Forskellig historie giver forskellige valg
En stor del af forskellene på, hvordan vælgerne stemmer ved de aktuelle valg i Belgien, Frankrig og Storbritannien, kan forklares af landenes forskellige historie.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er masser af valg i Europa i øjeblikket. Belgien afholdt parlamentsvalg den 9. juni – samtidig med EP-valget. Frankrig afholdt første del af sit parlamentsvalg den 30. juni og vil afholde anden del den 7. juli. Og briterne går til parlamentsvalg den 4. juli.
Valgene i alle de tre lande er præget af, at en del af befolkningen protesterer mod de partier, som har siddet ved magten i de senere år.
Det interessante er imidlertid, at de gør det på forskellige måder. I Belgien går mange af proteststemmerne til de separatistpartier, som vil løsrive Flandern (Belgiens nordlige del) fra det øvrige af landet. Og selv om mange af vælgerne i Storbritannien ser ud til at gå over til Labour, vil nogle af dem sandsynligvis også stemme på de skotske, walisiske og nordirske separatistpartier.
I Frankrig derimod går stort set ingen af proteststemmerne til separatistpartier. Her stemmer protestvælgerne derimod typisk på højreorienterede nationalt-franske partier som National Samling eller den nye store koalition af socialistpartier, som ligeledes repræsenterer alle dele af landet.
Forskellen er udtryk for en yderst interessant, mere generel forskel mellem de tre lande. Når belgiske og britiske vælgere altid i ret høj grad vælger at protestere mod det eksisterende styre ved at stemme på partier, der ønsker at løsrive deres del af landet fra det øvrige, skyldes det, at Storbritannien og Belgien er relativt nye lande, som opstod så sent som i hhv. 1707 og 1830.
Der havde i århundreder før Storbritanniens dannelse eksisteret stærke selvstændige skotske, walisiske og (nord-)irske nationale identiteter, og både Skotland, Irland og Wales havde langt tilbage i Middelalderen haft forskellige selvstændige stater.
For Belgiens vedkommende blev landet skabt, da Belgien i 1830 brød ud af De Forenede Nederlande, som var en ny statsdannelse, som de sejrende stormagter havde etableret efter Napoleonskrigenes afslutning i 1815 – for at stække det besejrede Frankrig. De Forenede Nederlande bestod af det nuværende Holland, Belgien og Luxembourg – og efter Belgiens løsrivelse i 1830 fortsatte Holland og Luxembourg i øvrigt med at have kongefællesskab frem til 1890.
Det nydannede Belgien var imidlertid – lige fra begyndelsen i 1830 – en stat, hvor store dele af den flamsktalende befolkning i den nordlige del af landet (Flandern) ikke følte et særligt stærkt fællesskab med den fransktalende befolkning i den sydlige del af landet (Wallonien) – og omvendt – og i øvrigt heller ikke med landets lille tysktalende mindretal.
Derfor benytter belgierne (og navnlig flamlænderne) stadig den dag i dag enhver lejlighed til at protestere mod de etablerede politikere ved at stemme på separatistpartier, der har som endemål at opløse det samlede Belgien.
Frankrig derimod blev allerede skabt på et relativt tidligt tidspunkt i Middelalderen. Nemlig ved delingen i 843 af det store Frankerrige i Det Østfrankiske Rige (som senere udviklede sig til Tyskland), i det Vestfrankiske Rige (Frankrig) og Midterriget (eller Lothars Rige), som i øvrigt ret hurtigt derefter forsvandt fra landkortet.
Frankrig opstod altså på en helt anden måde end Storbritannien og Belgien. Mens Storbritannien i 1707 blev dannet ved, at tidligere selvstændige områder (Skotland og England) blev lagt sammen, og Belgien opstod ved, at områder, som på dette tidspunkt ikke følte et særligt tilhørsforhold til hinanden, blev tvunget sammen i en ny statskonstruktion, blev Frankrig dannet ved, at et stort rige blev opdelt i tre mindre riger (hvoraf Frankrig var det ene).
Op igennem de efterfølgende mange århundreder helt frem til i dag har Frankrig således næsten altid fremstået som én samlet stat, og de fleste af dets indbyggere har identificeret sig som franskmænd.
Selv om de måske også har haft en regional identitet ved siden af knyttet til den særlige af egn i Frankrig, hvor de har boet, har dét at være fransk været det vigtigste for dem. I modsætning til for mange briter, som finder det mindst lige så vigtigt at identificere sig som skotte, englænder, waliser eller (nord-)irer end som brite. Og i modsætning til mange belgiere, for hvem den flamske, wallonske eller tyske identitet har spillet en kæmpe rolle.
Man forstår således kun til fulde de grundlæggende forskelle på, hvordan vælgerne i Belgien, Frankrig og Storbritannien ved de aktuelle parlamentsvalg reagerer, når de ønsker at protestere imod de siddende, nationale politikere, hvis man kender til Europas ikke blot nyere, men også ældre historie.