De offentlige kasser bugner. Eller gør de?
Samtidig med at regeringen påstår, at der er masser af penge i kasserne, og bruger penge på bl.a. et kulturpas, der med stor sikkerhed ikke kommer til at virke, skal kommunerne i gang med at skære hårdt i servicen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Regeringen har lanceret en ny ”fortælling”, som det hedder, når der normalt er tale om spin, som ikke rigtig kan dokumenteres med fakta. Den lyder, at der er masser af penge i det danske samfund og ikke mindst i de offentlige kasser, og at problemet med at opfylde borgernes stigende – eller konstante – servicebehov er, at der mangler hænder. Derfor nytter det ikke noget at give flere penge til offentlig service, for opgaverne kan jo ikke løses uden hænder, vel? Det siger vel sig selv.
Samtidig står landets 98 kommuner i disse uger foran en budgetlægning, som mange steder tegner til at blive den sværeste i årtier. De statsligt fastsatte – man kalder det ”aftalte” – rammer for kommunernes økonomi er meget snævre og har været det i en del år. Udfordringen er i stigende grad, at de kun i meget begrænset omfang tager højde for kraftig vækst i en række lovbundne udgifter til det såkaldt specialiserede socialområde, som dækker over en række særlige indsatser for udsatte børn og unge, handicappede og mennesker med psykiske lidelser.
Det er gennemgående meget dyre, specialiserede tilbud, som kommunerne ikke selv driver, men er nødt til at købe hos særlige institutioner eller private udbydere. Udgifterne på ældreområdet stiger også markant i en række kommuner som følge af en stigende ældrebefolkning. Hertil kommer, at en række af landets kommuner, navnlig i hovedstadsområdet, er blevet ramt helt uventet hårdt af regningen for den seneste udligningsreform, et helt ekstremt kompliceret system for fordeling af penge mellem kommunerne, hvis virkninger på forhånd har været helt umulige at forudse og dermed gardere sig imod for den enkelte kommune.
Derfor står rigtig mange af landets kommuner nu foran at skulle spare hårdt på den helt almindelige service til borgerne inden for børnepasning, skoler, ældre, kultur og meget mere.
Kan kommunerne så ikke bare sætte skatten op, hvis de mangler penge, kan man så spørge, men det kan man faktisk ikke, for en del af det statsligt fastsatte budgetstyringssystem er, at man skal holde sig inden for en såkaldt serviceramme, som er udtryk for, hvor mange penge man rent faktisk har lov til at bruge som kommune. Så selvom man skulle få lyst til at opkræve store ekstrabeløb i skat, så kan man ikke få lov til at bruge dem. Der skal spares for at leve op til kravene.
Staten har i et vist omfang erkendt problemet og afsat et ekstrabeløb til kommunerne på 650 mio. kr. Det lyder af mange penge, men i forhold til de adskillige milliarder, der samlet set mangler på næste års kommunale budgetter, er det faktisk ganske lidt. Og lige om lidt vil staten kræve af kommunerne, at de sparer på den kommunale administration, uanset om de bruger mange eller få penge på administration. Så de kommuner, der har været effektive til at nedbringe administrationsudgifterne og bruge pengene på service i stedet, de bliver efter alt at dømme ramt hårdest, fordi det bliver et samlet krav til alle kommuner under et at reducere i de administrative udgifter, som så skal hentes via besparelser på servicen.
Samtidig har regeringen fremlagt et finanslovsforslag, hvor der ganske rigtigt ser ud til ikke at mangle penge. Der er mange rare gaver i det, f.eks. et kulturpas til 140 mio. kr., så udsatte unge kan få gratis kulturoplevelser. Men alle danske og udenlandske erfaringer viser ret entydigt, at gratis adgang ikke rigtig påvirker kulturforbruget eller gør kulturpublikummet mere mangfoldigt. Det er ikke manglende penge, der er barrieren for at opleve kultur, det er andre ting, der skal til. Kulturpasset er et tiltag, der lyder godt på papiret, men som sandsynligvis vil vise sig at være spild af penge i modsætning til rigtig meget af den reelle service til borgerne, som kommunerne står for.
Det er slet ikke utænkeligt, at der hist og her i kommunerne kan spares en verdensmålskonsulent eller findes andre udgifter, der ikke rigtig gavner borgerne. Og det er i bund og grund fornuftigt, at staten har en stram styring med de kommunale udgifter. Alligevel tyder alt nu på, at der er kommet for stor afstand mellem de økonomiske rammer og de reelle behov i kommunerne. Og regeringens spin om, at pengekasserne bare bugner, hjælper i hvert fald ikke rigtig på det.