Er respekten for kvinder på retur i Norge?
Kvinder må nøjes med sekundære placeringer i hensynshierarkiet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det har vakt opsigt ud over Norges grænser, at en skoleleder for nylig kom i konflikt med en afgangselev.
Af religiøse årsager – eleven er ortodoks muslim – ville eleven ikke give hånd til skolelederen, da eksamensbeviset skulle overrækkes. Det fik skolelederen til først at gribe fat i eleven og dernæst holde en improviseret og passioneret tale for norske værdier.
Indtil videre er sagen endt med, at skolelederen er blevet presset til at beklage forløbet. Men det er helt usandsynligt, at det sidste ord er sagt.
Det første, man skal bemærke, er, at sagen afdækker det officielle Norges hensynshierarki. Norge er et feministisk land. Ikke alene går man langt for at beskytte kvinder imod diskrimination. Man er også gået langt videre i retning af at tildele kvinder kollektive rettigheder til halvdelen af alle attraktive poster i samfundet, end man for eksempel er i Danmark.
Men i hensynshierarkiet må kvinder vige for ortodokse muslimer. Det betyder i praksis, at nogle af de mest ligestillede – hvis ikke ligefrem favoriserede – kvinder i verden må tåle at blive behandlet som urene væsener af ortodokse muslimer.
For sådan er det i hensynshierarkiet. Almindelige krav om høflig adfærd og tilpasning til den rådende kultur er ikke noget, man opererer med.
Det næste, jeg bemærker, er, at vi med denne sag nærmer os en afdækning af nogle af venstrefløjens indre modsætninger, der normalt er skjult.
Hvis venstrefløjen i Norge vil insistere på, at flere og flere mennesker fra Stormellemøsten bør have opholdstilladelse i landet, vil det i stigende grad ramme ligestillingen af kvinder.
For blandt mennesker fra Stormellemøsten er der en langt stærkere tilbøjelighed til at holde fast i egen kultur og til at nægte at gå på kompromis, end man finder blandt så mange andre grupper af indvandrede.
At man internt i gruppen underlægger kvinder det repressive sæt af regler, islam opstiller, er der ikke noget nyt i. Men i takt med at der kommer flere indvandrere fra regionen, må også norske kvinder i stigende grad finde sig i rubrikken ”urene”.
Før eller siden må venstrefløjen i Norge derfor vælge: Hvad vil I helst have? Mange indvandrere fra Stormellemøsten eller universel ligestilling? I kan nemlig ikke få begge dele.
I det hele taget tror jeg, at venstrefløjen er ved at bringe sig i et større modsætningsforhold til kvinder, som de er flest, end man generelt antager.
Ukritisk og ureguleret indvandring fra Stormellemøsten fører til mere undertrykkelse af kvinder. Men det gør en ukritisk accept af LGBT-ideologien også.
I den engelsktalende del af verden er oprøret imod transpersoners kolonisering af kvinders enemærker for længst i gang. De kvindelige atleter, der snydes for medaljer af biologiske mænd, er begyndt at sige fra. De kvindelige gæster til for eksempel svømmehaller, der ikke kan være i fred for biologiske mænd, ligeså. Lesbiske siger med stadig større eftertryk, at forestillingen om ”den lesbiske penis” er bullshit.
Fra den yderste venstrefløj kommer der imidlertid ikke andet end rungende tavshed, når kritikken rejses. Den fortsætter bevidstløst sin kamp for, at køn er en følelse, og at der ikke er noget, der hedder biologiske realiteter og begrænsninger for, hvad det giver mening at hævde.
Samlet set tegner den moderne venstrefløjs opførsel et billede af, at biologiske kvinder kommer temmelig langt nede i hensynshierarkiet. Og at deres holdninger, ønsker og behov har vigepligt ikke bare for ortodokse muslimer, men også LGBT-ideologien.
Det er ironisk, at der ikke er flere kvinder, der har opfattet, at venstrefløjen har sat dem helt ned på tredjepladsen i hensynshierarkiet. For hvis der var, ville venstrefløjen ikke være så populær blandt kvinder, som den rent faktisk er.
Jeg synes, at kvinder – alene af den banale grund, at de er mennesker – skal stå nøjagtig lige så højt i hensynshierarkiet som mænd, som indvandrere og som seksuelle minoriteter. Ingen skal med andre ord stå højere. Og ingen skal stå lavere.
Det kalder man en liberal tilgang til tingene. Hvor hensyn ikke er hierarkisk, men universelt.
Forhåbentlig går det inden alt for længe op for de mange kvinder, som tror, at venstrefløjen er deres ven, at det er liberalismen med sine universelle principper, der garanterer den sande ligestilling.
Ikke identitetspolitikken med dens absurde hensynshierarki.