Jeg ville ikke vædde på, at USA bliver vendt på hovedet de næste fire år
Det er tid til et politisk realitetstjek, før Trump vender retur. Kaos er stadig kodeordet, selv om den genvalgte præsident muligvis har fået lidt mere styr på rammerne.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Velkommen til et nyt år, der selvfølgelig også kommer til at stå i Trumps tegn. Af samme årsag tænker jeg, at det er på sin plads med en politisk forventningsafstemning på tærsklen til Trumps anden embedsperiode.
Der bliver talt meget om relationen mellem verdens mest magtfulde politiker og verdens rigeste mand i disse uger. Men med al respekt for Elon Musk, så kommer Trump til at være langt mere afhængig af partifællerne i Kongressen end af Mr. Tesla, hvis han vil lykkes politisk. Og nu er det jo ikke, fordi Trump er synderlig velbevandret i britisk understatement, når det kommer til forventningsrammen. Det vil jeg til gengæld gerne slå et slag for.
Jeg ville ikke tømme sparebøssen og satse børneopsparingen på, at vi kommer til at opleve den lovgivningsmæssige omkalfatring af Amerika, som Trump har lovet vælgerne. Tværtimod er mit bedste bud, at kaos fortsat vil være konge i Trump 2.0-æraen, om end i en mere organiseret og forberedt form end første gang.
Da Bill Clinton vandt præsidentvalget i 1992, havde Time Magazine en forside med et billede af Clinton, hvor der med store gule bogstaver stod ”MANDATE FOR CHANGE”. Det er svært at se samme forside – endsige mandat – for sig, når det kommer til Trumps valgsejr i 2024, uagtet at Trump tydeligvis fortolker sejren som et folkeligt mandat til at iværksætte store politiske forandringer i USA. Forandringer, der er svære at gennemføre i et politisk system, der per design er trægt og kræver kompromisløsninger, som til tider skal krydse partiskel og til enhver tid kræver opbakning i Kongressens to kamre.
Det bringer os til sagens kerne: Det er ikke just store parlamentariske flertal, som Republikanerne råder over frem mod midtvejsvalget i november 2026. I Repræsentanternes Hus har Republikanerne vundet 220 af de 435 pladser, i Senatet 53 pladser af 100. Dermed står vi i øvrigt for første gang i moderne amerikansk historie i den usædvanlige situation, at flertalspartiet har et større flertal i Senatet end i Repræsentanternes Hus.
Samtidig gik Republikanerne to pladser tilbage i Repræsentanternes Hus, hvilket ikke just underbygger Trumps tese om et bredt, folkeligt mandat. I Senatet gik Republikanerne fire sæder frem og genvandt flertallet. Det var et godkendt, om end ikke flot resultat set i lyset af det særdeles favorable valgkort, som Republikanerne havde i 2024.
Samlet set er der dermed tale om snævre flertalsforhold, som stiller store krav til samhørighedsfølelsen og partidisciplinen, hvis de varslede forandringer skal gennemføres. Særligt når man som Trump har valgt at nominere flere siddende medlemmer af Repræsentanternes Hus til ministerposter, hvilket yderligere vil indsnævre de i forvejen begrænsede flertalsforhold i en periode.
En direkte konsekvens af de smalle sejre i Kongressen er, at det giver øget – og også uproportioneret stor – indflydelse til enkelte medlemmer, der kan vælge at gå i sabotage eller Rasmus Modsat-modus sammen med få udvalgte allierede.
Et republikansk skrækeksempel så vi for to år siden, da det daværende kongresmedlem Matt Gaetz sammen med en mindre gruppe forhindrede i en hel uge, at partifællen Kevin McCarthy blev valgt som formand for Repræsentanternes Hus. Det lykkedes først i 15. forsøg for McCarthy at blive valgt som formand, hvorefter han kun holdt i 10 måneder, før han blev væltet af sine egne, og Mike Johnson efter endnu et kaotisk formandsvalg blev valgt som Republikanernes fjerdevalg.
Det er værd at bemærke, at Republikanernes flertal i Repræsentanternes Hus dengang var en anelse større, end det er tilfældet i 2025. Jeg vil dog samtidig pege på en vigtig forskel mellem situationen i 2023 og i år. Dengang sad Republikanerne i opposition til en demokratisk præsident og et demokratisk flertal i Senatet. I år sidder Republikanerne på flertallet i begge Kongressens kamre og fra 20. januar også på Det Hvide Hus. På papiret giver det store handlemuligheder.
Også her kan et blik i historiebøgerne dog vise sig at være formanende for at sætte forventningerne alt for høje på Republikanernes vegne. Da Trump trådte ind i Det Hvide Hus i januar 2017, sad Republikanerne på et lidt større flertal i Senatet (54 af 100 pladser) og et markant større flertal i Repræsentanternes Hus (241 af 435 pladser), end det bliver tilfældet i år.
Dengang var det beskedent, hvad Trump og Republikanerne kunne fremvise af lovgivningsmæssige succeser, da partiet mistede flertallet i Repræsentanternes Hus igen ved midtvejsvalget i 2018. Et lignende scenarie lurer og truer også denne gang frem mod midtvejsvalget i november 2026. Med andre ord skal Trump og hans partifæller have hurtigsko på, hvis de annoncerede store forandringer for alvor skal vedtages i Washington i løbet af de næste to år.