom guderne skal vide, at Danmark har begået mange fejl i vores ageren over for Grønland, så har stormagterne været langt værre. Det grønlandske sprog og den grønlandske kultur står langt stærkere end hos deres slægtninge i de andre arktiske egne. Familiære og venskabelige bånd binder også vores to lande sammen på måder, som USA slet, slet ikke kan matche.
Det tror jeg, de fleste grønlændere er enige i. Men derfor ønsker de med god ret stadig øget selvstændighed. De ønsker ligeværd. De ønsker selvbestemmelse. Og det har vi ikke givet dem. Men at tro, at Trump vil gøre det, er endnu mere absurd.
Derfor håber jeg, at regeringen og den grønlandske pendant, Naalakkersuisut, i en fart får lagt en linje, der er til fordel for begge parter. Og det kræver, at det partipolitiske fnidder-fnadder pakkes væk i en fart.