Lyt lidt mere til kvinder, der er bange for kvinder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I mere end 10 år har Skatteministeriet og Vurderingsstyrelsen arbejdet på at finde en ny måde at genere landets knap 2 mio. boligejere på. Resultatet blev offentliggjort i den forløbne uge under stor moro. Fremover skal der betales skat som 1 pct. af en opdigtet værdi, statens it-system fastsætter ved hjælp af en computer.

Det illustrerer såre fint, at det danske skattesystem slet ikke er møntet på mennesker, men på undersåtter, mens hundredtusindvis af hårrejsende eksempler viser, at systemet reelt er uigennemskueligt for selv de mest betroede medarbejdere. Selv for skatteministeren, velfærdsstatens mægtigste mand. Han har kun ansvaret, og ansvar er ved Gud noget, vi deler i dette land. Som en chef i Vurderingsstyrelsen udtalte: »Vi kiggede ikke på vurderingerne, før vi sendte dem ud.«

Nej, selvfølgelig gjorde de ikke det. Inkompetencen breder sig som en skimmelsvamp i velfærdsstatens institutioner, i takt med at der ansættes flere og flere jurister, økonomer, statskundskabere og kommunikatører uden andre egenskaber end at gøre karriere i velfærdsstaten.

Det kræver en forklaring, den findes bare ikke. Alligevel giver overbeskatningen rigtig god mening fra centraladministrationens synspunkt.

Uanset undersåtternes klager vil trillionerne lande i statskassen, som så formøbler dem efter bedste evne, vildledt af barnagtige og sværmeriske politikere, der brænder efter at redde kloden, de sorte, de brune, de transseksuelle, de biseksuelle og dem, der er spærret inde i et forkert køn, konstrueret af reaktionære narrativer og strukturer, vist nok i denne rækkefølge.

Sådan ligger landet, og der er desværre ikke stort, vi kan gøre ved det, så længe danskerne stemmer, som de gør, og tidsånden er noget, vi importerer fra Hollywood og progressive aktivister.

Denne elendighedsteori forklarer ikke alene forholdet mellem stat og undersåt, men også forholdet mellem kvinder og mænd, hvor det for længst er blevet en kollektiv sandhed, at mænd er nogle egoistiske svin i modsætning til kvinder, der ejer både empati og retfærdighedssans. Sådan har det lydt lige siden 1968, og nu betaler vi prisen i form af en offentlighed, der på bredbånd og storskærm dyrker glansbilledet af kvinden som det evige offer.

Derfor kan det da også kun gå for langsomt med flere kvinder i højt betalte offentlige og private stillinger, prominente bestyrelser, elitesport og alt muligt andet med social og kulturel status. Til gengæld må skraldemandsbranchen, lastvognschauffører, lager-, vej- og stilladsarbejdere kigge langt efter kvinder. De beskidte job må mændene godt beholde.

Derfor blev jeg også så glad i mit onde, sorte hjerte, da jeg læste interviewet 13/9 i JP med dramatiker og sceneinstruktør Rebekka Boyding, aktuel med forestillingen ”Pigedyr” på teatret Sort/Hvid i København.

Stykket bygger på en roman af samme navn af Cecilie Lind og udtrykker den erfaring, at magtspillet mellem de biologiske køn er mere kompliceret, end medier, tidsånd, politikere og den akademiske verden antager i al deres himmelråbende stupiditet. Når instruktøren er omgivet af kvinder, der siger, de hader mænd, bliver hun bange for kvinder og siger det til dem. Sådan en kvinde lytter jeg til, og det synes jeg også, du skal gøre.

Instruktøren pointerer, at det både er nemt og dumt at fornægte kvinders magt, og hun kritiserer en kultur som den skandinaviske, der ophøjer kvinder til uskyldsvæsener, som vi altid skal tro på: »Sandheden er desværre, at mennesket er mange ting, blandt andet ondt og beskidt.« Altså, selv kvinder. Der evolutionshistorisk har måttet kompensere for deres svagere fysik med større snilde og situationsfornemmelse, hvilket kunst, litteratur og musik har berettet om i mere end 2.000 år, selv om vi helst ignorerer det i dag i jagten på hvide, gamle, chauvinistiske mænd.

Med instruktørens ord »bliver vi nødt til at anerkende, at en ung kvinde kan forføre en granvoksen mand med fuldt overlæg (…) Selv i de seksuelt meget frigjorte grupper, jeg færdes i, er det næsten det mest provokerende, en ung kvinde kan gøre: at have en kæreste, som er en mand, der er meget ældre end dem selv.«

Jeg har tidligere i JP kritiseret den nye samtykkelov, som flere og flere unge mænd kommer i klemme i. Det skyldes ikke mindst, at den bryder med straffelovens praksis ved at sige, hvad du skal, helt ned i seksualteknisk forstand, i stedet for at beskrive, hvad du ikke må. Fra den universitære samtykkelov synes der ikke langt til progressivismens 11. bud: Du må ikke elske én, der er ældre end dig selv. Og til det 12.: Du må ikke eje noget, som staten ikke har beskattet.