Skulle have gået til en anden spåkone
Donald Trump blev endnu en gang manden, der beviste, at den mindre populære kandidat godt kan vinde valget og dermed trodsede denne nærmest naturlovsagtige tendens i amerikansk politik. Det er nu sket ved to af de seneste 18 præsidentvalg.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden. I sidste uges klumme skrev jeg: »At komme med et bud på, hvem der vinder det historisk tætte præsidentvalg, er cirka lige så smart som at barbere sine øjenbryn af.« Jeg fik ret.
Som de trofaste læsere vil kunne huske, så var mit bud, at Kamala Harris ville vinde valget. Det blev ikke tilfældet. Harris fik læsterlige klø og står til at få det dårligste resultat i valgmandskollegiet for en demokratisk præsidentkandidat siden 1988. Skud ud til Michael Dukakis, der dengang blev gennemhullet af George H.W. Bush. Ligeledes står Harris til at blive den første demokratiske præsidentkandidat siden John Kerry i 2004, der ikke får flest stemmer på landsplan.
Mit bud på Harris var baseret på større tendenser fremfor øjebliksbilleder. Det kom, før Ann Selzers meningsmåling i Iowa viste en snæver føring til Harris i en delstat, som Trump havde vundet suverænt i 2016 og 2020. Selzers måling – der modsat mig faktisk plejede at ramme plet – viste sig at skyde forbi med omtrent 16 procentpoint. Så i det mindste kan jeg nu påstå, at Ann Selzer og jeg har noget til fælles.
Jeg havde særligt tre parametre, der talte for Harris: ifølge Gallup var demokratiske respondenter sammenlignet med deres republikanske modparter klart mere entusiastiske for at stemme i år end ved tidligere valg, Harris var mindre upopulær end Trump, og Demokraterne havde klaret sig godt ved specialvalg de seneste to år. Det tillagt abortspørgsmålet var opskriften på en mulig sejr til Harris.
Ingen af delene viste sig at være indikativ for valgets udfald. De republikanske vælgere var tydeligvis topmotiveret, for Donald Trump står i skrivende stund til at blive den første republikanske præsidentkandidat i 20 år, der kommer til at få flest stemmer på landsplan.
Ligeledes blev Trump endnu en gang manden, der beviste, at den mindre populære kandidat godt kan vinde valget. Det er nu sket ved to af de seneste 18 præsidentvalg.
Begge gange er det Trump, der har trodset denne nærmest naturlovsagtige tendens i amerikansk politik. At Trump i begge tilfælde besejrede kvindelige kandidater, der heller ikke var synderlig populære, hører med til historien og skal nok give Demokraterne rig anledning til at tillægge Trumps bedrift en understrøm af sexisme i det amerikanske samfund.
Sexismen er nu næppe den bærende årsag til, at Biden-Harris-administrationen fik en fyreseddel i denne uge. Når kun 28 pct. mener, at landet bevæger sig i den rigtige retning, landets siddende alderspræsident kun har 38 pct. opbakning i befolkningen samt har måttet trække sit kandidatur små 100 dage før valget, og amerikanernes største bekymringer er inflation, leveomkostninger og (illegal) immigration, så står oppositionen typisk stærkt.
At der er tale om en oppositionsleder, som er dømt forbryder og blevet dæmoniseret som fascist, der har fået fire år mere, gør ydmygelsen endnu større for Demokraterne. Tænk sig at få tæsk ved stemmeurnerne af en lovbryder. Det er jo nærmest kriminelt i sig selv.
Som jeg skrev i sidste uges klumme, så havde jeg sikkert skiftet mening, hvis jeg havde skrevet klummen en time senere. Det skulle jeg have gjort. For til syvende og sidst endte valget med en sikker sejr til Trump, der nu bliver USA’s 47. præsident, mens mine færdigheder som spåkone endnu en gang har vist sig at være lige så ubrugelige som brugte underhylere.