Regeringen giver det danske demokrati et øksehug for at tilpasse sig den muslimske verden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Muhammed-krisen var begyndelsen. Ville Danmark bøje sig for vold? Ville Vesten lade sig intimidere af krænkede følelser, det er svært for den almene dansker at sætte sig ind i?

I totalitære regimer kan man komme i fængsel eller miste livet for at kritisere eller gøre grin med en religion, et regime eller en diktator. Sådan er det ikke med ytringsfrihed. Eller sådan har det ikke været. Indtil nu. Den minimale pris i form af ubehag, der er forbundet med at bo i et frit samfund, er, at man kan føle sig trådt over tæerne, når nogen gør eller siger noget, der strider imod ens synspunkter. Det er ikke altid nogen rar følelse, det er ikke altid kønt. Men sådan er det i et frit samfund.

Vi har i Danmark en tradition for at bruge satire i kritik og hån af det ene og det andet. Flemming Rose sagde engang, at de nu så berømte Muhammed-tegninger var en prøvesten for, hvor velintegreret islam var i det danske samfund. Det samme kan siges om reaktionen på afbrændinger af Koranen.

Vesten har taget adskillige skridt bagud ved at indføre juridiske og selvcensurerende indrømmelser og samtidig ikke at have en hensigtsmæssig indvandringspolitik. Danmark blev tudet ørerne fulde af, at indvandring fra muslimske lande ville berige vores samfund, og politikerne proklamerede igen og igen, at mindre demokratisk sindede individer ville tilpasse sig demokratiske værdier. Sådan gik det ikke. At leve i et samfund med demokratiske værdier afføder ikke nødvendigvis demokratisk sindede borgere.

Hvis det var tilfældet, ville det være sket for længst. At bo i et land, hvor man kan tale, skrive og mødes frit, hvor man får hjælp til bolig, mad, uddannelse og sundhedsvæsen, er vel så stort et demokratisk velkomstkram, man kan få? Den muslimske befolkning vokser, det samme gør europæiske landes frygt, og det afstedkommer den ene ytringsfrihedsindrømmelse efter den anden.

Muslimer i Danmark tager del i den offentlige debat. Det er som udgangspunkt sundt, en øvelse i demokrati og inklusion. I dag ser vi eftervirkningerne, når rabiate befolkningsgrupper i vestlige demokratier bruger demokratiets virkemidler til at ændre samfundet hen imod en autoritær ideologi.

Der er forskel på et angreb på en ideologi og et individ. Det synspunkt er åbenlyst for de fleste, der kan spore deres aner adskillige generationer tilbage i den danske muld. Der er ikke et demokratiødelæggende problem i at have subkulturer med afvigende synspunkter et godt stykke fra den gængse demokratiske. Men når gruppen bliver stor og bliver støttet af ca. to milliarder trosfæller globalt, så må man spørge sig selv, om andedamsdebatten er blevet taget som gidsel og rækker langt ud over de danske grænser.

Danske muslimer er – danske. Men udgangspunktet for samtale og dialog er forskellig mellem gængse kulturkristne danskere og mange danske muslimer. Mange danske muslimers fundament og kulturelt forankrede ideologi ligger langtfra den tradition, der stammer tilbage fra før Vikingetiden hos danskerne. Hvordan forholder vi os til det? Til en stor gruppe danske statsborgere, der er en del af rabiate trosfællesskaber? En gruppe, der snart er stor nok til at have betydning politisk og til at påvirke udviklingen af vores demokrati? For rabiate muslimer er islamkritik et personligt angreb. Dét er svært for sekulært demokratisk tænkende danskere at forstå. Det ligger dybt i danskernes dna at ville imødekomme, samtale, give efter og gå på kompromis. Men når man har med en rabiat voldsreligion at gøre, er det alt andet end den rigtige vej at gå.

Er principper menneskeliv værd? De fleste danskere vil sige nej. Så vi rykker os bagud, det er ikke værd at holde fast. Men det er sådan, totalitære systemer bider sig fast, så frihedsrettigheder gradvist udhules, indtil man har et ufrit samfund.

