Vi bliver nødt til at minde os selv om, hvad islam er

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nogle uger siden faldt jeg tilfældigvis over en verdenshistorie skrevet af E.H. Gombrich. En del læsere vil kende Gombrich fra hans verdensberømte og millionsælgende kunsthistorie, hvilket også var grunden til, at jeg købte denne lidt ukendte bog. Til min skuffelse viste det sig ikke at være en kulturhistorie, men en almindelig verdenshistorie henvendt til unge mennesker. Den var sågar blevet rost af den venstreorienterede avis The Guardian for dens »tolerance og humanisme«.

Bogen er i øvrigt fremragende og kan varmt anbefales, men mit formål her er alene at beskrive, hvordan denne humanismens og tolerancens mand beskriver islam. Temmelig nøgternt. Muhammed lærte om den ene sande Gud fra jøder og kristne, men fik sin egen åbenbaring om, at han nu var Guds udvalgte profet. Muhammed fortalte sin følgere, at vi alle må underkaste os Guds vilje (islam betyder underkastelse), og de skulle kæmpe for at udbrede Muhammeds lære. At slå vantro ihjel er ingen synd. »Bekæmp de vantro, indtil al modstand er forsvundet,« som Gombrich citerer fra Koranen.

Og det gjorde muslimerne så. Kæmpede for Muhammeds lære og udbredte den gennem krig og erobring. På blot seks år havde araberne allerede foretaget erobringstogter så langt væk som til det nuværende Jordan, Israel og Iran og havde på lidt over hundrede år skabte det største imperium, verden endnu havde set. Ved hjælp af sværdet. Sådan lyder den nøgterne beskrivelse af islam. En religion, hvis essens er erobring

For 30 år siden ville en sådan redegørelse for islam have været uinteressant. I de toneangivende eliter dominerede en liberal-marxistisk religionsforståelse, hvor alle religioner grundlæggende var ens og blev betragtet som primitive stadier på vejen til den sekulære oplysning. Nutidens eliter har trods alt erkendt, at religion ikke går bort. At den for de fleste mennesker i verden er fuldkommen afgørende for deres eksistens.

Hvis man vil forstå vores omverden og forskelle mellem kulturer, er de religiøse idéer oftest afgørende. Tænk blot på den radikale forskel mellem den kristne og den muslimske verden. Men også på forskellene mellem det protestantiske Nordeuropa, det katolske syd og det ortodokse øst. Samme forskel er endnu tydeligere på den anden side af Atlanten mellem det katolske Sydamerika og det protestantiske Nordamerika. Ligesom vi forstår inderne gennem hinduismen og kineserne ved at studere Konfutse.

Den muslimske verden er ekstrem i den sammenhæng. Mere end nogen anden civilisation er den styret af sin religion.

Årsagen er, at islam ikke bare er en religion, men en totalopfattelse. Muhammed var kriger, politiker og profet i samme person og islamisk teologi handler først og fremmest om, hvad Muhammed gjorde. Den vigtigste kilde er selvfølgelig Koranen, og den har en ganske anden betydning for muslimer end Biblen har for os kristne. Tag sådan noget som fundamentalisme. Begrebet opstod i USA, fordi nogle kristne oprørere kritiserede den fremherskende kristendom for ikke at læse biblen bogstaveligt. Med fire evangelier med hver deres forfatter inviterer Biblen heller ikke umiddelbart til en bogstavelig læsning. Koranens status i islam er modsat. Det er kun eksotiske afvigere, der ikke læser den bogstaveligt, og islamisk teologi er ganske enkelt fundamentalistisk i sin kerne.

Til gengæld er Koranen ikke den eneste kilde til islam. De næstvigtigste tekster er de 600.000 små beretninger (hadither) om Muhammeds liv, der giver islamiske lærde livslang mulighed for studier og øget forståelse. Og det gør den islamiske civilisation i stand til at lukke sig for omverdenen – alt, hvad den skal bruge, står i beretningerne om Muhammeds liv.

