Storbritannien er i moralsk forrådnelse
Hvis masserne ikke makker ret, skal de bankes på plads. Det er liberalismens rå ansigt: Det er eliten, der styrer.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det ligner den begyndende borgerkrig, som så mange har advaret imod. Den britiske underklasse mod de islamiske indvandrere. Civilisationernes sammenstød. En gentagelse af de kristne-muslimske borgerkrige i Jugoslavien eller i Libanon. Dér er vi næppe endnu, og fremtiden er i øvrigt altid svær at spå om.
I Storbritannien er problemerne i realiteten værre end voldsoptøjer. Der er tale om et fuldkommen dysfunktionelt samfund, der er svært at sammenligne med resten af Europa.
For mere end 20 år siden skrev psykiateren Theodore Dalrymple bogen ”Life at the Bottom”, der var et portræt af det britiske samfund og i særdeleshed dets underklasse. Mænd, der systematisk tæskede deres kærester. Kærester, der alligevel gik tilbage til manden, fordi de havde lært ikke at være fordomsfulde over for tatoverede, barsk udseende mænd. Forbrydere, der havde lært at bortforklare deres egen dårlige adfærd med terapeutiske begreber.
Mest sigende beskrev Dalrymple, hvordan hans asiatiske lægekollegaer var rystet over det britiske samfund. At det rent kulturelt var markant dårligere fungerende end det, de kom fra.
Den politiske retning gennem de seneste 50 år er selvfølgelige afgørende. Hvis ikke USA i forvejen var tilstrækkeligt bevis, så må det være tydeligt for enhver, at den liberale velfærdsmodel med en lille stat, som også briterne har, er fuldkommen uholdbar. Den skaber fattigdom, utryghed og ustabilitet. Indvandringspolitikkerne har været en endnu større katastrofe.
Den billige arbejdskraft forarmer underklassen og deler samfundet op i subkulturer, hvor de fattigste briter lever med den gradvise overtagelse af deres gamle kvarterer.
Men der er også noget mere strukturelt på spil. Først og fremmest er Storbritannien et klassesamfund, hvor eliten fælt har svigtet underklassen. Det var ikke altid sådan, at underklassen valgte tilfældig sex, fordomsfrihed, skilsmisser og et liv i nuet. Der er tale om værdier sivet ned fra den avantgardistiske del af den britiske elite. Såsom den berømte Bloomsburygruppe, om hvem man sagde, at de sov i trekanter og boede i firkanter. Det frigjorte liv i store betonblokke er i dag blevet underklassens antiprivilegium.
Ikke mindst fordi den britiske elite er bemærkelsesværdigt ligeglade med dens egen befolkning. Det mest synlige eksempel er selvfølgelig indvandringen, som utallige regeringer har lovet at stoppe og alligevel gjort det modsatte af. Det kender vi selvfølgelig godt hjemmefra, men omfanget af de britiske myndigheders ligegyldighed er svær for os kontinentaleuropæere at fatte.
Gennem årtier er tusindvis af piger og unge kvinder blevet systematisk voldtaget af indvandrere. Ikke bare undlod myndighederne at gribe ind, men de bekæmpede aktivt dem, der forsøgte at afsløre den organiserede voldtægt. Hensynet til fortællingen om det vellykkede multietniske samfund og frygten for racismeanklager var vigtigere end beskyttelsen af sårbare piger mod barbari. Et samfund, der prioriterer sådan, er ikke bare dysfunktionelt, det er i moralsk forrådnelse.
Uhæderlige politikere og medier placerer skylden hos en systemkritiker (der har været på familieferie under optøjerne), som de i forvejen har nærmest udrenset fra offentligheden. Alene brugen af hans navn er tilstrækkeligt til, at man bliver lukket ude af de sociale medier. I sin håndtering af en systemkritiker er det britiske samfund på niveau med kendte autokratiske stater som Rusland.
Det er også myndighedernes foretrukne metode til at slå optøjerne ned: censur af den hårdeste slags. Eksempelvis blev en ung mand idømt tre års fængsel, blot to (!) dage efter han havde skrevet en kommentar på et socialt medie. Var den slags foregået i Østeuropa, kunne vores udenrigsminister godt finde på at indkalde ambassadøren til en samtale.
Storbritannien er liberalismens arnested, og ligesom i USA udviser den tydelige autoritære tendenser. Den liberale ideologi er i sin essens en elitetænkning, hvor samfundets magthavere dikterer den ramme, som befolkningerne skal leve i. Dumme masser, der skal bankes på plads af de bedst egnede samfundsingeniører.
Enhver modstand mod det liberale samfund bliver mødt med stadigt mere hårdhændede midler.