Hvad gør man, når nogen vil slå ihjel for en tegning eller en bog? Svaret bygger på, om vi ønsker at leve i et samfund, der er frit, eller et, der bygger på frygt. Historien taler sit eget tydelige sprog. Giver man efter for intimidering og frygt – også selvom det forekommer som små indrømmelser, viser vi dem, der benytter sig af intimidering og trusler, at det virker. Det stopper aldrig, hvis vi bliver ved med at give efter. For demokrati og islam er to modsatrettede indstillinger til individ og samfund. Den ene ideologi er lukket for dialog, den anden har det som fundament.

Ytringsfrihed er noget, man skal lære. Det er kulturelt bestemt. Hvad siger det om vores tro på vores undervisningsevner og vores nytilkomne, hvis vi udvander fundamentale frihedsrettigheder?

Min amerikanske veninde bor hos mig, mens hun er på sommerferie i USA. Til daglig bor hun i Saudi-Arabien. Sådan går det nogle gange, når ens mand bliver rykket til en søstervirksomhed. Jeg ved ikke, om danskere har nogen anelse om, hvordan hverdagen for en kvinde er i et land som Saudi-Arabien. Lad mig give nogle eksempler. Når min veninde går ud, skal hun iføre sig en abaya, en lang dragt, der dækker arme og krop, og som tages over tøjet som en kappe. Varmegraderne ligger ofte på over 50, det er ulideligt varmt at halse rundt i en sådan mundering, mens man holder styr på sine unger.

Når hun køber ind, er alle promobilleder af kvinder på importerede varer dækket med et hvidt klistermærke – lige akkurat gennemsigtigt nok til, at man kan se, at det er en kvinde, der er dækket til. Min veninde kan teknisk set bevæge sig frit uden for hjemmet uden ledsagelse af en mand. Men i praksis kan hun ikke gå i fred uden at blive overbegloet, fløjtet af, befamlet og trængt op i kroge – selv når hun er ude for at handle ind til ungernes madpakker. Hun kan ikke få sin receptmedicin uden samtykke fra sin mand, i det hele taget skal hun have hans accept til det meste.

Der er ingen kunst, litteratur eller meningsdannere, der kritiserer autoriteter eller stiller spørgsmål ved islam. Saudiske kvinder, mænd og børn opfører sig over for immigrantgrupper og expats, som om de er herrefolket. Sådan er det nok, hvis man mener, at dem, der ikke deler ens synspunkter, er undermennesker. I de lande, hvor man udgør majoritetsbefolkningen, behøver man ikke tage hensyn.

I de lande, hvor man udgør et mindretal, benytter man sig af blødere magt og benytter demokratiske virkemidler, mens man påberåber sig at være et mindretal. Jeg undrer mig til stadighed over, hvorfor Vesten giver efter i stedet for at vende argumentet rundt og bede muslimske lande, der undertrykker kvinder, indoktrinerer børn og halshugger politiske modstandere om at indføre menneskerettighedsrespekterende lovgivning.

I stedet fremsætter den danske regering et lovforslag, der skal forhindre afbrænding af hellige bøger på offentlige steder. Som det blev fremsat på talerstolen i folketingssalen, vil regeringen »forbyde utilbørlig behandling af genstande med væsentlig betydning for et trossamfund«.

De fleste af os kunne aldrig finde på at afbrænde hverken Biblen eller Koranen, så vi tænker måske, at lovforslaget virker rimeligt. Men hvad indebærer lovforslaget egentlig? Loven gælder ethvert offentligt rum, også online fora. ”Utilbørlig behandling” er en bred betegnelse, det samme er ”væsentlige religiøse symboler”. Det vil sige, at alle trossamfund eller enhver, der hævder, at hans eller hendes religiøsitet bliver provokeret, kan påberåbe sig, at deres overbevisning er blevet krænket. Lovforslaget er langt mere vidtrækkende end afbrænding af Koranen eller Biblen og er et eklatant knæfald for islam.

Det er voldsomt at brænde hellige skrifter af. Men i et frit demokrati med ytringsfrihed er det en mulighed, man har som borger. De samme ytringsmuligheder har rabiate nazister og muslimer benyttet sig af. Det må jeg acceptere, selvom jeg ikke er enig i deres synspunkter.

