Regeringen gør læger til lovlige drabsmænd
Aktiv dødshjælp vil sætte tilliden til lægerne over styr. For hvis en læge udfører aktiv dødshjælp, svigter vedkommende sit fags grundlag.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg tror, vi var mange, der åndede lettede op, da et enigt (med undtagelse af ét medlem) Etisk Råd forleden kom med den meget klare udmelding, at rådet fortsat er imod aktiv dødshjælp.
Det giver dog ingenlunde grund til at tro, at den hellige grav, så at sige, er velforvaret – for på et kort pressemøde forleden udtalte statsministeren, at »jeg har noteret mig, at Etisk Råd er imod. Det kommer ikke bag på mig, for jeg kan selv fornemme, at der er en strømning inden for det sundhedsfaglige Danmark, og så er der en strømning, der er stærkere hos os, der ikke har rødder i det sundhedsfaglige,« og understregede, at hun selv er »meget stærk tilhænger« af aktiv dødshjælp. Med andre ord: Hvad Etisk Råd anbefaler, er så uendeligt ligegyldigt, og regeringen har jo opfundet sit eget etiske råd til lejligheden, endda velsignet med en præst, og fortsætter derfor ufortrødent sit aflivningskorstog.
Men det sundhedsfaglige Danmark bør vi i høj grad lytte til – for helt på linje med Etisk Råd advarer Lægeforeningen imod at indføre aktiv dødshjælp, da det vil føre til ændringer af bærende normer for sundhedsvæsenet, der hviler på den kristne kulturs tradition for kærlig omsorg og pleje for vores syge, handicappede, gamle og svage og sårbare. Og dermed en grundlæggende forandring af forholdet mellem læge og patient. Formanden for lægeforeningen, Camilla Rathcke, påpeger, at »man skal huske, at aktiv dødshjælp jo er en behandling, hvis succes afhænger af, at patienten dør«.
Læs det lige igen, og overvej, hvordan det hænger sammen med lægegerningens væsen og grund, der er at helbrede patienter og opretholde livet. Hvis en læge udfører aktiv dødshjælp, er det at svigte sit eget erhvervs grundlag – hvis aktiv dødshjælp indføres, vil patienten altid og med rette kunne betvivle, om lægen helt kan se bort fra den mulighed, at patienten lod sig aflive på begæring.
Patienten behøver ikke kende lægen, patienten behøver ikke kende lægens moralske og for så vidt etiske holdninger bag den hvide kittel, men patienten må aldrig tvivle på, at lægen står på livets side – som Ferdinand von Schirach formulerer det i teaterstykket ”Gott”, skal patienten vide, at »lægen ikke træder hen til sygesengen for at slå ham ihjel, men for at lindre og helbrede«.
Når vi er syge og døende, skal vi simpelthen kunne hvile i tilliden et sundhedsvæsen, hvor lægerne lindrer, hjælper og behandler os, uanset hvor udsigtsløs vores tilstand er indtil døden – og ikke for at opnå døden.
Hvad vi med god grund kan frygte, er, at hvis vi legaliserer aktiv dødshjælp, vil ambitionsniveauet i sundhedssektoren uden tvivl blive sænket – og al selvmordsforebyggelse, arbejde, der kerer sig om at opretholde borgernes liv, vil blive udhulet.
Giver Livslinjen, der giver hjælp til selvmordsforebyggelse og benyttes af tusinder af selvmordstruede, pårørende og efterladte, mening, når staten på begæring slår sine egne borgere ihjel? Og er det ikke et slag i ansigtet på alle, der hver dag arbejder med palliation, lindrer smerte, fremmer livskvaliteten og gør ventetid til levetid, hvis man påstår, at den menneskeværdige død alene er, at man på eget initiativ bestiller en aflivning?
Og selvom statsministeren hævder, at ingen skal presses til aktiv dødshjælp, vil vi da alligevel ikke blive ansporet til det valg? Sikkert. Og særligt i det nytteetiske perspektiv, som regeringen ligger for dagen, hvor borgeren fødes som organdonor til reservedelslageret og livet igennem primært anses som en arbejdsressource for velfærdsstaten.