Fortsæt til indhold
Kommentar

Nu stopper I, Israel

Det internationale samfund må sætte Israel stolen for døren.

Carolina M. MaierSociolog og klummeskribent

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Situationen i Gaza er en humanitær katastrofe. Spædbørn dør på hospitaler, fordi der ikke er strøm til kuvøser. Lig ligger uden for hospitalerne og rådner op, fordi der hverken er strøm eller plads i lighusene. Alt er kaos, elendighed og ødelæggelse. Det er ubærligt at se på og høre om.

I medierne fyger anklagerne om, hvem der er ansvarlig for situationen: Der er dem, der mener, at Israel forbryder sig mod krigens love ved at angribe flygtningelejre og hospitaler. På den anden side er der ingen tvivl om, at Hamas forbryder sig mod de selvsamme love, blandt andet ved ikke at varsle civile om angreb. Der er også beretninger om, at det er Hamas – og ikke Israel – der står bag beskydninger på palæstinensiske civile, som har forsøgt at flygte fra hospitalerne, når Israel har varslet angreb.

Vi kunne bruge lang tid og mange klummeskriverier på at argumentere for og imod Israel og Hamas. Når folk kritiserer Israels krigsførelse, bliver de ofte som modsvar stillet spørgsmål om, hvorvidt de også tager afstand fra Hamas’ krigsførelse. Det spørgsmål har vores statsminister for eksempel stillet sine kritikere. Når folk kritiserer Hamas for at bedrive rendyrket terrorisme, bliver de forholdt urimeligheden i, at Israel i årtier har undertrykt det palæstinensiske folk og bedrevet kynisk apartheid.

Det er alt sammen sandt. Men vi redder ikke flere liv ved at blive ved med at diskutere, hvem der startede, eller hvem der bruger de værste metoder. Lige nu må vi vende os mod ét og kun ét fokus i denne ulykkelige situation: Nemlig hvad vi kan gøre for at minimere antallet af uskyldige civile ofre. Hvert barn, der dør i Gaza, er et barn for meget. Hvert eneste barn.

Derfor må logikken for det internationale samfund skifte fokus til, hvordan vi hurtigst muligt får de frygtelige angreb på civile til at høre op.

Lige nu er der to krigsførende parter – Hamas og Israel – som det internationale samfund kan og skal stille krav til. Forskellen er blot, at hvor vi godt kan stille krav til Hamas om at overholde krigens love, skal vi nok ikke gøre os nogen forventninger om, at Hamas har tænkt sig at lytte. Og vi har ingen sanktionsmuligheder, såfremt de ikke gør. Vi har i sagens natur, da Hamas er på EU’s terrorliste, ingen samhandel eller samarbejde med Hamas. Derfor har vi intet pressionsmiddel.

Vi kan derimod sanktionere Israel, hvis det ikke hører op med at angribe hospitaler og andre livsnødvendige institutioner. Det kan godt være, Israel mener, at Hamas har kommandocentraler under hospitalerne, men det er underordnet det eneste vigtige fokus lige nu: at redde civile liv. Derfor må og kan det internationale samfund gøre brug af det eneste pressionsmiddel, vi har over for Israel: trusler om at indstille samhandel og samarbejde, såfremt Israel ikke stopper de disproportionale angreb. Det betyder ikke, at Israel ikke må bekrige Hamas eller forsøge at ødelægge Hamas’ kommandocentraler – men så må det tilgå dem ad andre veje, som ikke slår civile ihjel.

Det internationale samfund, pressen og vi alle sammen må stoppe med at stille spørgsmål til, hvorvidt Israel må svare igen med de samme metoder som Hamas. Vi har som mennesker og menneskehed kun én opgave i den begrædelige situation, Gaza befinder sig i: at den humanitære katastrofe må ophøre. Den eneste vej dertil lige nu er at sætte Israel stolen for døren. Ikke for Hamas’ skyld, men for de palæstinensiske civile og vores fælles menneskeheds skyld. Det, vi bevidner i disse dage, kan ikke fortsætte.

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sociolog og klummeskribent. Hun er forfatter til en række sociologiske og lægevidenskabelige tidsskriftartikler samt antologibidrag. Hun er tidligere medlem af Folketinget for Alternativet. Hun søger nu opstilling til Folketinget for Radikale i København.