Skilsmisserate kan ikke sænkes politisk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ægteskabet skal reddes. Det har De Konservative besluttet sig for.

»Hvert tredje barn oplever, at deres forældre bliver skilt, og det har store konsekvenser for børnene,« siger politisk ordfører Mette Abildgaard.

Derfor vil De Konservative forebygge skilsmisser ved på kommende finanslov at afsætte 30 mio. kr. til rådgivningstilbud til kriseramte par.

Det er jo et meget prisværdigt forsøg på at nedbringe antallet af forliste ægteskaber, men hvis det havde været så enkelt, havde nogle andre nok fundet på det for længe siden. For den høje skilsmisseprocent har allerede adskillige årtier på bagen og er blevet et uigendriveligt fænomen i vores tid – og selvom De Konservatives velmenende redningsforsøg næppe får nogen betydning, så giver det anledning til at overveje, hvorfor det er blevet så vanskeligt for os at leve sammen i den indretning, vi kalder et ægteskab.

Der er selvfølgelig den helt indlysende grund, at vi aldrig før i menneskets historie har været så uafhængige af hinanden som nu – vi kvinder kan klare os selv praktisk og økonomisk, mænd kan godt finde ud af at skifte bleer, passe børn og koge kartofler. Og pligtkulturens forfald har selvfølgelig også indflydelse på vores ægteskab – måske tager vi lidt lettere på det løftebrud, som en skilsmisse nu engang er.

Men selv det menneske, der er allermest funderet i forståelsen af, at det ikke er kærlighed alene, der kan holde sammen på ægteskabet med al dets skrøbelighed, men pligtens tyngde, der holder et ægteskab sammen og et menneske på plads – kan måske ikke leve op til forpligtelsen.

Jeg siger ofte til brudepar, at kærlighedserklæringer er en erkendelse af, at vi ikke kan alt selv, og dem vi beder om noget og erklærer kærligheden til, tilskriver vi derved evnen og muligheden for at fylde i vores liv, der hvor vi ikke selv fylder nok. Det er bare svært, når vi hver især fylder for meget. For i en individualiseret tid vil både mand og kvinde udfolde sig, og vores arbejde, gøre og laden er i høj grad blevet vores identitet – og intet vil vi give afkald på. Jeg taler også for mig selv. At få alt dette plus nogle børn, en familieplanlægningskalender og en stående forhandling om vigtigheden af hinandens identitetsprojekter er ikke umuligt, men svært at forene med et parforhold. Og jeg er helt overvist om, at en anden betydelig årsag til, at vi går fra hinanden, er, at vi forventer for meget af hinanden – og af ægteskabet.

Ligesom vi i vores tid forventer alt af os selv, forventer vi også alt af vores partner, og tror han eller hun kan leve op til det, fordi vi fejlagtigt tror, at vi selv kan. Sådan overbelaster vi det skabende blik, vores ægtefælle har på os, for ingen kan være alt, ligesom man heller ikke selv kan være det. Og der er altid afsavn i et ægteskab, altid noget, man ikke får. Der er altid noget, der ikke går op. Altid. Og i alle ægteskaber.

Vi må ikke gøre hinanden til lykkens grund – det kan intet menneske, intet ægteskab bære. Det er ikke forfærdeligt, det er ikke et krisetegn – det er bare helt nøgternt sådan, menneskelivet i virkeligheden er, men vi har svært ved at acceptere det. Og mange mennesker oplever, at selvom de efter en skilsmisse slipper for al hverdagens palaver – så er der endnu mere palaver på den anden side, bare i mere kompleks form og med børn indblandet.

Og skilsmisse er en tabuiseret og undervurderet grund til børns mistrivsel. Men skilsmisseraten får vi nok aldrig bragt ned. Derfor skal vi i stedet sætte flere penge af til at hjælpe, støtte og vejlede brudte familier – med lige rettighed til mor og far. For selvom man ikke kan finde ud af at være gift, betyder det ikke nødvendigvis, at man kan finde ud af at være skilt.