Velkommen til Bidens bananrepublik

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I juni 2024 blev Hunter Biden kendt skyldig i tre anklagepunkter om ulovlig våbenbesiddelse.

Dengang skrev jeg i disse spalter, at det ikke ville undre mig, hvis Joe Biden på vej ud af Det Hvide Hus fik benådet eller afkortet sønnikes straf.

Derfor blev jeg heller ikke spor overrasket, da USA’s præsident den 1. december bekendtgjorde, at han havde benådet sin søn.

Jeg er ikke bekendt med, om nepotisme-julekalenderen opererer efter samme tidsplan som” Tinka” eller ”Tidsrejsen”, men det ligner en tidlig julegave til Hunter Biden. Til gengæld vil jeg sige, at det er lige lovlig frisk, at USA’s præsident annoncerer en så skelsættende og skandaløs beslutning, få timer inden vedkommende forlader landet og tager på diplomatisk visit til Afrika i flere dage. Velkommen til Bidens bananrepublik.

Joe Biden har givet udtryk for, at han håber, »at amerikanerne vil forstå, hvorfor en far og præsident kom til denne beslutning«. Jeg håber derimod, at læserne vil forstå, hvorfor man som analytiker og julemenneske kom til beslutningen at citere Benny fra ”The Julekalender”: »Bob, bob, bob, ik’?«

Bidens sammenblanding af private og professionelle forhold – far og præsident – illustrerer nepotismen i en nøddeskal. Det her handler ikke om, hvorvidt Joe Biden er en betænksom far, der beskytter sin søn mod Donald Trumps mulige hævntørst.

Det her handler om, hvorvidt verdens mest magtfulde mand bakker op om retsstaten og evner at tilsidesætte sine familiære relationer og følelser fremfor at begå magtmisbrug. Det magtede Joe Biden ikke, og det er dybt kritisabelt. Som den tyske journalist Gabor Steingart så fint har formuleret det: »Selv magtmisbrug af ædle motiver forbliver magtmisbrug. Retsstaten hader ikke. Og retsstaten elsker ikke.«

Præsidenten og Det Hvide Hus har i over et år insisteret, at Joe Biden selvfølgelig ville acceptere retsstatens dom. En benådning af Hunter Biden kunne ikke komme på tale.

Altså lige indtil USA’s præsident som en tyv om natten satte sin egen søn over loven og påstod, at Hunter Biden var blevet offer for et forudindtaget retssystem med politisk slagside. Den søforklaring ignorerer behændigt, at netop denne forklaringsmodel har været drøftet i Hunters retssager og er blevet afvist af i alt 11 forskellige føderale dommere, der er blevet nomineret af seks forskellige præsidenter – heriblandt af Biden selv.

Hvis det ikke var så tragisk, kunne man trække på smilebåndet over, at Joe Biden nu lyder som Donald Trump. For ifølge USA’s nuværende præsident har man i Amerika tilsyneladende et retsvæsen, som man kun vil respektere, når beslutningerne går ens vej. Så meget for Bidens loyalitet over for retsstaten.

Hvis man skulle være i tvivl om ovennævnte, så kan man bare se nærmere på benådningen, som er utrolig vidtgående. Joe Biden valgte ikke bare at benåde sin søn i forhold til de verserende retssager, hvor strafudmålingen først skulle finde sted i løbet af december.

Præsidenten valgte at benåde sin søn for samtlige føderale forbrydelser, som Hunter Biden havde begået, måtte have begået eller har medvirket til i et tidsrum, der strækker sig over næsten 11 år, navnlig fra den 1. januar 2014 til den 1. december 2024. Denne beslutning går stik imod den gængse praksis, hvorefter præsidenten benåder kriminelle, der har angret og er begyndt at afsone deres straf.

Som jeg ser det, så er benådningen endnu mere vidtgående end den, som Gerald Ford gav Richard Nixon den 8. september 1974.

Fords benådning dækkede over forbrydelser, der måtte være blevet begået af Nixon i præsidenttiden fra den 20. januar 1969 til den 9. august 1974. Bidens benådning af sønnike dækker derimod over et dobbelt så langt tidsrum, der pudsigt nok inkluderer tiden, hvor Hunter Biden tjente kassen på lyssky forretningsforbindelser. Et foretagende, hvor sønnike solgte sine klienter et produkt, hvorved de med Hunter som mellemmand kunne få adgang og potentielt også indflydelse hos USA’s dengang siddende vicepræsident, bedre kendt som Hunters far.

Også det er nepotisme i sin reneste form, som Joe Biden nu har blåstemplet med sin benådning.