Vestens krige i Mellemøsten har været med til at sikre islamisterne magten
Nu har én af al-Qaedas udbrydergrupper taget magten i Syrien. Ikke ved en historisk tilfældighed. Men som en sideskade af de vestlige krige og interventioner i Mellemøsten.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Man siger populært, at det 21. århundrede begyndte den 11. september 2001. At den blåøjede liberalisme døde den dag, og verden vågnede op mere realistisk og besindig. I praksis var det dog overhovedet ikke, hvad der skete. Tværtimod fik vi 20 års hyper-idealistiske forsøg på at udbrede demokrati og frihed med våben og magt.
USA og Vesten angreb Afghanistan, som om Taliban havde været ansvarlig for angrebet. Nøgternt set var det overvejende saudiarabere tændt af saudiarabisk wahhabisme, der fløj ind i tårnene, men til gengæld havde al-Qaeda fået husly i Afghanistan, og sjældent er gæstfrihed blevet straffet så hårdt.
Efter to årtiers krig og knap 200.000 døde sidder Taliban nu igen solidt på magten. Til gengæld viste det sig, at Osama bin Laden havde gemt sig i Pakistan i et hus, der lå klos op ad landets førende og internationalt velrenommerede militærakademi. Chefen for den pakistanske efterretningstjeneste var udmærket klar over, hvilken gæst de havde boende, men her så amerikanerne stort på gæstfriheden.
I Irak sad til gengæld en socialistisk ateistisk diktator, der havde store forhåbninger efter 11. september. Nu måtte Vesten og amerikanerne da endelig få øjnene op for islamismen, tænkte Saddam Hussein, der brugte brutale midler på at holde sammen på sit land fyldt med både voldsparate ekstremister og etniske mindretal. For Saddam Hussein var det paradoksalt, at han som vestligt inspireret diktator blev væltet i et opgør med militant islam. Irakkrigen kostede i sig selv et sted mellem 150.000 og 1.000.000 døde, men dens vigtigste betydning var den gnist, den tændte hos islamister overalt i Mellemøsten.
Militante tilbedere af Muhammeds lære øjnede pludselig en mulighed for at slippe af med deres gudløse diktatorer. Den spirende og stadigt mere ortodokse islamisme havde endelig fået mulighed for at tage magten. Det var det fænomen, som vestlige akademikere og analytikere samstemmende døbte Det Arabiske Forår. Undskyld, min sarkasme.
At Syrien var skrøbelig, var selvindlysende. Landet er et kludetæppe af etniske og religiøse grupper, men dog med sunnimuslimer som den absolutte majoritet. På grund af historiske tilfældigheder var det imidlertid alawitten Bashar al-Assad, der sad på magten. Alawisme er en lille syrisk muslimsk minoritet, der af sunnimuslimerne betragtes som vantro, og ligesom Saddam Hussein måtte han derfor bruge hårde midler for at bevare sin kontrol.
Før ”foråret” sprang ud, gjorde han store anstrengelser for at blive populær i Vesten. Som udgangspunkt var det let. Assad var uddannet øjenlæge og havde levet og arbejdet i Vesten og var fuldkommen sekulær og civiliseret. Hustruen forsøgte ligefrem af markedsføre sig med progressive liberale værdier og blev så sent som i 2012 hyldestportrætteret i modemagasinet Vogue. Assad kendte udmærket sin islamistiske fjender, og CIA beskrev efter 11. september, hvordan han var én af de vigtigste allierede i kampen mod al-Qaeda.
Det hele ændrede sig brat, da foråret kom, og Assad nedkæmpede de (fortrinsvis) islamistiske oprørere med hård brutalitet. Vesten var stadig fanget i febervildelser om demokrati og frihed og udstyrede derfor mørkemændene med våben. Resultatet var uhørt blodigt. Vi fik Islamisk Stat, der til dato er verdens måske mest uhyrlige militante bevægelse, og Vestens støtte vaklede hurtigt. Hvem skulle man vælge imellem? En dødbringende socialistisk diktator eller en gruppe islamistiske psykopater, der fik al-Qaeda til at se moderate ud?
Vesten valgte at trække følehornene til sig, men det var for sent, og blodbadet fortsatte. Vi havde både direkte og indirekte været med til at starte en borgerkrig, der har kostet i omegnen af 600.000 menneskeliv.
Forleden tog bevægelsen Hay’at Tahrir al-Sham så magten. Radikale islamistiske terrorister, der oprindeligt var en slags underafdeling af al-Qaeda.
Cirklen er sluttet. For 20 år siden fløj de ind i tvillingetårnene, og nu har én af deres udbrydergrupper taget magten i Syrien. Ikke ved en historisk tilfældighed. Men som en sideskade af de vestlige krige og interventioner i Mellemøsten.
Islamismens nye herredømme er selvfølgelig ikke kun et resultat af Vestens forgæves forsøg på at bombe sig til frihed. Men den er også et resultat af den.