Valget blev en stor sejr for demokratiet
Resultatet af EP-valget viser, at en meget stor del af Europas befolkning står sammen om demokratiet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
På mange måder er resultatet af EP-valget – både i Danmark og i det øvrige Europa – en stor sejr for demokratiet.
De EU-skeptiske partier og de partier, som ønsker at begrænse støtten til Ukraine i krigen mod Rusland, kom samlet set ikke nær så godt ud af valget, som mange iagttagere og meningsmålinger havde spået.
Hvis man ser EP-valget i et samlet og længere historisk perspektiv, har alle demokratisk indstillede europæere i dag grund til at glæde sig.
Ganske vist gik de omtalte partier frem i nogle lande, men mange andre steder (f.eks. i Sverige, Holland, Ungarn og Polen) gik de ikke nær så meget frem, som målingerne havde spået.
Og vigtigst af alt: De tre store, midtsøgende og demokratisk indstillede grupper i Europa-Parlamentet, hvor der (stort set) ikke findes nogen vaklen i geledderne med hensyn til støtten til demokratiet og Ukraine samt til et tæt samarbejde mellem de demokratiske lande i Europa, bevarede deres flertal.
Det drejer sig om den konservative/kristeligt demokratiske gruppe, den socialdemokratiske gruppe og gruppen af liberale og social-liberale partier.
De to førstnævnte af grupperne havde flertal i parlamentet i alle årene, fra det første direkte valg til Europa-Parlamentet blev afholdt i 1979 og frem til valget i 2019. Og i den seneste valgperiode (fra 2019-2024) har de desuden haft brug for også at have den liberale/social-liberale gruppe med for at have flertal.
Denne situation ser nu ud til at være uforandret efter det netop afholdte EP-valg. Og det er dét, der er det væsentlige!
Dertil kommer, at også bl.a. den grønne gruppe, som ligeledes består af proeuropæiske, stabile, midtsøgende støtter af demokratiet også stadig er en stor gruppe i parlamentet.
Samtidig er det særligt bemærkelsesværdigt, at de to partier, som har haft premierministerposten i Polen og Ungarn i de seneste mange år (og stadig har det i Ungarn, mens det for Polens vedkommende sluttede ved valget sidste efterår), og som længe har været i færd med på centrale punkter at forsøge at afvikle demokratiet i de to lande, ikke klarede sig særligt godt.
Der er tale om Orbans parti (som har været skeptisk over for hjælp og støtte til Ukraine, og som også længe blokerede for et svensk Nato-medlemskab) og Lov- og Retfærdighedspartiet i Polen, som fik et katastrofevalg ved det netop overståede EP-valg.
Altså endnu en stor sejr for demokratiet!
Den danske befolkning har også god grund til at være – endog meget – stolt over sit demokratiske sindelag. Valgdeltagelsen i Danmark var denne gang på ca. 58 pct. og er således (af samtlige EP-valg siden 1979) kun overgået af valgdeltagelsen ved EP-valget i 2009 på ca. 59,5 pct. (hvor man samtidig stemte om tronfølgeloven) og valgdeltagelsen ved EP-valget i 2019, hvor den lå på 66,1 pct.
Ved samtlige EP-valg fra 1979 til 2004 lå valgdeltagelsen generelt meget lavere, nemlig på mellem ca. 46 og ca. 52 pct.
Ydermere er tilslutningen til EU-skeptiske partier i Danmark i dag ekstremt lav, i forhold til hvad den er i mange andre lande – og i forhold til hvad den var i Danmark i 1970’erne, 1980’erne, 1990’erne og de første år af det 21. århundrede.
Danskernes opbakning til et tæt samarbejde mellem de demokratiske europæiske stater om at forsøge at løse tidens store, grænseoverskridende udfordringer har aldrig været større.
Set i et længere historisk perspektiv (både når det gælder Danmarks historie og Europas historie) har resultatet af det netop afholdte EP-valget således givet et kæmpe rygstød til demokratiet i den grundlæggende kamp mellem demokrati og diktatur, som finder sted i disse år.
Og samlet set giver resultatet af EP-valget trods den politiske krise i bl.a. Frankrig og udskrivelsen af et nyt fransk parlamentsvalg til afholdelse den 30. juni god grund til optimisme, i forhold til at de demokratiske kræfter i Europa fortsat kan og vil samle deres kræfter i kampen for bevarelsen af det demokrati, som har præget en stor del af verdensdelen i de seneste mange årtier – og navnlig siden 1990.