Et studie fra FN’s udviklingsprogram har estimeret, at der på 1.000 år blot er blevet oversat omkring 10.000 bøger til arabisk fra andre sprog. Til sammenligning blev der oversat flere bøger til spansk alene i året 2020. Fra japansk til spansk blev der oversat små 1.000 bøger. På ét år.

Lukketheden er rimeligvis forklaringen både på islams succes og fiasko. Som krigsreligion er den eminent. Hvor soldater som oftest var motiveret af penge og altså basalt set opportunister, var islams soldater drevet af en religiøs ild.

Lukketheden beskytter også islam mod omvendelse. Vigtigst beskytter den mod omvendelse til kristendommen, der ellers har en meget stærk overbevisningskraft. Islam tager ikke kristne tanker ind. Ligesom at de af islam besejrede folk altid kunne redde livet ved at konvertere til islam. Frafald er samtidig også den største forbrydelse. Jeg kendte engang en muslimsk homoseksuel, der offentligt stod ved at være tiltrukket af mænd. Men han turde ikke indrømme sit frafald fra islam – af frygt.

Nyateisten og biologen Richard Dawkins har brugt begrebet ”meme” til at beskrive idéers evolutionære succes. Som meme er islam ekstremt overlevelsesdygtig, fordi dets essens handler om at bekæmpe andre, få andre til at tage memet til sig, lukke adgangen til andre memer og straffe frafald fra memet med døden.

Til gengæld gør islams lukkethed det svært at indoptage kloge idéer fra resten af verden. Af samme grund fremstår den islamiske civilisation tilbagestående og har i flere århundreder været ude af stand til at fortsætte erobringer.

Men selv islam er ikke en statisk kultur. Faktisk nærmede den islamiske verden sig Vesten i løbet af det 19. og 20. århundrede. For nogle årtier siden var det muslimske hovedtørklæde eksempelvis et mindretalsfænomen. Nu er det altdominerende og decideret påbudt i mange lande.

Efter Første Verdenskrig blev det Osmanniske Imperium opløst og Mellemøsten delt lettere tilfældigt, og begge var derefter grundlæggende ligegyldige for resten af verden. Den svage, ydmygede islamiske civilisation kunne ikke andet end at vende blikket udad for at annamme en mere hensigtsmæssig måde at indrette samfund på. Det gjorde den godt. Olien har derimod været en katastrofe. Revolutionen i Iran i 1979 næsten lige så slem.

I dag opfatter den islamiske civilisation os som svækkede og dekadente. Kristne og jøder er efterhånden udraderet eller fordrevet fra Mellemøsten og islam er verdens hurtigst voksende religion. Den islamiske samarbejdsorganisation OIC er en stigende magtfaktor og er eksempelvis for længst gået af med sejren i FN’s menneskerettighedsråd.

Nu går de efter Danmark og Sverige af én eneste grund: fordi de kan. Kina kan roligt fortsætte sin statsorganiserede forfølgelse af muslimer, for de er for stærke til at blive udsat for kritik. Lad os ikke glemme, at Muhammedkrisen hverken var spontane eller folkelige protester, men planlagte, regeringsstøttede manifestationer med et politiske sigte. Der er ingen grund til at tro, at det forholder sig anderledes denne gang.

Kravet om at få os til at stoppe hån og kritik af islam er blot en fortsættelse af den magtkamp, som er essensen af islam. Hvis vi giver efter, vil vi blot blive mødt med flere krav. Vi vil blot bekræfte dem i deres opfattelse af, at vi er svage. Vi gør heller ikke den islamiske civilisation nogen tjeneste. Jo stærkere den er, desto mere islamisk doktrinær bliver den. Jo svagere den er, desto mindre islamisk doktrinær bliver den.

Vores største håb må være et sammenbrud af golfstaterne som følge af lavere oliepris. Den største fejl, vi kan begå, er at give efter for islamisk magt. Mere vil have mere.

Nej. Vi bør gå den modsatte vej. Sætte hårdt mod hårdt. Hvis vi altså sætter pris på vores civilisation – som, modsat den islamiske har produceret de mest menneskevenlige og attraktive samfund i verdenshistorien.