Det er aldeles fantastisk at have en kultur, hvor hele samfundet, inklusive de dele, der som regel er de første til at råbe vagt i gevær, med visuel og skriftlig kunst kan gøre det frit. Men lovforslaget vil også ramme denne stolte, frie del af dansk kultur. Kan man efter indførelsen af den nye lov sætte fokus på kvinders undertrykkelse inden for islam? Det, der er vulgært, stødende og forhånende for nogle, er kunst for andre.

I P1 Debat sagde den radikale Christian Friis Bach, at den nye lov giver rum for, at man kan sætte fokus på pædofili inden for den katolske kirke. I bar frustration får jeg væltet min kaffe ud over skrivebordet, og mens jeg tørrer op, melder spørgsmålene sig. Hvordan kan han være så skråsikker, inden lovforslaget er gennemført og afprøvet ved domstolene? Og hvor stor en kujon kan man være som folkevalgt, når man som eksempel nævner katolicismen og ikke islam og dermed viser, at man ikke tør røre det ømtålelige islam-emne med en ildtang?

Desuden hævder politikerne i P1-studiet, at de på ingen måde er under indflydelse af meninger i udlandet. Hvis politikerne for alvor tror, at vælgerne ikke kan se igennem deres kujonfrygt, gør de regning uden vært.

Har vi intet lært af de gentagne iscenesatte massers opildnede voldsdemonstrationer udelukkende designet til at skræmme Vesten? Den danske lov ville aldrig have været introduceret, hvis der ikke havde været voldsomme demonstrationer efter sommerens koranafbrændinger.

Adskillige udøvende kunstnere i Europa har mistet livet, fordi de har benyttet sig af deres grundlovssikrede ytringsfrihedsrettigheder, når islamister har myrdet dem. At dele af den europæiske befolkning, der alt andet lige ikke er kommet til uden en 100 år lang kamp for demokrati, nu ønsker at kaste lovgivningerne ind i en mørk tid, bør få alle til at tænke over, hvor vores samfund er på vej hen.

Det kan godt være, det er svært for diplomater at færdes i en verden, hvor udfoldelser af ytringsfrihed, også når de er smagløse, bliver mødt med vrede og vold. Det betyder ikke, at vi skal tilpasse os voldens diktatur i lille Danmark. Tværtimod.

Vestens og Danmarks naivitet er himmelråbende! I de lande, hvor islam hersker, bliver enhver afvigelse straffet, ofte med livet. Had, homofobi og undertrykkelse er en del af hverdagen i muslimske lande. Er det virkelig den dør, vi vil åbne? Det er det, vi gør, når vi tager endnu et skridt hen imod islam og begynder at lovgive i et vestligt demokrati på en måde, der imødekommer totalitære synspunkter. Muslimer vil ikke stille sig tilfredse med denne lov. Den er blot endnu et skridt til at påvirke vestlige demokratier. Strategien har stor succes.

Jeg har uendeligt svært ved at forstå, hvorfor vi skal tilpasse os og se to milliarder muslimers finfølelse som en imødekommelse til en minoritet. Jeg kan kun frygte, hvad det næste lovforslag, der imødekommer islam, bliver.

Tempoet skal ned, diskussionsniveauet skal op. Og så skal politikerne stoppe med at ryste i bukserne. I stedet skal de stolte stå op for de frihedsrettigheder, der gør vores vestlige demokratier til verdens bedste styringsform. Vi kan favne alle mulige mere eller mindre sære holdninger, happenings og udtryksformer – uden at ty til autoritære ytringsufrihedsmetoder og kriminalisere dét, der gør os til et frit, favnende samfund. Det bør andre lande tage til sig – ikke omvendt.

I går aftes sad min veninde og jeg og delte en flaske rosé, noget der heller ikke er lovligt i Saudi-Arabien. Jeg fortalte hende om den lov, Danmark står på tærsklen til at indføre. »NO!« sagde hun. »Kan de ikke se, hvad der er ved at ske i Europa? Mellemøsten er så ufrit, det er ikke den vej, Europa skal gå.« Jeg tror, mange danskere er enige – men de færreste tør ytre sig. Og det bliver åbenbart ikke nemmere i fremtiden.