Systemdanmark? Hvad er den nu af? Jeg troede, det var Velfærdsdanmark

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

København

Jeg besøger gerne Danmark, men jeg vil ikke bo der. Det har flere grunde. Én af dem er vejret. Danmark i november er et frygteligt sted, København især. En fredag eller lørdag aften i kvarteret omkring Strøget viser det formodet civiliserede menneske – lidt for ofte svenskere og nordmænd – fra dets værste side: fyldebøtter af begge køn står i vejen for fredelige og ædru borgere, skrig og skrål, cykler i uordentlige bunker, glasskår, bræk og det, der er værre: residensstaden som en af Europas mest ubehagelige og beskidte storbyer. Anstændigheden – for slet ikke at tale om seriøsiteten – er længst gået fløjten.

En anden grund er mukkeriet. Jeg kender ikke et land, hvor der klages mere end i Danmark. Senest, under en turné fra Jylland, som jeg egentlig holder meget af, til hovedstaden, mødte jeg et nyt, demokrati-nedsættende ord: systemstaten. Her gik jeg og troede – i mit selvvalgte eksil, der har stået på, siden jeg i 1980 sluttede mig til denne avis – at mit fædreland var folkestyrets Danmark.

Nu bliver jeg belært om bureaukratiets og de dumme politikeres Danmark. Det Danmark, der regelmæssigt og ganske frit vælger sine ledere og kunne vælge andre, om det ville, omtales som Systemdanmark, der koster rundt med os danskere. Et ekko af svindleren Donald Trump i USA. Man vil et såkaldt frit Danmark, et ansvarsløst Danmark, ikke et styret Danmark, slet ikke det retsindige og forpligtende Danmark.

Jeg stødte på Systemdanmark under en lidt hidsig diskussion om disse vanskelige tiders sande luksusproblem, dette at mange vil arbejde mindre uden at miste samfundets sociale goder, fra vugge til grav, og helst mere. Enhver naturlov siger, at dette ikke lader sig gøre og da slet ikke, hvis vi – som krævet af tankeløse, måske opportunistiske højrefolk – skal importere færre udlændinge til at gøre vort hårdeste og ringest betalte arbejde.

Jeg kan sagtens mene, at staten eller systemet ikke skal blande sig i den enkeltes arbejdsvaner eller andre vaner, så længe disse holdes inden for lovens ramme, men selvsagt må det være muligt for samme stat eller system, byggende på det flertal af skatteborgere, som betaler regningen, at indrette leverede goder efter leveret arbejdsindsats.

Hvad jeg prøver på at sige med denne klumme, er, at mukkeriet begynder at tage overhånd i det fædreland, hvor jeg voksede op, dengang – kort efter Anden Verdenskrig – en beskeden socialstat, hvor få havde for meget, og færre for lidt.

Jeg tilbringer en væsentlig del af min tid i Øst- og Centraleuropa, senest Ukraine. Livet på de kanter er hårdt, sine steder meget hårdt. Pessimisme kan jeg møde i Centraleuropa, hvor eksistentielle behov langsomt viger for velfærd og velstand, men ikke – indtil videre aldrig – i Ukraine. Der har man andet at gøre end at jamre og kræve ind. Trivselsproblemer, kedsomhed og pessimisme kendes ikke. Man kæmper for livet, og kampen giver livet mening. Man agter at vinde over det fascistiske Rusland, der vil udslette nationen – modsat Vestens professionelle sortseere, som kun sjældent ved, hvad de skriver eller taler om, men selvfølgelig er klogere.

I København, på vej over Nytorv, mindes jeg gamle Søren Kierkegaard: det grundlæggende, det ægte, dette at leve forfra og forstå bagfra. Det eksistentielle.