Klar, parat, beredt!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Siden den svenske minister for civilforsvar i begyndelsen af januar opfordrede sine landsmænd til at være forberedt på krig, har debatten om hjemmeberedskab også kørt i Danmark.

Organisationen Folk & Sikkerhed så sit snit til at udsende sit bud på en folder med gode råd til befolkningen, og utallige kamerahold og pressefotografer har været på visit i min kælder i Esbjerg, hvor mit eget lille hjemmeberedskab i form af vand på flaske, dåsemad, pasta og ris og en alternativ strømforsyning samt en lille FM-radio med håndsving er placeret.

I februar viste en Megafonmåling for TV 2, at halvdelen af danskerne udtrykker en grad af nervøsitet for egen sikkerhed som følge af krigen i Ukraine, men statsminister Mette Frederiksen udtalte, at hun ikke fandt det relevant for den enkelte borger at forberede sig på kriser eller krig. Dermed var intet forandret for statsministeren, siden hun et år tidligere understregede, at hun i hvert fald ikke havde konserves i kælderen.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som også er minister for beredskabet, har derimod gennemgået en anden udvikling i løbet af årets første måneder.

»Jeg har selv været skeptisk over for diskussionen om, hvorvidt man skulle gøre som i Sverige og sige: ”Du skal have en transistorradio og noget vand derhjemme”,« sagde forsvarsministeren i TV 2-programmet ”Lippert” onsdag i sidste uge med den traditionelle begrundelse, at man på den måde risikerede at skræmme nogle danskere unødigt.

Men noget havde forandret sig: »Når det er sagt, er jeg også villig til at sige, at vi bliver nok nødt til at have noget bedre oplysning,« tilføjede Troels Lund Poulsen, som også har indrømmet selv at have lidt ekstra på lager derhjemme.

Forsvarsministerens veludstyrede viktualierum skyldes nok i højere grad, at han bor på en landejendom i Bukkerup mellem Hvalsø og Tølløse, end at truslerne fra hybrid krigsførelse og fremmede magters forsøg på destabilisering af samfundet er krøbet ham under huden på det seneste. Skiftet i udmeldingerne fra beredskabets minister er ikke desto mindre bemærkelsesværdig.

Hvis regeringen således er ved at være klar til at kommunikere kriseparathed på en ny og mere direkte måde til befolkningen, er tiden inde til en seriøs samtale om, hvordan budskabet bedst formuleres.

Først og fremmest skal myndighederne beslutte sig for det konkrete indhold af de råd og anbefalinger, man vil give borgerne. Her er der faktisk ikke så meget at diskutere, for dybest set er hjemmeberedskab ikke raketvidenskab. Det handler om at få defineret den del af skalaen, som går fra ”totalt uforberedt på alt” til ”overforberedt”, hvor sund fornuft og rettidig omhu er repræsenteret. Ofte anvendes 72 timer, altså tre døgn, som tommelfingerregel ud fra den devise, at kortvarige samfundskriser vil være løst inden for dette tidsrum, mens det typisk vil tage det professionelle beredskab netop tre døgn at komme op i gear, hvis Danmark eller en del heraf skulle blive ramt af en ekstremt omfattende hændelse. Det handler altså om, at man som borger kan yde sit bidrag til samfundets samlede beredskab ved at kunne klare sig selv i hvert fald tre døgn ind i en krise.

Mere interessant er faktisk diskussionen om, hvordan myndighederne vil kommunikere kriseparathed til borgerne. Der henvises ofte til den folder, som den svenske beredskabsmyndighed MSB i 2018 husstandsomdelte, og som har inspireret Folk & Sikkerhed til sin danske version.

Begge foldere indeholder gode og fornuftige råd – men om disse trykkes på papir, som lander i postkassen, eller om de kommunikeres på pdf i e-boks eller i anden digital form, er mindre væsentligt. Udfordringen er, om myndighedsanbefalingerne rent faktisk bliver læst af et bredt udsnit af befolkningen. Der er nemlig altid en risiko for, at man ender med at ”prædike for menigheden” om sådanne emner, hvilket f.eks. afspejles i profilen på den typiske deltager i Beredskabsforbundets gratis kurser i at forebygge og håndtere kriser og ulykker.

Borgerberedskabet, som finansieres gennem en rammeaftale med Forsvarsministeriet, har det seneste år oplevet en stærk vækst i søgningen til kurserne – i februar 2024 var der således 677 tilmeldt et kursus, mens tallet for samme måned året før var nul.

Interessen for krisekurser er i sig selv positiv og forståelig, men spørgsmålet er, hvor mange unge mennesker fra de store byer, hvor mange med anden etnisk baggrund end dansk, hvor mange i lavindkomstgrupperne, hvor mange uden stærke sociale netværk m.v. der opsøger disse kurser.

Katastrofeforskningen viser nemlig, at kriser har det med at forstærke eksisterende forskelle og sociale uligheder, og derfor er det værd at være opmærksom på, om det helt overvejende er hvide midaldrende mænd (som mig selv), som svagt kan huske Den Kolde Krigs sidste årti, der nu forbereder sig på kriser med konserves i kælderen og ekstra strømforsyning.

Hvis eller når danske myndigheder får i opdrag fra regeringen at kommunikere beredskab mere direkte til befolkningen, vil jeg derfor opfordre til, at det sker på et solidt fagligt fundament, så de gode budskaber ikke kun bliver læst og hørt af os, der allerede er kriseklar, men rammer befolkningen bredt.

Der findes heldigvis masser af viden og erfaring på området. Man kunne f.eks. lade sig inspirere af beredskabsmyndighederne i San Francisco, som på grund af den overhængende jordskælvsfare har en meget professionel tilgang til borgerrettet kommunikation. Da jeg for godt og vel 10 år siden besøgte San Francisco – før opioiderne ødelagde den dejlige by – blev jeg præsenteret for den grundlæggende tankegang bag bystyrets borgerrettede beredskabskommunikation.

Man havde simpelthen beskrevet fire arketypiske indbyggere: 1) Dem, der allerede var klar. 2) Dem, der aldrig ville blive klar. 3) Dem, der troede, de var klar, men ikke var det. 4) Dem, der havde det dårligt med ikke at være klar. Kampagnen kunne så målrettes de fire typer, hvor type ét og to fik absolut mindst opmærksomhed ud fra en ressourceovervejelse, mens tre og fire var i fokus. Budskabet skulle dog formidles på to meget forskellige måder til henholdsvis dem, der troede, de var klar, men ikke var det, og dem, der gerne ville forberede sig bedre, men bare ikke fik det gjort.

Så enkelt kan det gøres – med stor effekt. Jeg ser frem til at følge og bidrage til den videre diskussion herhjemme om saglig og fornuftig borgerrettet beredskabskommunikation.