I Polen betyder frygten for Rusland alt
Frem imod det polske parlamentsvalg den 15. oktober er der ét emne, der overskygger alt: frygten for Rusland.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Polen er anderledes end de fleste andre europæiske lande. Mens danskerne og mange andre befolkninger i Europa sjældent stemmer efter udenrigspolitiske emner, når der er parlamentsvalg, er det stik modsat i Polen. Her betyder forholdet til Rusland – eller rettere frygten for Rusland – alt.
Det er der nogle gode historiske grunde til. Polen har nemlig en helt anderledes historie end de fleste andre europæiske stater. Under Anden Verdenskrig blev Polen delt mellem Nazityskland og Sovjetunionen – efter en hemmelig aftale indgået mellem Hitler og Stalin. Og mange tusinde polske jøder blev udryddet.
Men Polens konfliktfyldte forhold til Rusland går meget længere tilbage i tiden. I slutningen af 1700-tallet blev Polen hele tre gange – efter forskellige krige – delt mellem Rusland, Preussen og (to af gangene) Østrig.
Ved Polens såkaldte første deling i 1772 tog disse tre lande hvert et stort stykke af landet. Ved Polens anden deling i 1793 tog Preussen og Rusland yderligere hvert et stort stykke. Og ved Polens tredje deling mellem Preussen, Rusland og Østrig i 1795 forsvandt Polen helt fra verdenskortet.
Denne situation kom de facto til at vare frem til 1918, hvor Polen i kølvandet af Ruslands nederlag i Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution blev genoprettet.
I årene fra 1795 til 1918 eksisterede der ganske vist en del af tiden formelt en polsk stat. Men denne stat var enten reelt en fransk lydstat (fra Napoleon oprettede den i 1807 og frem til afslutningen på Napoleonskrigene i 1814/1815) eller en russisk lydstat. Den sidstnævnte stat, som blev kaldt Kongres-Polen, blev oprettet i 1814/1815 og var formelt selvstændig, men reelt underlagt Rusland, eftersom det var den russiske zar, der beklædte titlen som konge her.
En del af Polen var desuden i perioden direkte underlagt Rusland – og altså ikke engang formelt en selvstændig stat.
Polakkerne har altså mildest talt rigtige dårlige erfaringer med at være naboer til russerne og tyskerne. Forholdet til det demokratiske Tyskland er generelt udmærket i dag. Men frygten for Rusland sidder stadig dybt i mange polakker, og ved det polske parlamentsvalg den 15. oktober vil det formentlig igen – og i endnu højere grad end i de seneste mange år – blive et vigtigt tema. For ikke at sige det altoverskyggende tema.
Med en nabo mod øst, der aldrig har haft et reelt demokrati (bortset fra i perioden under præsident Jeltsin fra 1993 til 2000), og som for halvandet år siden angreb og fortsat fører krig mod nabolandet Ukraine, der ligesom Polen er et demokrati, er det ikke mærkeligt, at de ”historiske følelser” igen kommer op til overfladen i mange polakkers bevidsthed.
Af de seneste 228 år har Polen reelt været fraværende fra verdenskortet i mere end halvdelen af tiden, nemlig i 129 år. Det glemmer man ikke lige fra den ene dag til den anden, hvis man er så ”uheldig” at bo i et land, der historisk har været placeret mellem Rusland og Preussen/Tyskland.