I dag vil jeg gerne sige tak til overklassen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når vi passerede det på vej til Bogense, gik der ofte et gys igennem mig. I dag husker jeg det, som om skyerne altid trak sammen over tårnets spir, mens vestenvinden blæste koldt gennem de gamle træer, hvis ikke ligefrem iskoldt hen over brostenene op til Harridslevgaard Slot. Det spøger på slottet, sagde min mor. Jeg har set det med mine egne øjne, istemte min far.

Bedre blev det ikke, da jeg nogle år senere selv cyklede de 10 km til havnen for at sejle optimist-, flipper- og europajolle i sejlklubben og på vejen hjem kun anede slottet i tusmørket. Derinde lå det dunkelt og ventede på at opsluge alle, der kom det for nært, og jeg satte altid farten op på cyklen for at undgå at blive slugt af uhyret. Først, når jeg var forbi Skovby-skiltet, var jeg i sikkerhed.

Nu er slottet – samt den nærliggende herregård Jerstrup – så solgt i en hurtig handel. Til Hummelmanden med de lidt uhyggelige briller, milliardæren Christian Stadil, ejer af og administrerende direktør for Thornico-koncernen med vidtrækkende aktiviteter inden for fødevarer, shipping, sport, mode m.m.

Det forlyder, at prisen lød på 20 mio. kr., hvilket kun er en my mere, end hvad et gement parcelhus med garage og indkørsel akkurat stor nok til en Skoda Fabia vurderes til af den såkaldte Vurderingsstyrelse. I medgift får køberen et stykke danmarkshistorie, der går mere end 400 år tilbage og første gang nævntes i Valdemar Sejrs optegnelser i 1231.

Jeg har ved flere lejligheder været efter overklassen, især hvad man kan kalde den politiske adel inden for politik, ledelse, administration, medier og EU. Men i dag vil jeg gerne sige overklassen tak, i særlig grad til Christian Stadil for at føre historien videre, idet jeg iler med at tilføje, at jeg ikke kender andet til køber, end at hans yndlingsavis er Financial Times, at han holder af Iggy Pop og på sin hjemmeside citerer sangskriveren Nick Cave for, at mennesket er et kortlivet væsen fuld af mangler og fejl, som en sjælden gang gør noget ekstraordinært.

I en skriftlig kommentar meddeler hr. Stadil, at hans familie har »en stor affinitet for Fyn, herunder Nordfyn«, og selv om kun få mennesker på Nordfyn ved, hvad det betyder, så forstår de nok, at det er noget godt. Jeg nærer samme kærlighed til egnen, men har ikke den samme slags penge. Derfor er jeg taknemmelig for, at der findes folk som hr. Stadil, der muligvis lugter forretning på slottet, men samtidig fører en arv og et sted videre.

Jeg kan så forstå, at overtagelsen er sket efter et forvirrende intermezzo med den allestedsværende Jim Lyngvild, der åbenbart mente at have købt det smukke renæssanceslot uden dog at stille nogen bankgaranti. Altså, ifølge ejerne, familien Schimko. Det kan man læse om i Se & Hør, men er ikke mit anliggende her.

Vi og andre, der gerne kritiserer de magtfulde, skal huske at rose dem, når de gør noget godt. Og godt er det at føre det gamle spøgelsesslot videre i stedets ånd med respekt for tradition og finesse. Godt for os alle, lav som høj, fattig som rig. Lad os håbe, at det netop er, hvad Christian Stadil agter at gøre. Det ekstraordinære.