Ensomhed er nogle gange selvvalgt
De fleste af os vil på et tidspunkt opleve at have gamle familiemedlemmer. Ofte bliver de ensomme. Kan man tillade sig at synes, at de selv er ude om det?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
At blive gammel og ensom er noget, mange af os frygter. Billedet af den stakkels gamle kone eller mand, som dag ud og dag ind sidder mutters alene i egen bolig i eller på et plejecenter, skræmmer. Jo, jo, familien kommer skam på besøg, men det er mere af pligt end af lyst, og det sker måske kun til fødselsdag og højtider og ellers en gang i kvartalet, når samvittigheden byder det. Resten af tiden går med billeder fra tv, lyden af radioen og et forhastet besøg af endnu en vikar fra hjemmeplejen.
Nogle af os joker ligefrem med, at det er derfor, vi udholder alt bøvlet og besværet med at få børn – fordi vi så ikke skal sidde alene, når vi bliver gamle. Så er det payback time for bleskift, sengevædning og uendelige teenagerdiskussioner! Men ligesom vi har en minimumsforpligtelse som forældre over for vores børn (at sørge for tøj på kroppen, mad på bordet og tryghed og kærlighed), så har vi vel dybest set også kun sådan én over for vores ældre familiemedlemmer – en minimumsforpligtelse. Og den indebærer ikke det fulde ansvar for deres sociale liv, ligesom ens børn også må forventes selv at finde venner og lære at håndtere sociale relationer, uden at mor og far konstant er inde over.
Jeg har selv nærtstående, som er i en fremskreden alder (70’erne) og i tiltagende grad påpeger, at ”man jo sidder meget alene”, og flere af mine jævnaldrende venner og bekendte hører det samme fra deres forældre, typisk efter at den ene ægtefælle er gået bort, eller at mor og far af andre årsager er endt med at bo og leve for sig selv. Skyld, skam og dårlig samvittighed ulmer ofte lige under overfladen, når den slags kommer op i samtalen under et besøg hos de gamle. For ja, selvfølgelig er det trist at sidde alene. Og ja, jeg og mine bekendte kunne sikkert godt besøge dem oftere, men vi har også vore egne liv med børn, arbejde og fritidsinteresser, der skal passes.
Efter endnu en weekend med dette tema på dagsordenen sidder jeg her mandag formiddag og reflekterer over, hvor meget af mine ældre familiemedlemmers ensomhed der egentlig er mit ansvar. Under besøget lørdag-søndag, hvor ensomhed igen kom op, nævnte jeg en række muligheder for at møde nye mennesker i foreningslivet (f.eks. senioridræt hver fredag, averteret på et opslag i det lokale supermarked) eller ved måske en gang imellem at takke ja til ét af tilbuddene fra velmenende naboer om en kop kaffe i privaten eller et glas vin i byen i stedet for altid at være afvisende. Man kunne jo også aktivt opsøge et foredrag, et aftenskolekursus eller et arrangement i den lokale biograf, hvor der er lejlighed til at møde andre i samme situation med samme behov.
Men alt afvises blankt – som regel med begrundelsen ”nej, det kunne da aldrig falde mig ind”, vurderingen ”de er alle så gamle og affældige” (dvs. jævnaldrende …) eller en bemærkning i stil med ”jeg skal i hvert fald ikke rende rundt til sådan noget, det er slet ikke mig”. Jeg oplever både hos mine egne ældre relationer og gennem fortællinger fra andre en nogle gange næsten demonstrativ afstandtagen fra at vedligeholde og etablere nye sociale relationer i seniorlivet. Især hos de ældre, som er blevet alene i den tredje alder, kan det nok være svært at skabe nye ven- og bekendtskaber, fordi tosomheden har opfyldt alle behov, men så længe helbred og mental formåen tillader det, har man altså en forpligtelse til i det mindste at forsøge. Lidt imødekommenhed over for omverdenen hjælper. Jeg ser også gode eksempel på udadvendt åbenhed i min ældre omgangskreds, og det er skønt.
Det står naturligvis alle frit for selv at beslutte, hvad man vil bruge sin tid og sit liv på. Men hvis man som ældre konsekvent og bevidst vælger ensomheden frem for sociale relationer, så mister man altså på et eller andet tidspunkt retten til at brokke sig over at sidde alene hver aften. Det kan hverken være det offentliges, civilsamfundets eller familiens ansvar at sørge for selskab ved aftensmåltidet, hvis man selv har lukket og låst døren. Jeg skal som næste generation og nær familierelation nok sørge for at leve op til min minimumsforpligtelse og komme på besøg med jævne mellemrum, men den dårlige samvittighed over, at de gamle i min familie må nøjes med eget selskab til hverdag, har jeg altså begravet sammen med den sidste rest af skyld og skam.
P.S. Jeg er stor fan af idéen om flere generationer under samme tag, sådan at børn, voksne og ældre kan have glæde af hinanden i hverdagen. Desværre er der endnu ikke nogen af de ældre i familien, der har bidt på, når jeg har foreslået det.