Alle elsker velfærdsstaten – ingen gider arbejde der

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg tænker på det hver dag, når en af dem ved lågen vinker farvel sammen med Hans og Inger, der trygge og glade går ind til legen og livet i deres lille hverdag sammen med de andre små børn: De er mine hverdagshelte – Karina, Søs, Hannah, Betina, Kirsten, Elisabeth og Thomas og alle de andre pædagoger i Naturbørnehaven i Gammel Tølløse. De har min allerdybeste respekt for det arbejde og den samfundsopgave, de har påtaget sig, når de hver eneste dag, også på alle trætte, grå, modløse regnvejrsdage iført gummistøvler, med smittende humør, varme smil og stor entusiasme tager sig af ungerne, mens vi småbørnsforældre, der nogle morgener både er ophængte og nedkørte, haster afsted videre på vores (åh så) vigtige arbejde.

Som enhver anden mor er min dårlige samvittighed sjældent dårligere, end når jeg afleverer børn, men jeg ved, at de har det vidunderligt godt – takket være pligtopfyldende pædagoger. Men der bliver længere og længere imellem dem, for igen i år er optaget på pædagoguddannelsen faldet, og som det fremgik af en artikel i Jyllands-Posten forleden, er knap hver tredje opslåede pædagogstilling i perioden september 2022 til februar 2023 ikke blev besat af en kvalificeret, uddannet ansøger.

I samme artikel blev den 20-årige Emmeline Brackman Christoffersen interviewet, fordi hun netop har søgt ind på pædagoguddannelsen, selv om hendes studentereksamen med et fornemt snit på 11,5 åbner alle verdens universitetsdøre. Og hendes valg blev mødt med undren – hvorfor udnytter en så begavet ung kvinde ikke, at hun kan stryge ind på alle uddannelser – blive alt, som mange knap tør drømme om – og så bliver hun pædagog? Mærkeligt. Det er i hvert fald sådan vi gennem de seneste identitetsbesatte årtier har vænnet os til at tænke, hvor uddannelsessnobberi og tidens credo om selvet som altings målestok har skabt en arrogant tilgang til velfærdsuddannelserne, sygeplejerske-, socialrådgiver-, sosu-, lærer- og pædagoguddannelserne – hvor optaget er støt faldende.

Når et ungt menneske siger, at vedkommende gerne vil ”arbejde med mennesker”, er det oftest ikke, fordi de vil skifte en ble, sidde i en sandkasse med et barn eller hjælpe den gamle med at spise – men på akademisk distance studere antropologi, psykologi, eller hvad ved jeg. Alle (eller de fleste) elsker velfærdsstaten, ingen gider arbejde der, fordi løn og arbejdsvilkår er dårlige, men måske allermest fordi idealet om vores arbejde har ændret sig.

For tilskyndet af dogmet om identitetsskabelse og selvrealisering og en svækkelse af pligtkulturen får de unge i dag at vide, at de kan blive alt – og de skal tage en uddannelse og arbejde med noget, de brænder for, og noget, der definerer dem, noget, der er kreativt, selvudviklende og udfordrende – noget, der kan gøre dem lykkelige simpelthen.

Det er sikkert velmenende, men et helt enormt pres at lægge på en i forvejen temmelig segnefærdig og rodløs ungdomsgeneration. Derudover er det et tilbageskridt for civilisationen, at velfærdsfagene er faldet i vores agtelse, at omsorgsarbejdet har mistet værdi, at det ikke længere er attraktivt i sit arbejde at være til gavn for medmennesket, der har brug for én – kalder på én. Vi er nødt til at vende den opfattelse, og politiske reformer gør det ikke alene. Nej, vi skal lære at forstå, at den efterstræbte lykke og mening, som vi styrter rundt for at finde, også ligger i den meningsfulde forpligtelse. Men det er blevet en fremmed tanke.