Fortsæt til indhold
Kommentar

Du skulle have taget toget, Prigozjin. Selv om endestationen var blevet den samme

Putin viser atter sit ækle ansigt og rydder al modstand af vejen. Før eller siden.

Thomas Johannes ErichsenLektor, forfatter, foredragsholder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Prigozjin er død. Wagner-gruppens leder, der førte an i det mislykkede oprør mod Kreml i juni. Putin lod ham spankulere rundt i to måneder, inden han angiveligt gav ordren. Hvis ikke ordren hele tiden havde været der, og Putins uhyggelige apparat bare ventede på det rigtige øjeblik. For det var det, da næsten hele Wagner-toppen befandt sig i privatflyet, som styrtede til jorden.

Kort efter det mislykkede oprør mødtes Putin og Prigozjin. Wagner-chefen troppede op med et følge på 35 mand. Wagner-chefen vovede sig ind i Kremls inderste og med så mange militære muskler, at Putin næppe heller har været helt tryg ved situationen. Det skulle blive sidste gang, de to sås, aftalerne, der blev truffet, var ikke meget værd, og hvorfor skulle de også være det? Prigozjin havde for åben skærm afsløret sandheden om det uprovokerede angreb på Ukraine og skudt adskillige russiske helikoptere ned under sin march mod Moskva.

To måneders frihed fik Prigozjin, selv om man næppe kan kalde det frihed. Dele af Wagner-gruppen har lovet grusom hævn, og spørgsmålet er, om det nu er Putin, som skal kigge sig over skulderen. Den russiske præsident har aldrig været alvorligt truet på livet, men der er heller ingen af hans velbetalte lakajer højt oppe i systemet, der har udgjort en trussel. Det kan der være nu.

Hvorfor ikke bare få Prigozjin dømt for landsforræderi? Hvorfor denne gangsterjustits? Fordi Putin er gangster og nødt til at vise sin utilslørede magt efter ydmygelsen den 23. juni. Wagner-chefens død skulle også være en påmindelse til de stemmer, som ønsker en form for forhandling med Putin.

Et andet uhyggeligt aspekt ved mordet på Prigozjin er, at Putin holdt videotale til mødet for Briks-landene, kort efter at Prigozjins fly var styrtet. Gad vide, hvordan lederne har det med at have Putin med i deres klub. I værste fald har de ikke noget særligt problem med det.

Putin viser atter sit ækle ansigt og rydder al modstand af vejen. Før eller siden. Men hvordan står han uden Wagner-gruppen som stærk militærenhed under sin kommando? Svagere, dels i Afrika, hvor Wagner-enheder hjælper diktatorer til gengæld for kostbare resurser, og i Ukraine, som det er svært at se Wagner-soldaterne vende tilbage til. Andre private hære kan imidlertid byde sig til, eksempelvis ”Convoy”, en udbrydergruppe af Wagner, finansieret af en Putin-venlig oligark. Der er penge i krig i Rusland.

Exit Prigozjin. Han skulle måske have taget toget fra Moskva til Skt. Petersborg i stedet. Det er ikke let at overleve et flystyrt, uanset hvor mange mænd man har omkring sig. Næppe noget kunne imidlertid skræmme den 62-årige krigsherre, der har været involveret i private krige verden over og senest ved Bakhmut i Ukraine. Udødelighedssyndrom, måske.

Hvis han er død, naturligvis, og ikke pludselig dukker op i en video fra Libyen. Så er helvede løs.