Aktiv dødshjælp skal handle om den døende, ikke de pårørende

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste måned var det 10 år siden, min mor døde. Alt for ung, synes ethvert barn vel, når ens forældre dør. Men hun var meget syg og havde været det længe, så set fra mit synspunkt var det også godt, hun fik fred, selvom jeg stadig savner hende hver eneste dag.

Min mor var en meget stærk kvinde. Da hun levede og var rask, sagde hun altid, at hvis hun blev alvorligt syg, måtte vi bringe hendes liv til ende. Men det ændrede sig, da hun blev rigtig syg. For hun holdt fast i livet, selvom det var frygteligt og smertefuldt. Hun ville simpelthen ikke dø.

Inden hendes sygdomsforløb var jeg tilhænger af aktiv dødshjælp, som et stort flertal af Etisk Råd netop har frarådet bliver lovliggjort.

Min mors sygdomsforløb, som den dag i dag stadig er det værste mareridt, jeg har gennemlevet, fik mig til at ændre holdning, så jeg er enig i Etisk Råds anbefaling.

For selvom min mor led og led, og selvom det var ulideligt for min far og jeg – ja, selvom jeg i stille stunder ønskede, at hendes lidelser ville ende, selvom det betød, at jeg ville miste hende – så gjorde det også indtryk, hvor meget hun – trods det smertehelvede, hendes liv var – ønskede at leve.

Hun ville ikke dø, selvom livet ikke var værd at leve. Hvis hun havde fået tilbuddet om aktiv dødshjælp, havde hun sagt nej. Trods smerten.

Det var i stedet os pårørende, der næsten ikke kunne holde ud at være vidne til smerten. Der ikke kunne holde ud at se, hvordan det menneske, vi elskede – og som engang havde været så stærkt – led.

Jeg frygter, at aktiv dødshjælp bliver en vej ud for pårørende, der føler, som vi følte. En måde at ende livet på, fordi det gør for ondt. Det vil for mig at se være forkert. Det skal handle om den døende.

Livet gør ondt. Det er en del af livet. Livet er ikke uden smerte. Livet er livet – så dyrebart, at vi vil holde ved – trods smerten.

Det lærte min mors sygdomsforløb og død mig. Jeg frygter, at de døende vil vælge aktiv dødshjælp til for at udfri familien for smerten og belastningen ved at være pårørende. At man måske vil vælge det af hensyn til de efterlevende og ikke, fordi man selv vil.

Etisk Råd begrunder sin anbefaling således: »Selve eksistensen af et tilbud om dødshjælp vil afgørende forandre vores forestillinger om alderdom, dødens komme, livskvalitet, og hvad det vil sige at tage hensyn til andre. Hvis vi tilbyder dødshjælp, så siges det, direkte eller indirekte, at nogle liv ikke er værd at leve.«

Meget præcist. Og meget rigtigt. Synes jeg.

Anbefalingen fra Etisk Råd kommer, efter at borgerforslag om at lovliggøre aktiv dødshjælp har fået 50.000 underskrifter, og statsministeren har rejst sagen i sin tale på Folkemødet tidligere i år. Statsministeren er fortaler for aktiv dødshjælp, hvilket hun selv begrunder med sin mors sygdomsforløb og død. »Døden kan være så uretfærdig. Men jeg har også set, at døden kan være en befrier,« har hun sagt. Det er også rigtigt. Jeg har den dybeste medfølelse for det synspunkt. Men det er ikke så enkelt, som det lyder.

For derfra til, at det skal være os som samfund, der udløser døden, eller os som tyndslidte, sorgramte pårørende, er der for mig et stykke vej.

Sikkert er det, at det er et dilemmafyldt emne, som Etisk Råd har taget stilling til, og som Folketinget skal tage stilling til. Jeg ser frem til at følge den debat, der kommer. Og jeg håber, at vi alle måske bruger debatten til at tænke over livet – og hvad vi bruger det til. For det er livet, det handler om. Ikke døden.