Voksnes skærmforbrug er problemet
Børn har et problem med deres skærmforbrug. Men det har vi forældre godt nok også.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Børns skærmforbrug. Alle vil gerne gøre noget ved. Alle er enige om, at det er et problem, at det er afhængighedsskabende, skadeligt for søvn og sjæl og den mentale trivsel i det hele taget. Alle vil reducere, begrænse, beherske, måske helt forbyde børns skærmvaner, som alle voksne taler om.
Men hvornår skal vi tale om de voksnes skærmaktivitet? Det må jo unægtelig være de voksne, der er hovedproblemet og bærer hovedansvaret. For den treårige have næppe selv fundet på at gribe ud efter iPaden, fem minutter efter han er vågnet, stadig iført natdragt, med søvnen i øjnene og plysbamsen under armen – og blive fuldkommen afsindigt rasende, når han ikke får den – hvis ikke han havde set mor og far med ansigtet sænket ned i en skærm, mens de ”slapper af på telefonen”, forsvundet fra tid og sted – vel?
Børnene tiltrækkes af skærmens blålige lys, fordi de kopierer os voksne – og mærker, at vi får sværere og sværere ved at holde opmærksomheden, ja selv opmærksomheden på vores barn, fordi vi drages af den afbrydelse, skærmen giver os.
Vores børn er, helt fra de er babyer, vant til dagligt at skulle kalde deres forældre frem fra skærmen, der er imellem den voksne, der triller kareten, og afkommet, der med store øjne betragter verden, mens mor eller far mentalt opholder sig et andet sted – og selvfølgelig er iPhone-holderen blevet en af de ”gadgets”, der hører til den veludstyrede barnevogn.
Og når ungerne aftentrætte er placeret i sofaen foran Netflixs uendelige underholdningskilde, så føler den voksne straks tilskyndelse til at række ud efter sin iPhone – og forsvundet bag skærme hygger vi os – alene sammen med familien. Det er altså os voksne, der er nødt til at indlede modstandskampen mod skærmene – den voksne skal selv ”træne modstandskraften”, som professor Bent Meier Sørensens formulerer det i bogen ”Skærmens magi”, før vi regulerer børnenes skærmtid – opøver børnenes modstand.
På alle mulige måder knokler tidens forældre løs for at være forbilledlige og perfekte i deres måde at håndtere forældreskabet på i en konstant konkurrence om de korteste dage i institutionen, de mest økologiske bleer, bæredygtigt legetøj, hysterisk sukkerpolitik, og hvad ved jeg – og viser gerne deres forbilledlighed frem for omverdenen på de sociale medier. Men når det kommer til skærmbrug, er forbilledligheden til at overskue.
Vi fralægger os ansvaret, undskylder os med, at vores skærmbrug er relevant, ja uomgængeligt for os, såsom at være nyhedsopdateret, kontaktbar og tilgængelig, svare en vigtig mail, mens man rører i sovsen, sende en uopsættelig sms, mens man nynner godnatsang for junior og så videre. Skærmene har herredømmet over os voksne i endnu højere grad end over børnene.
Det er bekymrende, at vi stadig bilder os ind, at vi har magten over teknologien, for med dén manglende selverkendelse får vi aldrig nedsat hverken vores eget eller børnenes skærmbrug. Vi er nødt til at erkende skærmens kraft og opslugende magi, der har fået kloen i os – og forstå, at det er en kraft, der kender vores svaghed og kalder på vores styrke.
Der er nemlig, som Bent Meier Sørensen skriver »et eksistentielt forhold mellem skærmen og den, som kigger på den, på samme måde som der er et eksistentiel forhold mellem den troende og den ikon af jomfru Maria, hun kigger op på. Vores forhold til vores liv afsløres og afgøres i den relation«.
Noget af det, der afsløres, er, at man har glemt de klassiske dyder, der kan balancere og bære et liv, nemlig selvbeherskelse og karakteren til at modstå livets fristelser og laster. Noget andet er, at vi med skærmen har skabt en afstand til vores børn, til medmennesket, til verden – til livet selv.