Kan du huske, da du sad hjemme og småfrøs under tæppet og så "Vinterbyøster" i tv? Mens oliekrisen buldrede uden for

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg forærede et eksemplar af min bog ”En europæisk Danmarkshistorie” til en ven, slog han straks op på en tilfældig side, som man jo altid gør, når man får en ny bog i hånden, og udbrød glad noget i retning af: »Jamen det er jo Morten Post fra ”Vinterbyøster”.«

Og han havde ret. Morten Post optræder på ét af billederne i bogen. Juletraditionernes udvikling (inklusive julekalendernes udvikling) er nemlig én af de mange rigtig gode kilder, som vi har til både Danmarks og Europas historie og til sammenhængen mellem disse.

Der er nemlig det fantastiske ved juletraditioner, at de vender tilbage hvert år (ligesom julen), men hele tiden ændrer sig lidt – afhængigt af hvordan samfundet ændrer sig. Man kan således af juletraditionernes udvikling aflæse meget om både Danmarks historie og udviklingen i danskernes mentalitet og identitetsfølelse, samt om hvordan vores forhold til Europa og den øvrige omverden har forandret sig i tidens løb.

Hvis man ser på tv-julekalenderen ”Vinterbyøster”, som blev sendt af Danmarks Radio første gang i 1973, afspejler den således i høj grad den tid, den blev lavet i. Det er ”velfærdsstatens julekalender”, hvor posten samt postmesteren Stempelkvist repræsenterer den velfungerende, men også dengang lidt stive og mekaniske offentlige sektor.

Posten skal ud, og som Stempelkvist altid siger: »Det må være orden i tingene.« Ligesom han på et tidspunkt siger noget i retning af, at der ifølge reglementet »i enkelte tilfælde levnes medarbejderne mulighed for at tænke selv«.

”Vinterbyøster” er således – blandt meget andet – en kærlig og samtidig humoristisk og ironisk skildring af den danske velfærdsstat, som den har udviklet sig i løbet af 1960’erne og frem til begyndelsen af 1970’erne. Den blev sendt, netop som velfærdsstaten var kommet ud i sin første alvorlige krise.

Mange vil kunne huske, hvordan oliekrisen og den økonomiske krise prægede hverdagen, samtidig med at man sad rundtomkring i hjemmene og så ”Vinterbyøster”. I mit eget barndomshjem havde vi således lukket stuen af, og hele familien sad og så julekalenderen i et af husets mindre værelser – for at spare på olien.

Der er i ”Vinterbyøster” også slet skjulte referencer til mange andre tendenser i tiden. F.eks. til det nystiftede parti Centrumdemokraterne, som sammen med det velfærdsstatskritiske Fremskridtsparti bragede ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973.

Førnævnte postmester Stempelkvist får nemlig på et tidspunkt et brev fra borgmesteren i ”Gransakse” om, at det store juletræ, som skal stå på torvet, ikke kan nå frem til juleaften, fordi Stempelkvist midt i sin ellers store iver for at overholde alle regler har glemt at bestille det i tide.

Den fiktive by Gransakse leder med sit finurlige juleordspil naturligvis tankerne hen på Centrumdemokraternes stifter, Erhard Jakobsen, som i mange år havde været borgmester i – ikke Gransakse – men Gladsaxe.

Nisser var der til gengæld ikke mange af i ”Vinterbyøster”. For 1970’erne var også en tid, hvor man tog afstand fra den slags. Børn skulle opdrages i socialrealismens og demokratiets ånd. I 1970’erne ville en skolelærer sikkert være blevet skældt godt og grundigt ud, hvis han havde formastet til at bilde sine elever ind, at der fandtes nisser. I modsætning til i dag, hvor det modsatte nærmest gør sig gældende.

Men julekalendere er langtfra den eneste juletradition, der afspejler samfundets og mentalitetens udvikling i Danmark og Europa. Man kunne nævne utallige andre eksempler, og de danske må altid også ses i et større europæisk og internationalt perspektiv.

F.eks. er det typisk, at én af de julerettet, som de fleste danskere i dag nyder, risalamanden, som blev opfundet omkring år 1900, fik et franskklingende navn – selv om det er en rent dansk oprindelse. Omkring år 1900 var alt, hvad der var fransk, nemlig højeste mode. Så naturligvis skulle én af de eneste rent danske juletraditioner, vi har, have et fransklignende navn.

Et andet godt eksempel er, hvordan man kan notere sig forskellige ”bølger” i forskellige perioder i Danmarks historie, med hensyn til hvor vi har fået juletraditionerne fra.

Således varede den tyske bølge det meste af 1800-tallet og den første halvdel af 1900-tallet – med bl.a. indførelsen af tyskernes juletræstradition i 1808, oversættelsen af en række tyske julesalmer til dansk i løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, en begyndende brug af adventskrans i danske hjem i 1920’erne og 1930’erne og indførelsen af lågejulekalenderen i Danmark i 1932 (med inspiration fra den første tyske lågejulekalender fra 1920).

Men lige efter Anden Verdenskrig kom der til gengæld – ud over en amerikansk bølge med bl.a. sange som ”White Christmas” og ”Rudolf med den røde tud” (oversat fra amerikansk) – også en svensk bølge.

Det var således ikke noget tilfælde, at det var netop i sidste del af 1940’erne, at svenske traditioner som julebukken af halm, julegløggen og luciaoptoget for alvor gjorde sit indtog i Danmark. Kontakten til Sverige og svensk kultur fik nemlig generelt en kæmpe opblomstring i Danmark i de første år efter Besættelsen – på grund de udbyggede kontakter til Sverige og det generelt øgede nordiske samarbejde på denne tid. Alt sammen blandt andet som en slags modreaktion imod alt, hvad der var tysk.

Massevis af andre eksempler kunne nævnes.

Ligesom ”Vinterbyøster” fortæller også alle de øvrige danske juletraditioner og deres udvikling således historien om, hvordan danskernes syn på sig selv og hinanden samt på andre lande og folk i Europa og den øvrige omverden har udviklet i tidens løb.